Prøv avisen

Nyt center skal lære verden at tackle krige i opløbet

Ole Wæver er professor i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet Foto: Bjarke Ørsted

Ifølge professor i sikkerhedspolitik Ole Wæver har godt fredsarbejde fem faser. I dag åbner hans nye forskningscenter

1990ernes verdenshistorie er en historie om en række blodige konflikter, i Kuwait, på Balkan og i Afrika. Men det er også historien om en masse langt farligere krige og konflikter, der ikke blev udkæmpet.

Da østblokken faldt sammen, lykkedes det EU gennem en inddragelse af de østeuropæiske lande at give dem andre motivationer, der førte dem væk fra krigens og konfliktens vej.

Den europæiske integrationsproces, som kombinerer åbne arme med et internationalt pres, når demokrati og menneskerettigheder halter, er ifølge Ole Wæver, professor i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, et stærkt eksempel fra virkeligheden på de mekanismer, hans nye forskningscenter skal give verden dybere indsigt i.

LÆS OGSÅ: En lille nation har brug for en stærk kultur

I dag åbner det nye forskningscenter for løsning af internationale konflikter, med den engelske forkortelse CRIC, som er blevet til med en treårig bevilling Det Strategiske Forskningsråd.

I bestræbelsen på at få stadig større indsigt i, hvordan vi sikrer freden, har vi set efter, hvor der er huller i kæden. Vi skal forsøge at sætte ind, hvor der er forskningsmæssige mangler. Og vores tilgang bliver at fokusere en del på følelser og kollektive dynamikker, forklarer Ole Wæver.

Han kommer til at stå i spidsen for 10 forskere, der skal bruge Afrikas Horn og Syrien og dets nabolande som cases i et arbejde, der ikke studerer hele krigens og fredens dynamik, men udvælger de faser i forløbet, som verden især mangler viden om. Herunder betydningen af at kunne vinde freden i hovederne på lokalbefolkningen.

Man kan dele arbejdet med at sikre freden ind i fem faser. Den første, grundlæggende og forebyggende indsats ligger i bistandspolitikken, hvor vi tror på, at vi ved at hjælpe med for eksempel grøn omstilling eller ligestilling mellem kønnene mindsker risikoen for konflikt, forklarer Ole Wæver.

Den tredje fase er, når en konflikt er brudt ud, og omverdenen for eksempel kan handle ved at gribe militært ind. Fjerde fase er, når konflikten er ved at finde en afslutning, hvor omverdenen kan gå ind og mægle mellem parterne. Et eksempel på dette beskrives i dokumentarfilmen The Agreement om EUs mægling i forhandlinger mellem Serbien og Kosovo. Filmen er skabet af Karen Stokkendal Poulsen, som ved CRICs åbning viser uddrag af filmen og fortæller om betydningen af mægling.

Men selvom mægling er vigtigt, er det ikke dér, CRIC vil sætte ind. Det er et område, som især nordmændene og finnerne i forvejen har profileret sig på. Vi vurderer, at manglerne ligger et andet sted, siger Ole Wæver.

Helt præcist er det fase to i tovtrækkeriet mellem konflikt og fred, CRICs hovedfokus er på. Det er på det tidspunkt, hvor konflikten er under opsejling, og hvor landes eller befolkningsgruppers indbyrdes aggressioner eskalerer, men skuddene endnu ikke er løsnet. Her er der set mange eksempler på, at omverdenen så passivt til, måske fordi man ikke havde et veludviklet konfliktteoretisk apparat til at kunne handle ud fra. Et tragisk og aktuelt eksempel herpå er Syrien, hvor omverdenens indsats for at modvirke radikalisering ifølge Ole Wæver svigtede.

Når vi åbner et konfliktløsningscenter, kunne vi få stukket i næsen: Kunne I så ikke løse Syrien-konflikten? Det er ikke sikkert. Men skal jeg svare provokerende, vil jeg sige, at det kunne vi måske have gjort, hvis vi var begyndt vores arbejde for to et halvt eller tre år siden, siger Ole Wæver.

Den femte og sidste fase i arbejdet for fred er fasen efter mæglingen. Også den foregår ikke så meget med våben, men primært i hovederne på befolkningerne. Og derfor er denne fase også med i CRICs virkefelt. Det er hele bearbejdnings- og forsoningsprocessen, som er af afgørende betydning for, at det hele ikke begynder forfra igen. Med forløbet fra Første til Anden Verdenskrig som menneskehedens helt store skræmmeeksempel.