Ungdommens mod stråler ud af Lynge Korsgaard og hans hustru, Julie Korsgaard. De er begge midt i 30’erne, og fra august i år har de påtaget sig det ledende ansvar for Eriksminde Efterskole i Odder som nyt forstanderpar. De virker rolige og tilbagelænede, som om de aldrig har lavet andet end at holde hus for mere end hundrede teenagere. En opgave, der kan få sveden til at pible frem på de flestes pander.
Da parret i vinter fik nys om, at Eriksminde Efterskole, hvor Lynge Korsgaard allerede var lærer, kiggede efter en ny forstander, så de på hinanden og vidste, hvad de skulle gøre. De søgte jobbet, selvom det i udgangspunktet ikke var et par, skolen ledte efter. Det lod de sig ikke stoppe af, for jobbet var lige, hvad især Lynge Korsgaard havde gået og sukket efter.
”Da den her forstanderstilling blev ledig, var det jo en drømmestilling for Lynge. For mig er det anderledes. Jeg kunne ende alle mulige steder i det her liv. Men når der er noget, jeg kan se, Lynge rigtig gerne vil, så vil jeg også gerne være med,” siger Julie Korsgaard.
Den nye jobtitel betyder, at en meget stor del af parrets tid bliver brugt sammen. Når de kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, behøver de ikke spørge, hvordan den andens dag har været, det ved de allerede. Parret er godt klar over, at det ikke er en konstellation for alle, men for dem har den fælles hverdag betydet, at samhørigheden mellem dem er blomstret.
”Men der er nok nogen, der ville løbe skrigende væk, hvis de var i vores sko, men det handler om, hvem man er,” griner Lynge Korsgaard.
Det unge par er begge uddannede ved Den Frie Lærerskole i Ollerup, hvor Julie Korsgaard første gang satte sine ben i 2004. Året efter gjorde Lynge Kors- gaard det samme, for skolen kaldte meget naturligt på ham. Han er nemlig vokset op på Gerlev Idrætsefterskole med en far, der var forstander, og en mor, der var lærer, så for ham er fællesskab, dannelse og fællessang kommet ind med modermælken. Julie Korsgaard havde derimod aldrig åbnet en højskolesangbog, før hun startede på efterskole, så da hun opdagede Den Frie Lærerskole, var det, som om noget inden i hende faldt på plads.
”Det var lige den måde, jeg gerne ville undervise og være lærer på,” fortæller hun.
Det var deres held, for sådan mødte de to hinanden. ”Vi blev kærester og var sammen i halvandet år. Så slog vi op – det var ikke en pause, vi tænkte det som et definitivt brud,” fortæller Julie Korsgaard. Men der skulle ikke gå meget mere end endnu halvandet år, før parret igen fandt sammen, og siden har der ikke været nogen afbrydelser.
Hver morgen trasker ægteparret og deres tre små børn, Bue, Rud og Jo, fra boligen på efterskolens grund til fællesmorgenmad med Eriksmindes elever.
”Så siger børnene hej til pedellen og køkkendamerne, når de kommer forbi,” fortæller Lynge Korsgaard.
Lynge og Julie Korsgaard gør en dyd ud af at inddrage børnene så meget som muligt.
”Jeg synes det er meningsfuldt og trygt at opdrage vores børn her. De lærer, at der er andre voksne end deres forældre, der holder af dem. Og så lærer de jo også at dele med andre børn,” siger Lynge Korsgaard.
Måden, forstanderparret har valgt at gå til opgaven på, er blandt andet ved at vise sig som hele mennesker, også når de er på arbejde. Tingene kan nemlig aldrig skilles fuldkommen ad.
”Eleverne må godt se, at vi også nogle gange kan have en dårlig dag. Vi kan ikke gemme os, for vi bor på skolens område, så vi er her altid. Men det er jo det samme for eleverne, de kan heller ikke skjule sig. De har hjemve og kærestesorger her, faktisk lever de jo alle aspekter af et liv lige for øjnene af os,” siger Julie Korsgaard.
Men selvom de ikke vil bruge for meget energi på at lægge skjul på, at de er et par i arbejdstiden, er de opmærksomme på, at kærlighedslivet og arbejdslivet ikke må flyde sammen.
”Vi snakker ikke arbejde derhjemme, når børnene er vågne,” fremhæver Lynge Korsgaard som én af de ”regler”, de har sat op for sig selv.
Men det handler ikke kun om at adskille tingene, for de kan nemlig bruge energien fra familielivet i arbejdslivet. De fortæller, hvordan forældrerollen har givet dem en særlig dynamik, de kan drage nytte af.
”Vi har fået børn relativt hurtigt, og alle, der er børnefamilier, ved, at det ikke altid er nemt. Men for os har vi faktisk følt, at det med at få børn sammen, er noget, vi har været virkelig gode til. Der er havregrød over det hele derhjemme, men vi har det sjovt sammen. Hele den drivkraft, vi har i familielivet, den tager vi med ind i vores nye projekt. Vi er også gode til at mærke hinanden og nogle gange sige ’skal du ikke på en lille kanotur til Sverige, så tager jeg børnene,’” fortæller Julie Korsgaard.
Noget af det, parret elsker mest ved deres fælles arbejdsliv, er, at der er en enorm forståelse mellem dem.
”For mig er det liv, vi lever lige nu, drømmen. Vi kommer ikke hjem fra hver vores job og skændes om, hvem der er mest trætte, og hvem der skal tage opvasken,” siger Julie Korsgaard.
Ægteparret er ikke det eneste par, der bor på efterskolens område, faktisk er der temmelig stor rift om de tilhørende boliger – og det er positivt.
”Vi er privilegerede, at der er så mange lærere, der har lyst til at bo på stedet. Det er en kultur, vi dyrker, det her med, at det er fedt at bo på stedet. Det er ikke et privat liv, man har, men man får noget andet værdifuldt,” siger Julie Korsgaard.
Generelt er det stærke fællesskab noget af det, Lynge Kors-gaard og hans kone fortsat vil værne om i fremtiden. Men der skal også være plads til forandring, og spørger man Lynge Korsgaard, handler det at drive efterskole om at gøre de unge mennesker livsduelige.
Han ønsker at give dem et bæredygtigt liv eller om ikke andet et bæredygtigt afsæt. Og bæredygtigheden vil han gøre helt konkret med målet om en dag at blive en nulsumsskole i forhold til energi og klima.
”Vi er så småt i gang med at dyrke vores egne grøntsager, men det kunne være fedt, hvis vi en dag kunne bygge videre med vores egen vindmølle og solceller. Det vigtigste er dog at gøre eleverne vidende nok til at gå ud og lave fremtiden om,” siger Lynge Korsgaard.
Det unge forstanderpar har forhåbentlig mange efterskoleår i vente, og den første halvanden måned er gået ”virkelig godt”, fortæller de. Så selvom det er sårbart at tage imod den store gruppe elever, der netop har forladt forældrenes bløde favn, kunne de ikke have ønsket sig en bedre start.
