Nyt fænomen undrer læger: Unge udvikler tourettes-lignende tics efter brug af sociale medier

Siden begyndelsen af 2021 har Tourettes-klinikken modtaget flere piger, der pludselig har mistet kontrollen over bevægelser og lyde. De har alle fulgt personer med lidelsen Tourettes på de sociale medier

Rundt om i verden har der været en markant stigning af unge, der udvikler Tourettes-lignende tics meget pludseligt og i nogle tilfælde natten over. Fænomenet rammer særligt unge piger.
Rundt om i verden har der været en markant stigning af unge, der udvikler Tourettes-lignende tics meget pludseligt og i nogle tilfælde natten over. Fænomenet rammer særligt unge piger. . Foto: Sharon McCutcheon/Unsplash.

Lægerne på Tourettes-klinikken på Herlev og Gentofte Hospital undrede sig, da de i begyndelsen af 2021 modtog teenage-piger med ufrivillige bevægelser, som de ikke havde set før. De såkaldte tics var nærmest identiske med hinanden. De unge piger sagde de samme lyde, udbrød spontant de samme ord, og nogle havde de samme voldsomme bevægelser, hvor de slog sig hårdt på brystet, slog hånden i bordet eller kastede med ting og sagde upassende sætninger.

Umiddelbart lignede det Tourettes-tics, men overlæge Nanette Mol Debes mente, at der var tale om en anden lidelse end Tourettes, der typisk rammer fire til fem gange så mange drenge som piger og som regel debuterer i 5-7 års alderen.

Rundt om i verden har der været en markant stigning af unge, der udvikler Tourettes-lignende tics meget pludseligt og i nogle tilfælde natten over. Fænomenet rammer særligt unge piger. Det særlige ved fænomenet er, at de små bevægelser ofte har en slående lighed med hinanden. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at de unge ser ud til at udvikle bevægelserne efter at have set de samme videoer udført af kendte personer – såkaldte influencere – med Tourettes på sociale medier.

I øjeblikket modtager klinikken på Herlev Hospital en patient om ugen med de særlige tics, og Nanette Mol Debes har netop gjort data op for de første 28 patienter – 27 piger og en dreng. Resultaterne vil indgå i en undersøgelse, der snart publiceres.

”De piger, der kommer ind, adskiller sig blandt andet fra patienter med Tourettes ved, at deres tics opstår meget pludseligt, mens Tourettes normalt udvikler sig gradvist. Mange af de nye patienter siger ofte upassende sætninger, hvilket er sjældent blandt de klasssiske Tourettes-patienter. Mens Tourettes skyldes en ubalance i signalstoffer i hjernen, som især rammer drenge, så lider pigerne af funktionelle tics, som er en stressrelateret belastningsreaktion. Vi kan se, at mange af pigerne før har modtaget psykologhjælp. På samme måde, som man kan få hjertebanken og ondt i maven på grund af nervøsitet, så kan tics også udløses af en belastning,” forklarer Nanette Mol Debes.

Overlægen fra Herlev sidder med i det europæiske Tourettes-selskab, og hendes kolleger i Frankrig og Tyskland har inden for det seneste år også fået mange nye patienter med samme slags bevægelser. Tilsvarende melding kommer fra læger i USA og Canada.

”Efter sommerferien har vi fået henvist en patient om ugen med funktionelle tics mod tidligere fem om året. Det er en markant stigning. Vi ved ikke, hvad stigningen skyldes, men vi vil få mere viden i takt med, at vi følger udviklingen. Det påfaldende er, at det er sket under en pandemi, og at der samtidig er en markant stigning i antallet af børn og unge, som følger influencere med Tourettes på Instagram, Youtube og TikTok,” siger Nanette Mol Debes.

Tidligere i historien har man kendt til kollektive sygdomsfænomener som for eksempel, når overklassens kvinder i Victoriatiden faldt om, hvis de blev overvældet af følelser. Historikerne kender ikke den præcise årsag til fænomenet, men en af de mest udbredte teorier er, at kvindernes stramme påklædning gjorde dem fysisk skrøbelige.

Danseplager i europæiske byer mellem det 14. og 17. århundrede er et andet eksempel. Hundredevis af mennesker dansede i en slags trancetilstand, og i nogle tilfælde faldt de døde om. En historiker har senere forklaret, at danseplagen i Strasbourg i 1518 kunne være en reaktion på ekstrem fattigdom, sygdom og hungersnød, der udløste en tilstand af stress.

I nyere tid førte en enkelt episode af Pokémon på japansk tv i 1997 til, at flere hundrede mennesker blev indlagt på hospitalet med kvalme, hovedpine, krampeanfald og epileptiske anfald.

Nanette Mol Debes understreger, at det for tidligt at sige, om der er lighedspunkter med den slags kollektive sygdomsudbrud og de ticsramte teenagere.

”Vores antagelse er, at tics kan være udløst af stress, angst eller psykiske problemer, som er forværret under corona kombineret med brug af sociale medier, men vi skal have mere viden, før vi kan sige, om vi kan sammenligne med tidligere sygdomsudbrud,” siger Nanette Mol Debes.

Den gode nyhed er ifølge Nanette Mol Debes, at de ufrivillige bevægelser kan behandles.

”Når teenagerne får professionel hjælp til at tackle de problemer, der belaster dem, så forsvinder tics for manges vedkommende. Vi fraråder dem også at se Tourettes-videoer på de sociale medier, og vi lærer dem, hvordan de kan lære at kontrollere deres tics ved at lave en modbevægelse, der strammer musklerne,” forklarer Nanette Mol Debes.