Diskussionen om indvandrere og efterkommeres integration og i særdeleshed deres giftemønstre får nu et nyt kvalificeret grundlag at hvile på.
Nye tal, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har indhentet, viser således, at lysten til at indgå blandede ægteskaber mellem etniske danskere og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er stagneret de seneste 10 år. 39 procent af indvandrerkvinderne og 14 procent af mændene var i 2017 gift med en person af dansk oprindelse, hvilket er præcis samme andel som i 2007.
”Der er ingen tvivl om, at det i et integrationsperspektiv er en større barriere at dele familie end arbejdsplads. Der er simpelthen meget mere på spil,” siger seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen, der forsker i indvandring og integration hos Rockwool Fonden.
De nye tal, som er trukket fra Udlændinge- og Integra-tionsministeriets udlændingedatabase i Danmarks Statistik, har Kristeligt Dagblad forelagt Marie Louise Schultz-Nielsen, som bekræfter, at opgørelsesmetoden lægger sig op ad tidligere undersøgelser på området.
Det er Dansk Folkepartis integrationsordfører, Marie Krarup, der har bedt om tallene, og hun finder dem ”skuffende”.
”Det er meget få efterkommere, der finder en dansker at gifte sig med. Andelen er kun steget fra 6 og 7 procent til 17 og 16 procent for henholdsvis mænd og kvinder på 17 år, og det er altså ikke mange. Samtidig er der flere, som gifter sig med andre efterkommere, og det, synes jeg, er skuffende.”
Fra 2000 til 2007 var der ellers en markant stigning i andelen af indvandrere og efterkommere, som giftede sig med en person af dansk oprindelse, viser de nye tal. For eksempel steg andelen af ikke-vestlige kvinder, som giftede sig med etnisk danske mænd, fra 20 procent i 2000 til 39 procent i 2007. Stigningen var ikke lige så stort blandt indvandrermænd, men også her var der fremgang. Det gjaldt også for de mandlige og kvindelige efterkommere.
”Der er klare tegn fra 24-årsreglen og tilknytningskravet i tallene, hvor antallet af vielser med personer bosat i udlandet falder markant. Lovgivningen betød, at det blev vanskeligt for især yngre indvandrere at få familiesammenføring med en udenlandsk ægtefælle,” siger Marie Louise Schultz-Nielsen som forklaring på udviklingen, som også skyldes, at den tyrkiske gruppe af indvandrere fyldte mindre blandt det samlede antal indvandrere i den periode. Netop tyrkerne har haft en tendens til at gifte sig tidligere.
Men siden da er den etnisk blandede giftelyst stagneret og lå i 2017 på stort set samme niveau. Omvendt er andelen af indvandrere og efterkommere, som gifter sig med en anden indvandrer eller efterkommer, steget markant fra 2007 til 2017. Det skal bemærkes, at det samlede antal efterkommere er beskedent. I 2000 udgjorde de undersøgte efterkommere 588 personer, mens gruppen i 2017 udgjorde 1324 personer.
Tallene er blevet indhentet efter en forstærket diskussion om integrationen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i december sidste år. Eksperter kritiserede Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Undervisningsministeriet for manipulation, da ministerierne fremlagde en analyse, som konkluderede, at integrationen var gået i stå fra anden til tredje generation af ikke-vestlige indvandrere, i de statistiske opgørelser betegnet som efterkommere.
Det nye talmateriale overbeviser ikke Marie Krarup om, at integrationen nu er lykkedes:
”Man er integreret, når man har lyst til at aftjene sin værnepligt og at gifte sig med en dansker, og der ser tallene altså ret ærgerlige ud,” siger Marie Krarup.
Politikere fra begge fløje har siden den ophedede debat om efterkommerrapporten pustet nyt liv i den stående diskussion om indvandring, integration og assimilation.
I sidste uge fik Liberal Alliances integrationsordfører, Joachim B. Olsen, placeret sig i et værdipolitisk minefelt, da han på det sociale medie Twitter undrede sig over, hvorfor der ikke er flere ikke-vestlige tredjegenerations-indvandrere, som har danske navne. Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, har ligeledes fået kritik for sin bekymring efter møder med teenagere med udenlandsk baggrund, der ikke har hørt om Kim Larsens død.
I efteråret ærgrede Tesfaye sig også over, at ”der er forsvindende lidt kærlighed mellem kulører i dette land”, som han udtrykte det i et indlæg i Politiken. På den baggrund er den socialdemokratiske ordfører glad for, at der trods alt er nogle indvandrere og efterkommere, som gifter sig med etniske danskere.
”Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, men vi er på vej i den rigtige retning, og jeg håber, at vi om 5, 10 eller 20 år vil se, at vi er kommet endnu længere. Hvis man læste integrationsdebatten i 1970’erne eller 1980’erne, havde folk indtryk af, at kulturforskellene ville være udvisket på en enkelt generation. Det er ikke sket. Men jeg ser glasset som halvt fuldt, selvom jeg ved, at det vil tage lang tid og medføre mange kulturkonflikter, før vi nærmer os et samfund, hvor man i endnu højere grad forelsker sig på kryds og tværs,” siger Mattias Tesfaye.