Nye restriktioner gælder fra mandag, Red Barnet vil beskytte mindreårige, og hvornår skal en fødsel hjælpes på vej?

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Nye restriktioner gælder fra mandag, Red Barnet vil beskytte mindreårige, og hvornår skal en fødsel hjælpes på vej?
Nye restriktioner gælder fra mandag, Red Barnet vil beskytte mindreårige, og hvornår skal en fødsel hjælpes på vej? . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste Morgensamling, der igen skal handle om corona. I går faldt regeringens restriktioner nemlig endelig på plads.

Torsdag aften kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortælle til DR, at der er givet grønt lys fra Folketingets epidemiudvalg til kortere gyldighed af coronatest. Senere på aftenen oplyste flere medlemmer af udvalget til TV 2, at det ligeledes er blevet besluttet, at der skal være krav om mundbind i den kollektive trafik og for kunder i detailhandlen. Begge tiltag træder i kraft allerede på mandag. 

Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) oplyste torsdag aften, at der er flere tiltag, epidemiudvalget skal diskutere, når de mødes igen på mandag. Blandt andet er der endnu ikke opnået enighed om, hvorvidt ansatte i detailhandlen skal bære mundbind.

Corona: Vaccinenyt

Vi slipper ikke corona helt endnu. For i går kom flere opfordringer på bordet, når det kommer til vacciner - herunder hvem der bør tage dem og hvornår: 

  • Revaccination af alle voksne: Seks måneder efter andet stik bør alle borgere over 18 år få tilbud om revaccination mod covid-19. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. 
  • EMA anbefaler vaccination af børn ned til 5 år: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefaler Pfizer-Biontechs covid-19-vaccine til børn fra 5 til 11 år. Selskaberne bag vaccinen fortæller, at vaccinen har en effektivitet på 90,7 procent ved kliniske test baseret på børn i alderen 5-11 år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Sundhedsstyrelsen har ingen kommentar til sagen, men ifølge Ritzau vil danske børnelæger se frem til at kunne vaccinere sårbare børn. 

Hvornår skal en fødsel hjælpes på vej?

Vi forlader corona men bliver i sundhedssektoren. For skal man lade børn blive i maven, eller skal man sætte en fødsel i gang? Det dilemma satte TV 2 i går fokus på i en ny dokumentar "Børn til tiden". Her giver eksperter og flere kvinder deres perspektiv på det svære spørgsmål. 

Svaret på spørgsmålet er interessant. For de fremtidige anbefalinger for fødsler i Danmark kan få vidtrækkende konsekvenser for mange kvinder. Det vurderes nemlig, at 9000 flere kvinder skal sættes i gang om året - og at denne manøvre potentielt kan redde 10-12 menneskeliv om året.

Men en ændring af anbefalingerne vil samtidig resultere i igangsættelser på alt for mange kvinder målt op mod ”gevinsten”. Det pointerer Jordemoderforeningens formand Lis Munk til TV 2.

Red Barnet: Dansk lovgivning skal beskytte mindreårige bedre

Vi bliver ved børnene. For Red Barnet er ikke tilfredse med den lovgivning, der skal sikre børn og unge i foreninger, undervisningsmiljøer og fællesskaber – eksempelvis i et kor. Det skriver Politiken

Krænkelserne i DR Pigekoret har fået Red Barnet til at råbe op. Sammen med foreningen Digitalt Ansvar er Red Barnet fortalere for en ændring af straffeloven, så den kriminaliserer seksuelle krænkelser af børn og beskytter børn op til 18 år bedre.

Red Barnet ønsker, at man udvider underviserparagrafen, som er straffelovens paragraf 223. Her foreslår stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet, Janne Tynell, at man inkluderer lovovertrædelsen ’blufærdighedskrænkelse’, hvilket typisk er berøringer eller blotteri, men også verbale krænkelser. I dag er blufærdighedskrænkelser nemlig kun strafbart, hvis der ikke er givet samtykke:

"Ved at skrive blufærdighedskrænkelse ind i straffelovens underviserparagraf kan vi sikre, at den voksne ikke kan klare frisag ved at påstå, at man troede, at den unge gav samtykke til de strafbare krænkelser," siger hun til Politiken.

Kristeligt Dagblad interviewede tidligere på måneden én af de mange piger, som oplevede den krænkende kultur i DR's pigekor. Læs mere her

Rigsretten afsiger dom i Støjberg-sagen 13. december

Ugens første Morgensamling kunne fortælle, at rigsretssagen mod Inger Støjberg i denne uge skulle fortsætte. Torsdag eftermiddag blev det sidste ord så sagt i sagen, og rigsretten afsiger dom den 13. december. 

Ifølge politisk redaktør hos Kristeligt Dagblad, Henrik Hoffmann-Hansen, er sagen definitivt endt som et opgør mellem en politiker og hendes embedsmænd. Det er derfor, det er svært at se, at der ikke skulle komme et retsligt efterspil for embedsmændene, hvis Inger Støjberg frikendes.

I dagens avis kan du læse Henrik Hoffmann-Hansens politiske analyse af rigsretssagen. 

Fyn er fin, og flere vil dertil

Vi forbliver nok en gang i det danske land og slutter dagens Morgensamling her. 

For første gang nogensinde har befolkningstallet på Fyn rundet en halv million. Det skriver TV2 Fyn. På ti år er der kommet lige knap 16.000 nye fynboer til. Det er særligt den fynske hovedstad Odense, som trækker befolkningstallet op. Det er også i Odense Kommune, at befolkningstallet er steget mest de seneste ti år. 

Hvad årsagen til befolkningstilvæksten er, melder historien intet om. Men én ting er sikkert. Det er gået op for flere, at Fyn er fin. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.