Det begynder med en uventet ros.
Dansk Folkeparti har på det seneste ikke været mildt sindet over for transportminister Ole Birk Olesen og ældreminister Thyra Frank, begge fra Liberal Alliance. Faktisk er de blevet truet på ministerlivet af Dansk Folkeparti, endnu inden deres første 100 dage på posterne.
Alligevel vender indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) den anden kind til, da Kristeligt Dagblad møder ham på ministerkontoret for et interview om demokratiets temperatur.
Han fremhæver uopfordret Folketingets formand Pia Kjærsgaard, tidligere partiformand for Dansk Folkeparti, som en, der har gjort rigtig meget for, at de yderligtgående og antidemokratiske kræfter ikke har fået fodfæste herhjemme.
”Pia Kjærsgaard har en stor del af æren for den måde, demokratiet har klaret sig på i Danmark. Hun sagde fra starten, at Dansk Folkeparti ville sætte foden ned over for enhver form for ekstremisme, og dermed kunne de kritiske synspunkter komme ind og blive en del af udlændingedebatten på et tidligt tidspunkt. Men dem, der ikke accepterede den spillebane, vi spiller på, blev holdt fuldstændig ude. Det må man have stor respekt for, og det kan vi alle sammen glæde os over,” siger Simon Emil Ammitzbøll.
Som indenrigsminister har han ansvaret for den formelle del af det danske folkestyre, for eksempel valg til Folketinget, kommunalbestyrelser, regionsråd og Europa-Parlamentet.
Han fremhæver da også de formelle rammer som en af årsagerne til, at det stadig står ret godt til med det danske demokrati. Man skal ikke lade sig registrere som vælger, vi har fortsat høj valgdeltagelse, og den lave spærregrænse har givet let adgang for nye partier som hans eget. Derfor er nye strømninger i befolkningen hurtigt blevet repræsenteret på Christiansborg, argumenterer han.
Netop den slags strømninger er måske også dem, der kan give andre politikere rynker i panden, når briterne stemmer Storbritannien ud af EU, amerikanerne indsætter Donald Trump som præsident og andre europæiske landes vælgere giver stor fremgang til højrepartier som Marine Le Pens Front National i Frankrig og Geert Wilders Frihedsparti i Holland.
”Jeg forstår godt frygten i den vestlige verden, og at man kan være bekymret, men det er vigtigt at have med, at vi i Danmark står i en anderledes og meget mere positiv situation,” siger Simon Emil Ammitzbøll.
”Jeg tror, det er meget vigtigt at holde sig for øje, at der er to niveauer i dette her. Det ene niveau handler om, at de gamle partier skal huske, at det er altså ikke en trussel imod demokratiet, at vælgerne stemmer på nye partier. Jeg nægter at acceptere, at partier som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten eller Alternativet skulle udgøre en særlig trussel mod demokratiet i modsætning til de fem ældre partier. Det mener jeg simpelthen er en falsk forudsætning. Nogle gange synes jeg, debatten bliver lidt ømskindet. Det kommer til at lyde, som om det er en demokratisk utroskab at stemme på et parti, der er stiftet på denne side af Murens fald. Sådan forholder det sig ikke. Men så er der det andet niveau, hvor jeg kan se en berettiget bekymring i forhold til mere ekstreme partier med racistiske eller antisemitiske synspunkter, men igen mener jeg, at Danmark har vist sig anderledes robust her.”
Simon Emil Ammitzbøll fremhæver, at både SF og nu også hans eget parti har påtaget sig et regeringsansvar, ligesom Dansk Folkeparti påtog sig et for at støtte en række borgerlige regeringer i 2000’erne. Samt at partiet også støtter den nuværende regering ”i stort set alting,” mener han.
Så snakken om, at de nye partier ikke tør påtage sig et ansvar for landet, giver han ikke meget for. Men er alt da bare rosenrødt i det danske folkestyre?
”Jeg vil sige, at de mere beskæftigelsesterapeutiske aktiviteter i Folketinget indimellem godt kan skabe demokratiske udfordringer. Jeg mener, at især den personkampagne, som Socialdemokratiet udsatte ældreminister Thyra Frank for, var med til at øge afstanden mellem befolkning og politikere, fordi det blev så tappet for substans.”
Er det ikke ømskindet?
”Næ, jeg har været herinde i 12 år, og enhver ved, at jeg er klar til at tage en hård debat, men jeg synes, der er forskel på, om det handler om indholdet, eller om det bliver personforfølgelse. Der synes jeg, at angrebet på Thyra Frank er et eksempel på, at det ikke behøver være de nye partier, der overtræder grænserne for, hvordan vi bør behandle vores demokrati.”
Noget af diskussionen om demokrati handler om, hvordan presse og politikere fungerer sammen. Hvordan ser du på pressens rolle? Har præsident Donald Trump ret i, at den er en løgnepresse?
”Det bliver altid uskønt, når der er en kamp mellem politikere og medier om, hvis skyld det er, at tingene går skævt. Det er vel også derfor, journalister og politikere hvert år kæmper om, hvem der skal stå nederst på troværdighedslisterne. Det kan også blive lidt sart, hvis man ikke må have lov til at kritisere pressen, men man skal huske, at der ligger meget i de vinkler, pressen anlægger. Som liberal synes jeg for eksempel, det er frustrerende, at de fleste indslag om den offentlige sektor handler om, at det er synd for nogen. Det handler sjældent om, at dem, der skal betale, ikke skal betale mere end højst nødvendigt.”
”Der ligger noget i perspektivet hos medierne, men det vigtigste er, at vi har en forskelligartet presse. Kristeligt Dagblad kan lave nogle andre vinkler end Information eller Børsen. Det er fair nok.”
Hvilket ansvar har politikerne for politikerleden, når de for eksempel indkalder til hundredvis af samråd i Folketinget, hvor de udmærket kender svarene på forhånd, og det hele kan ligne et skuespil?
”Jamen, der er alt for mange samråd efter min overbevisning. Det lyder selvfølgelig uskønt, når en minister siger det, og jeg møder op til alt, hvad jeg bliver indkaldt til. Lige da jeg kom i Folketinget, indkaldte jeg selv til et samråd med en minister, og det var jo vældig fornemt, men lige inden vi skulle i gang, kom Anne Bastrup (fra SF, red.) hen og spurgte mig ’Hvad er egentlig formålet med dette samråd?’. Der må jeg indrømme, at jeg skammede mig lidt, for formålet var faktisk kun at komme i avisen eller i fjernsynet. Måske skulle der generelt være lidt mere selvreflektion over, hvad formålet med samrådene egentlig er.”
Simon Emil Ammitzbøll trækker løftebrudsdebatten frem. Fundamentet for den blev lagt under VK-regeringerne i 2000’erne, hvor vælgerne blev vænnet til, at hvad politikerne ”sagde før valget, gennemførte de også efter valget”. Denne såkaldte kontraktpolitik kunne kun lade sig gøre, fordi Danmark i praksis havde en flertalsregering, mener han, og op til valget i 2011 forsøgte Socialdemokratiet og SF at gentage den med løfter, som de dog ikke havde afstemt med De Radikale og derfor ikke kunne holde.
”Efter 2011-valget er vi kommet i den situation, at hvis Liberal Alliance siger, at der ikke skal være betaling for at køre over Storebæltsbroen, så er det første, folk spørger os om, når vi kommer i regering: ’Kan I nu gennemføre det?’. Undskyld, men det må da være en utroligt lille intellektuel kapacitet, der kan stille det spørgsmål og mene det alvorligt. Man ved jo godt selv, at man driller. Men så er vi kommet ind på en bane, hvor man ikke accepterer de grundlæggende spilleregler for et flerpartisystem, hvor partierne har en politik, som de må kæmpe for, men som de ikke nødvendigvis kan få igennem.”
Har vælgerne ikke en berettiget interesse i at vide, hvor mange kompromisser hvert enkelt parti må indgå, hvor langt de vil strække sig, og hvor meget kan de få igennem? Sådan at man kan måle, hvor dygtige partierne er til at komme med deres egen politik? Hvis et parti er blevet underkendt på 99 procent af dets mærkesager, kan vælgerne vel tage bestik af det?
”Jo, hvis man kunne sige, at det var sådan. Men man kan også sige, at nogle partier har været med så længe, at de ikke har ret mange forslag til forandringer mere. Derfor vil stilstand altid være en indrømmelse til dem. Mens dem, der har mange forslag til forandringer, vil have sværere ved at få det igennem. Det er vel et fair synspunkt.”
Føler I jer uretfærdigt behandlet af pressen, når I gennem trekvart år sagde, at det var et ultimativt krav med topskattelettelser, og siden blev kritiseret for at sige, at ’nu går vi i regering, og vi har opgivet alt det med topskattelettelser’?
”Næ, jeg synes, pressen skulle tæske løs på os for det med topskatten, det skulle den da bare gøre. Det gjorde den også. Det ærgerlige var bare, at man havde et parti med ét ultimativt krav, som vi opgav, og derefter lod nogen som om, hele vores partiprogram var et stort, ultimativt krav. Det var jo løgn.”