Nyt i sag om forgiftede plejehjemsbeboere: Den tiltalte lider af en personlighedsforstyrrelse

Dominerende og selvidylliserende er ifølge mentalundersøgelse kendetegnende for drabstiltalt sosu-hjælper.

En sosuhjælper, der er tiltalt for ét drab og syv drabsforsøg mod beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers, lider af samme personlighedsforstyrrelse, som blev konstateret hos en sygeplejerske, der blev dømt for fire drabsforsøg mod patienter på sygehus
En sosuhjælper, der er tiltalt for ét drab og syv drabsforsøg mod beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers, lider af samme personlighedsforstyrrelse, som blev konstateret hos en sygeplejerske, der blev dømt for fire drabsforsøg mod patienter på sygehus. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

En 60-årig sosu-hjælper, der er tiltalt for at have forgiftet fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers, lider af en personlighedsforstyrrelse.

Det fremgår af en mentalundersøgelse af den tiltalte, som onsdag dokumenteres i Retten i Randers.

Lægerne har vurderet, at der sandsynligvis er tale om en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse i let til moderat grad.

Det er kendetegnet ved, at personen er dominerende og opmærksomhedssøgende.

Observanten påtager sig rollen som "en frelsende engel", hedder det blandt andet i undersøgelsen.

Bag det tilsyneladende perfekte og selvopofrende ydre er observanten opmærksomheds- og anerkendelsessøgende, hedder det.

Det er samme type personlighedsforstyrrelse, som blev brugt om sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, der blev dømt for fire drabsforsøg mod patienter på sygehuset i Nykøbing Falster.

Retslægerådet, der også er blevet hørt i sagen om forgiftninger på plejehjemmet i Randers, deler vurderingen af, at sosu-hjælperen lider af en personlighedsforstyrrelse.

Rådet, der er landets højeste lægefaglige instans, finder ikke, at sosu-hjælperen er eller har været sindssyg eller psykotisk.

Derfor er der ifølge Retslægerådet ikke andre former for sanktion, man kan pege på som mere formålstjenlig end almindelig straf, hvis hun findes skyldig.

Anklagemyndigheden har højst usædvanligt fået lov at dokumentere mentalundersøgelsen og Retslægerådets konklusioner, før retten har taget stilling til skyldsspørgsmålet.

Specialanklager Jesper Rubow argumenterede for, at oplysningerne var så væsentlige, at de skulle lægges frem for dommere og nævninger, inden de tager stilling til spørgsmålet om skyld.

Det har dommerne givet ham medhold i.

De sidste vidner i sagen ventes at afgive forklaring i sagen torsdag.

I næste uge ventes de afsluttende bemærkninger fra anklager og forsvarsadvokat, og herefter vil der formentlig blive afsagt en skyldkendelse i slutningen af februar.

Hvis sosu-hjælperen findes skyldig, skal der herefter tages stilling til straffen.

Den tiltalte anklages for ét drab og syv drabsforsøg. En af beboerne afgik ved døden, mens de tre andre kom sig.

Den tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager om drab og drabsforsøg.

/ritzau/