Nye partier kommer og går – de gamle består

Det danske partisystem er både fleksibelt og stabilt. Nye strømninger kan let blive repræsenteret i Folketinget. Men de gamle partier får altid de fleste stemmer og regeringschefposten

Historien viser, at nye partier hele tiden kommer i Folketinget, men de fire gamle partier får stadig den største del af vælgertilslutningen.
Historien viser, at nye partier hele tiden kommer i Folketinget, men de fire gamle partier får stadig den største del af vælgertilslutningen. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Ved næste folketingsvalg er der udsigt til, at flere nye partier forsøger at komme i Folketinget: Moderaterne, Veganerpartiet, Frie Grønne og muligvis et parti med Inger Støjberg og tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti. Herudover findes der også allerede i dag en række mindre partier i Folketinget i form af Alternativet, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, som stiller op.

At mindre partier vil i Folketinget, er der intet nyt i. Sådan har det været, siden en ændring af valgloven gjorde det muligt for småpartier at blive valgt for cirka 100 år siden. I samme periode har det imidlertid gjaldt, at de fire gamle partier udgjorde grundstammen i Folketinget. Det er Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Ved valget til Folketinget i 1918 fik de fire partier 95 procent af stemmerne. Ved det seneste valg fik de to tredjedele af stemmer, og deres andel har aldrig været under halvdelen af stemmerne. Visse nye partier har bidt sig fast. Det er Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Langt flere nye partier har været med et stykke tid og er derefter forsvundet igen.

Allerede ved folketingsvalget 1918 kom det første mindre parti i Folketinget. Det var Erhvervspartiet, som støttedes af mindre erhvervsdrivende i København. Det gled ud igen i 1924.

Ved valget i 1926 kom Retsforbundet i Folketinget. Dette parti var en afskalning fra De Radikale og opretholdt repræsentationen frem til 1960. I 1970’erne var partiet igen repræsenteret i Folketinget ved en række valg. Partiets mærkesager var højere grundskatter – ”fuld grundskyld” – og lavere indkomstskatter.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) kom i Folketinget i 1932 og sad her også uafbrudt til 1960. I 1970’erne fik DKP ligesom Retsforbundet en renæssance i Folketinget.

Ved ”Stauning eller kaos”-valget i 1935 blev Frie Folkeparti repræsenteret med landbrugskrisen som mærkesag. I 1939 omdøbtes partiet til Bondepartiet, som indledte et tæt samarbejde med det danske nazistparti, DNSAP, der kom i Folketinget ved valget det år.

I 1939 indvalgtes også Dansk Samling, som var et parti med vægt på nation og kristendom. Kaj Munk stemte på partiet ved folketingsvalget i 1943 og var dets anbefaler. Partiet røg ud af Folketinget i 1947.

I 1950’erne dannede blandt andet tidligere Venstre-statsminister, Knud Kristensen, partiet De Uafhængige, som ønskede en klarere borgerlig og national profil. Partiet kom i Folketinget i 1960 og ud igen i 1966.

Valget i 1960 betød endvidere, at det nydannede SF kom ind i Folketinget med tidligere DKP-formand, Aksel Larsen, som leder. Venstresocialisterne (VS) – en afskalning fra SF – kom i Folketinget i 1968 og sad her med mellemrum, indtil partiet indgik i Enhedslisten i 1990.

Valget til det danske Folketing i 1973 er kendt som ”jordskredsvalget”. Ved den lejlighed kom en lang række gamle småpartier og nye partier i Folketinget: Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne (CD), Kristeligt Folkeparti, DKP og Retsforbundet. Ved det valg fik de gamle partier kun 60 procent af stemmerne, hvilket indtil da var uset. De nyankomne partier var alle ude senest ved valget i 2001.

I 1990 stiftedes Enhedslisten ved en sammenslutning af VS, DKP og Socialistisk Arbejderparti (havde ikke været repræsenteret). Partiet kom i Folketinget ved valget i 1994 og har været der siden. I 1995 dannedes Dansk Folkeparti af udbrydere fra Fremskridtspartiet.

I 2007 kom Ny Alliance i Folketinget, men var allerede i 2011 omdøbt til Liberal Alliance. Valget i 2015 bød på Alternativet som nyt parti, men det blev efter valget i 2019 splittet i atomer, og udbrydere dannede partiet Frie Grønne.

Ovenstående viser, at det danske partisystem er yderst fleksibelt til at tilpasse sig nye strømninger. Gang på gang er nye partier kommet i Folketinget på den konto. Men det fremgår også tydeligt, at de fire gamle partier stadig udgør den regeringsbærende rygrad. Alle statsministre de sidste 100 år har rod heri, og de får gennem alle år den største del af vælgertilslutningen.

De fire gamle partier har tilsyneladende fat i nogle grundlæggende vælgerstrømninger og nogle vælgergrupper, som støtter dem årti efter årti. Det står også klart, at der skal noget helt specielt til, hvis nye partier skal bide sig fast. SF har evnet at få fat i en vælgergruppe af offentligt ansatte. Dansk Folkeparti har (eller havde) fat i grupper i Udkantsddanmark og visse pensionister. Og Enhedslisten står stærkt i uddannelsessektoren.

Nye partier forankret i enkeltsager og én person forsvinder derimod efter en periode. Det gælder Erhvervspartiet, Bondepartiet, Retsforbundet, De Uafhængige, CD, Kristendemokraterne og Fremskridtspartiet. Det lover ikke godt for Moderaterne, Veganerpartiet og Frie Grønne på længere sigt.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.