Da den danske sanger Jonas Rasmussen i maj 2018 deltog i Eurovision, det internationale melodi grand prix, med svenskerne Niclas Arn og Karl Eurèns vikingesang ”Higher Ground”, faldt de dybe herrestemmer, det røde skæg, den trampende dans og de tunge trommer i manges smag. Sangen blev nummer ni med 226 point, og vore naboer i Sverige og Norge syntes, sangen var bedst af alle.
Mindre begejstret var den arabiske rejsende ved navn al-Tartushi, som engang i 900-tallet var kommet så langt fra sin hjemegn, at han befandt sig i en nordisk by, formentlig Hedeby, hvor han til sin gru hørte de lokale synge. Vikingernes sang blev af araberen beskrevet som: ”En brummen, der mindede om hundens tuden, blot endnu mere dyrisk.”
Nu viser et fund fra 700-tallets Ribe, at fjerne landes handelsrejsende som al- Tartushi kunne have hørt en spillemand spille på lyre, hvis de var kommet det lille stykke længere nordpå cirka to hundrede år tidligere.
Hvordan musikken har lydt, er umuligt at sige præcist, men alene det, at et så avanceret instrument har befundet sig på dette sted på denne tid er opsigtsvækkende, siger Søren Sindbæk, professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet og leder af de arkæologiske udgravninger i Ribe, som netop er afsluttet.
”Det – som fundet af genstande som fint forarbejdede perler og en lyre konfronterer os med – er, at Ribe omkring år 720 ikke alene var en by med en handelsøkonomi og et dagligliv, men også en højkultur, og at musik indgik i denne kultur,” siger Søren Sindbæk.
Fra vikingetidens Danmark kender man til blæseinstrumenter som fløjter og kohorn, vikingerne har kunnet tude i som signal. Strengeinstrumenter som lyre menes at have haft stor betydning i forbindelse med skjaldekvad-traditionen, men i Skandinavien er der kun fundet meget få stykker heraf, blandt andet i Birka i Sverige og Hedeby i Tyskland.
Fra senere tider i vikingetid og middelalder findes der skriftlige vidnesbyrd om lyrer, men helt tilbage til 700-tallet er skriftlige vidnesbyrd om lyrer få.
Søren Sindbæk har dog fundet en helgenberetning, ”Vita s. Liudgeri”, der i en sidehistorie beretter, at den karolingiske missionær Ludger omkring år 790 i Holwerd i det nordlige Holland helbredte den blinde sanger Bernlef, som ”forstod sig vel på at fremførte sange om de gamle kongers bedrifter” på harpe eller lyre.
”Det er vist det tætteste, vi kan komme på en samtidig kontekst for Ribe-lyren,” fortæller han.
Derfor blev arkæologerne i Ribe begejstrede, da de kunne fremdrage et meget større og ældre fragment af en lyre, end der er set før i Skandinavien – et fund, som placerer sig i en liga sammen med kun to tidligere fund fra perioden fra henholdsvis England og Tyskland.
Det engelske fund er den såkaldte Sutton Hoo-lyre, som stammer fra en skibsgrav fra 600-tallet, som blev fundet i 1930’erne i en gravhøj i Suffolk. Nogenlunde samme alder har den mere velbevarede Trossingen-lyre fra Tyskland, som blev fundet i 2002. Ifølge Søren Sindbæk er den 100 år yngre Ribe-lyre i bedre bevaringsstand end Sutton Hoo-lyren og bærer præg af at have været brugt flittigt.
”Det engelske og det tyske fund er fra fyrstegrave og giver indtryk af, at en lyre svarer til en juvelbesat skat. Ribe-lyren er dygtig lavet af træ med stemmeskruer af træ. Der er intet famlende ved den som håndværkerprodukt. Men vi kan også se, at den har været ved at flække og er blevet repareret med nagler. Det fører til, at vi vurderer, at det har været et brugsinstrument, en spillemandslyre,” siger Søren Sindbæk.
Arkæologer har i snart mange år gravet ny viden om vikingetiden op af jorden mange steder i Danmark og andre lande, og metaldetektorer og andre moderne hjælpemidler medvirker til, at stadig mere lader sig finde. Søren Sindbæk har selv medvirket ved tidligere opsigtsvækkende fund som resterne af borgen Borgring ved Køge, der blev gravet frem i 2014.
Samlet set fremhæver han to arkæologiske fund som de vigtigste for den nutidige forståelse af vikingetiden i Danmark:
Trelleborg ved Slagelse i 1930’erne, og det ældste Ribe, som blev fundet i 1972. Disse fund har ført til en revision af opfattelsen af henholdsvis borge og byer i perioden.
Nu har det i løbet af det seneste år været muligt for Søren Sindbæk og hans mange kolleger at foretage grundige udgravninger nord for Ribe Å og fremdrage en række genstande, der udvider indsigten i 700-tallets Danmark, herunder lyren.
”Der er meget, vi endnu ikke ved om lyren. Det er som at vende hjem fra Galathea-ekspeditionen med lasten fuld af skatte, vi først lidt efter lidt forstår at afkode fuldstændigt. Vi har haft lyren i hånden i 10 minutter og fotograferet den, og derefter har vi påbegyndt konserveringsprocessen. Hvis ikke vi omgående var gået i gang med at konservere, ville den tørre ud og blive som en karklud,” forklarer Søren Sindbæk.
Han uddyber, at lyren nu skal undergå en behandling af op til et års varighed, hvor fugten trækkes ud af den, og den hindres i at gå til ved en blanding af frysetørring og imprægnering. Uden denne proces ville prisen for at hente lyren frem i lyset være, at den gik til grunde – efter at have klaret sig i 1300 år takket være nogle lokale forhold, som har vist sig at være yderst velegnede til at få træ til ikke bare at rådne bort.
”Inden for geologien taler man på tysk om begrebet et Lagerstatt. Det er et af de få steder, som er særligt velegnet til at finde vidnesbyrd om fortiden. Vi ved, at der i hele Nordsøregionen omkring 600- og 700-tallet sker nogle dramatiske forandringer. På det tidspunkt indledes en proces med udvikling og kulturudveksling, som ændrer hele regionen fra at være udkant til at være på forkant. Det kan man finde spor af i London, i Southampton og mange andre steder, men det bedste sted i verden at gøre disse fund er Ribe, forklarer Søren Sindbæk.
Til Kristeligt Dagblads lyd- serie ”Vikingerne vender tilbage” har vores medarbejder Mikkel Poulsen komponeret et stykke musik, som er inspireret af britiske musikforskeres bud på, hvordan vikingetidens musik kan have lydt.
Vil man mere specifikt høre klangen af en lyre, kan man på YouTube på internettet finde forskellige gengivelser af Trossingen-lyrens klange, som ligger et eller andet sted i lyduniverset mellem harpe og akustisk guitar.
”Når vi fortæller om, at vikingerne spillede på lyre, får det ikke nutidens reenactment -vikinger på vikinge-markederne til at blinke, for dér har der længe været lyrer med, når vikingernes verden skulle genskabes. Men der er forskel på, hvordan vi forestiller os, at et instrument har set ud og lydt, og hvad vi som forskere har belæg for,” siger Søren Sindbæk.