Hvor store fejl kan politikere tillade sig at begå?
Spørgsmålet strejfede det nyvalgte medlem af Folketinget for Moderaterne, Karin Liltorp, da hendes kollega og partifælle Kristian Klarskov mindre end en måned efter folketingsvalget opgav sit mandat. Han havde i valgkampen markedsført sig selv som en succesfuld investor og serieiværksætter, men Jyllands-Posten kunne fortælle, at hans karriere ikke var nær så prangende. Faktisk havde flere af hans virksomheder kun overlevet i kort tid, han havde en konkurs bag sig og havde i en længere periode levet af sin kones penge.
Karin Liltorp vil ikke gå så langt som til at kalde det en uheldig start for hendes parti, men det satte da både tankerne og snakken i gang internt blandt de mange nyvalgte folketingsmedlemmer i gruppen, fortæller hun.
”Har man et eller andet med i bagagen, man ikke selv har tænkt over? Jeg ved, at jeg har gjort dumme ting og ikke altid har opført mig 100 procent, som man skulle,” siger Karin Liltorp.
”Der er da den frygt for, at der er et eller andet i mit liv, der kan tolkes som ekstremt mærkeligt, som jeg slet ikke kan stå inde for. For pludseligt at blive behandlet uretfærdigt for en fejl, man ikke har været bevidst om. Noget, man måske godt kan se ikke er så smart, men som man havde håbet på ikke at skulle dele med hele Danmark, men kunne holde i en lille kreds, hvis det endelig var,” siger hun.
Nogle vil mene, at det er rimeligt nok, at vælgerne får besked, hvis en politiker har pralet med at have opnået en hel masse i erhvervslivet, som ikke passer. Hvor mener du selv, at grænsen for den slags informationer burde gå?
”Jeg vil helst ikke ind i den konkrete sag, men som udgangspunkt vil jeg forvente, at man ikke lyver om sine meritter og sin baggrund. Det tror jeg, der er rimelig enighed om. Men man må gerne have begået fejl, og man må også gerne have begået mange fejl. Og forhåbentlig have lært af dem. Man må gerne have konkurser, forliste ægteskaber, og hvad ved jeg, bag sig, men vi prøver alle sammen at fremstille et nogenlunde positivt billede af os selv.”
Karin Liltorp er en af de 53 politikere, der for første gang blev valgt til Folketinget den 1. november. Og som midt i det sædvanlige flytterod på Christiansborg efter et valg stadig ikke har et fuldt færdigmøbleret kontor at lade sig interviewe i. Så Kristeligt Dagblad inviterer hende ind på avisens Christiansborg-kontor øverst oppe under taget på Proviantgården, der dog ikke er en del af selve Christiansborg Slot men oprindeligt en lagerbygning til flåden, opført af Christian den IV i 1604.
At gå ind i politik var ikke noget, Karin Liltorp havde tænkt over i årevis, men hun blev for alvor interesseret, da Venstres tidligere leder Lars Løkke Rasmussen i 2021 midt i coronakrisen stiftede sit politiske mødested med seminarer og webinarer, på nettet.
Netop coronakrisen overraskede hende ved, at danskerne åbenbart ikke så helt så ens på mange ting, som hun havde forestillet sig. Der var forskel på, hvor tungt man vægtede den personlige frihed over for behovet for tryghed. Hun beskriver sig selv som social-liberal af overbevisning og har tidligere stemt på enten Socialdemokratiet eller Det Radikale Venstre. Hendes far var ”inkarnationen af en gammeldags socialdemokrat”, og der blev altid talt meget politik i hendes barndomshjem.
Som voksen fik hun dog nogle erfaringer med, at man må klare sig selv og ikke kan lægge ansvaret over på andre.
”Det skulle jeg erfare på den hårde måde. Jeg har indimellem været psykisk syg og skulle erkende, at jeg blev nødt til at kæmpe mig ud af det. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke var nogen, der ville hjælpe en, men jeg skulle finde ud af, at nu var jeg den selv.
Derudover vil jeg sige, at jeg har det meget svært med regler, der ikke giver mening. Det har jeg altid haft,” siger Karin Liltorp.
Det lyder som en hård vej, at man selv skal kæmpe sig ud af en psykisk sygdom?
”Jamen, det skal også siges, at der heldigvis er hjælp at få, men lige nu ser det jo ikke super godt ud. Det skal ikke tolkes sådan, at jeg mener, at man skal kæmpe sig selv ud af psykisk sygdom, men en grad af det handler om, at man også selv har et ansvar.”
Karin Liltorp har været engageret i frivilligt arbejde blandt andet i Røde Kors og for psykisk sårbare. Desuden har hun været aktiv i Humanistisk Samfund, blandt andet som begravelsesleder. Humanistisk Samfund bygger med egne ord på en ikke-religiøs humanisme.
Hvor kommer den interesse fra?
”Helt overordnet har jeg altid været meget optaget af døden,” siger Karin Liltorp, der fortæller, at hendes storebror døde som lille, inden hun kom til verden. Derfor fyldte døden meget i hendes barndomshjem, og hun har selv brugt meget tid på at tænke over livets mening.
”Jeg havde tidligt samtaler min med far om, om det virkelig kunne passe, at der var en gud, når han kunne lade sådan en lille dreng dø. Vi havde mange af de filosofiske samtaler, fra jeg var lille, og døden fyldte meget, og jeg var rædselsslagen for den. Jeg led også af sygdomsangst, for jeg var sikker på, at man kunne dø når som helst.
Jeg kom frem til, at der er nok ikke nogen gud, eller den tro har jeg i hvert fald ikke fundet. Men jeg har været meget optaget af det med livets mening. Så var jeg til nogle begravelser, hvor der blev talt om Jesus, men hvor jeg tænkte, at 'ham I begraver, var jo slet ikke religiøs. Hvorfor taler vi så om det, og er der nogle alternativer (til den kristne begravelse, red.)?'
Jeg tog konsekvensen og kontaktede Humanistisk Samfund og sagde, at det med at blive begravelsesleder lød som noget for mig. Det var det helt sikkert, og det har også hjulpet på min dødsangst, for som begravelsesleder bliver man virkelig konfronteret med døden på den mest direkte måde.”
Hvordan har du oplevet det?
”Det har været så meningsfuldt at være med til at summe op, hvad en afdød person har givet til verden, hvilket aftryk personen har sat sig, hvad der var vigtigt. Alle mennesker har en helt speciel historie, og uanset, om de gik sindssygt meget op i frikadeller eller brugte halvdelen af livet på at arbejde for sultne børn i Afrika, har de en historie, og man kan prøve at forstå, hvad der drev dem. Hvad var deres passion? At få lov til at runde det af sammen med de pårørende, er enestående. Jeg er til de største eksaminer, når jeg er ude og tale til de pårørende ved de begravelser.”
Klokken på væggen ringer. Det er et af de ure, der hænger mange steder på Christiansborg, og som skal give politikerne mulighed for at nå ned i folketingssalen, når formanden kalder til afstemning. Det er der nu ikke i dag. Folketinget venter fortsat på, at der bliver dannet en ny regering, så systemet skal bare testes.
Lyden af den insisterende klokke er en af de mange ting, Karin Liltorp kommer til at vænne sig til som folketingsmedlem. Der er mange rutiner, mange uskrevne regler og mange faldgruber på borgen. Hun håber at slippe helskindet gennem det alt sammen, selv om det bliver svært at undgå at begå fejl.