Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Nye oplysninger i Milli Görüs-sag: Minister afkræves handling

Forbindelsen mellem en række skoler og den islamistiske Milli Görüs-bevægelse har vist sig at være tættere end tidligere antaget. De to regeringspartier Venstre og Konservative forlanger handling fra undervisningsminister Merete Riisager (LA). Foto: Jens Dresling/ritzau

Regeringspartierne Venstre og Konservative kræver nu handling fra undervisningsministeren, da forbindelsen mellem en række skoler og en islamistisk bevægelse er tættere end hidtil kendt. Styrelse under Undervisministeriet oplyser, at man ser på sagen ”med stor alvor” og overvejer at indføre tilsyn med skolerne

Genmæle fra DIKEV Fonden

Der er et endnu tættere bånd mellem det første muslimske gymnasium herhjemme, en række muslimske friskoler, en efterskole og den omstridte islamistiske Milli Görüs-bevægelse end tidligere antaget. Derfor kræver de to regeringspartier Venstre og De Konservative nu handling fra undervisningsminister Merete Riisager (LA).

”Jeg vil opfordre ministeren til at stoppe de statslige tilskud,” siger De Konservatives Naser Khader blandt andet om de uddannelsesinstitutioner, som har forbindelse til Milli Görüs-bevægelsen, der af den tyske efterretningstjeneste betegnes som en islamistisk bevægelse med ekstremistiske træk.

I alt fem friskoler, ét gymnasium og én efterskole har forbindelse til DIKEV Fonden, som ejer alle institutionernes bygninger. Bortset fra én, som de er på vej til at købe.

Ledende personer i DIKEV Fonden har forbindelse til den islamistiske Milli Görüs-gruppe, og nu viser det sig tilmed, at bevægelsen var med til at oprette fonden tilbage i 1989. Det fremgår af en forskningsartikel fra lektor Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitet fra 2011. Oplysningen stammer fra et mundligt interview med en ledende person tilknyttet Milli Görüs-bevægelsen.

Den oplysning strider imod et svar fra DIKEV Fonden, som fonden har sendt til Kristeligt Dagblad via e-mail. Her lyder det, at ”DIKEV har som fond ingen tilknytning til Milli Görüs eller andre organisationer”. DIKEV Fonden har ikke svaret på Kristeligt Dagblads henvendelse om de nye oplysninger.

Regeringspartiet De Konservatives Naser Khader opfordrer på baggrund af de nye oplysninger nu altså undervisningsminister Merete Riis-ager (LA) til helt at stoppe det statslige tilskud til gymnasiet, friskolerne og efterskolen, som er tilknyttet fonden.

”Jeg mener ikke, at staten skal understøtte skoler og gymnasier, hvor bagmændene har en ideologi, der strider imod vores frihedsrettigheder. Det vil også være et signal til forældrene om, at de skal finde en anden skole til deres børn,” siger Naser Khader.

Han fortæller også, at han har bedt om en redegørelse for Kirkeministeriets godkendelse af Dansk Islamisk Trossamfund.

”Jeg mener, at godkendelsen skal trækkes tilbage, ” siger Naser Khader, der er partiets ordfører angående friskoler og kirkeområdet.

Dansk Islamisk Trossamfund (DIT) er tæt vævet ind i Milli Görüs-bevægelsen og DIKEV Fonden. Formanden for trossamfundet, Ahmet Deniz, er også skoleleder i Mina Hindholm Efterskole, hvis bygning ejes af DIKEV Fonden, og Ahmet Deniz har også været involveret i DIKEV Fondens generalforsamlinger som ordstyrer.

DIT er ifølge en aktindsigt i Kirkeministeriet også tæt forbundet med Milli Görüs-bevægelsen, som trossamfundet både har udgifter til og indtægter fra. DIT siger selv, at samarbejdet primært handler om pilgrimsrejser, men ifølge trossamfundets Facebook-side har man også samarbejdet med en anden Milli Görüs-organisation, Hasene, om flere andre projekter. Samtidig har DIT delt et billede, hvor det fremgår, at DIT præsenterer sig selv som Milli Görüs-bevægelsen i Danmark.

Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, ønsker ligesom Naser Khader, at der med de nye oplysninger kommer handling fra Undervisningsministeriet.

”Jeg synes, at denne sag er alarmerende. Uanset om der er tale om en friskole eller et privat gymnasium, så har vi som stat en opgave i at sikre, at der ikke skabes parallelsamfund, og at institutioner lever op til kravene om frihed og folkestyre. På den baggrund mener jeg helt klart, at vi skal kigge eksempelvis et gymnasium som STX Hindholm efter i sømmene,” siger Anni Matthiesen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Merete Riisager. Men ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der hører under Undervisningsministeriet, kan de første konsekvenser for institutionerne være på vej. Det siger vicedirektør i styrelsen Susanne Clausen.

”Med de oplysninger, der er kommet frem de seneste dage, står sammenhængene mellem skolerne, DIKEV Fonden, Dansk Islamisk Trossamfund og videre til Milli Görüs-bevægelsen jo endnu tydeligere. Det betyder, at vi nøje overvejer, hvordan vi skal gribe sagen an. Der er ikke bare tale om en enkelt skole, men flere skoler, et gymnasium og en efterskole, hvor de samme forhold omend på lidt forskellig vis gør sig gældende. Vi ser på sagen med stor alvor og er i færd med at undersøge sagen nærmere med henblik på at tage stilling til, hvordan vi skal håndtere det tilsynsmæssigt,” siger Susanne Clausen.

Lektor Brian Arly Jacobsen, der forsker i religion og politik ved Københavns Universitet, har studeret Dansk Islamisk Trossamfunds hjemmeside, og ifølge ham er det tydeligt, at trossamfundet har en dagsorden i forhold til, hvordan samfundet skal se ud. Det kan også forklare, hvorfor der er forbindelser mellem DIKEV Fonden, trossamfundet, skolerne, menighederne og foreningerne.

”Det er ikke usædvanligt, at religiøse, politiske og sociale organisationer har en bestemt idé om, hvordan verden ser ud, og det forsøger man så her at føre ud i praksis ved at lave skoler, menigheder og foreninger i forbindelse med Milli Görüs,” siger Brian Arly Jacobsen, der ud fra trossamfundets hjemmeside betegner dagsordenen sådan:

”Som andre religiøse bevægelser, der har et konservativt verdensbillede, har de en klar opfattelse af, hvad der definerer det gode liv, og hvilken straf der er forbundet med eksempelvis at være ’vantro’. Her fremgår det tydeligt, at der er straf og konsekvenser ved at være vantro, og det er, at man kommer i helvede,” siger Brian Arly Jacobsen.

Dansk Islamisk Trossamfunds formand, Ahmet Deniz, har ikke besvaret Kristeligt Dagblads henvendelser, men ifølge en pressemeddelelse fra trossamfundet er der ikke nogen substans i de oplysninger, som er fremkommet de seneste dage.

”Vi har bekymrede fulgt med i den smædekampagne, som der føres mod vores organisation af enkelte medieorganer og personligheder. Der er tale om fejlagtige nyheder og ubegrundede beskyldninger (..) DIT er på ingen måde tilknyttet nogen ekstreme bevægelser, men har derimod altid bekæmpet enhver form for ekstremisme,” skriver Dansk Islamisk Trossamfund blandt andet.