Nyt problem udfordrer normstormeres politiske opbakning

Normstormerne har fået føjet endnu en møgsagen til rækken. Denne gang handler det om, at organisationen, der tilbyder folkeskoleklasser undervisning i normkritik og LGBTQ+ vilkår, ikke har afleveret regnskab for 2021 til Københavns Kommune, som derfor har stoppet udbetalingerne

Normstormerne tilbyder at besøge folkeskoler og undervise ud fra en normkritisk tilgang i fag som dansk, historie, samfundsfag og seksualundervisning. Projektet modtager 7,3 millioner kroner mellem 2020 og 2023 af Københavns Kommune, men har endnu ikke afleveret regnskab eller statusrapport for 2021. Genrefoto.
Normstormerne tilbyder at besøge folkeskoler og undervise ud fra en normkritisk tilgang i fag som dansk, historie, samfundsfag og seksualundervisning. Projektet modtager 7,3 millioner kroner mellem 2020 og 2023 af Københavns Kommune, men har endnu ikke afleveret regnskab eller statusrapport for 2021. Genrefoto. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Rækken af møgsager om Normstormerne bliver længere.

I årevis har Normstormerne, som er en privat organisation, der tilbyder undervisning i kønsaktivisme, seksualitet og normkritik på folkeskoler i København og Aarhus, forhindret offentligheden i at få indblik i det materiale, der ligger til grund for deres undervisning. Der har været klager fra lærere, som oplevede undervisningen som aggressiv. Og nu støder der flere sager til.

Således har Normstormerne ikke afleveret hverken regnskab eller statusrapport for 2021 til Københavns Kommune, som betaler dem. Ligesom de har afholdt langt færre undervisningsforløb end aftalt. Det skriver TV2 Lorry.

Og efter at København Kommunes forvaltning nu flere gange har henvendt sig forgæves til Normstormerne for at få udleveret regnskab og rapport, tilbageholder kommunen nu tilskuddet til dem i 2022.

Det var på Borgerrepræsentationens møde den 25. august, at situationen blev debatteret. Her havde Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti yderligere lagt op til, at samarbejdet med Normstormerne skulle afbrydes helt. Men det forslag blev forkastet med 38 stemmer imod 15. For stemte Konservative, Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, imod stemte Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale, Alternativet og SF.

Så samarbejdet fortsætter foreløbigt, blot uden at der i øjeblikket foretages udbetalinger til Normstormerne.

Sofie Seidenfaden, der er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget for det næststørste parti i København - Socialdemokratiet - stemte imod at forkaste samarbejdet med Normstormerne. Men vakler tilliden efterhånden?

"Det er klart, at jeg og mit parti har taget den debat, der har været om Normstormerne hen over sommeren, til efterretning. Men det er min klare forventning, at alle organisationer, der modtager bevillinger fra Københavns Kommune, selvfølgelig lever op til de regler og aftaler, der er."

Men det gør de jo ikke.

"Det er korrekt. Derfor er det også godt, at forvaltningen gør brug af de retningslinjer, der er, og stopper udbetalingen. Fremadrettet må vi så tale med de øvrige budgetpartier om, hvordan vi ser på fremtiden. Det, at Normstormerne ikke har levet op til reglerne, er nu håndteret, og så må vi tage det med i vores overvejelser, når vi skal genforhandle den videre bevilling i 2023," siger Sofie Seidenfaden.

Heller ikke Det Radikale Venstre er klar til at trække tæppet væk under Normstormerne, men partiets Børne- og Ungdomsordfører i Borgerrepræsentationen Emil Sloth Andersen pointerer, at den omstridte bevægelse ligesom alle andre organisationer skal leve op til de aftaler, de har indgået med kommunen.

"Det er beklageligt, at Normstormerne ikke afleverer regnskab og statusrapport til tiden. Det er ikke tilfredsstillende. Forvaltningen har tilbageholdt en del af støtten, fordi der netop ikke er givet de oplysninger, der skulle gives, fra Normstormernes side. Det er helt på sin plads," siger han.

Gorm Gunnarsen, medlem af  Børne- og Ungdomsudvalget for Enhedslisten, er ikke så bekymret.

"De har en mangelfuld regnskabsaflæggelse, men det har også andre åben-skole initiativer. Jeg er overbevist om, at forvaltningen vender tilbage med en orientering om, hvorvidt det bliver nødvendigt at afbryde samarbejdet på det grundlag. Men vi fik i hvert fald afvist, at samarbejdet med Normstormerne skal afbrydes af politiske årsager," siger han og henviser til Ny Borgerlige og Dansk Folkepartis forslag om et ophør af samarbejdet, som altså blev forkastet. Men det chokerer mig da, at Venstre og de konservative stemte for det," siger Gorm Gunnarsen.

Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (K), som også er forperson for udvalget, stemte ligesom Venstre for at lukke kassen helt og med det samme i forbindelse med Normstormerne.

"Men selvom vi fik redegørelsen om, at Normstormerne ikke har leveret regnskaber, ønskede flertallet ikke, at vi afbrød samarbejdet. Det synes jeg er usædvanligt. Vi plejer at have det sådan, at man skal overholde almindelig god skik og levere regnskaber, så vi ikke hælder skattekroner ud ad vinduet uden at vide, hvad de går til," siger han.

Ifølge samarbejdsaftalen betaler Københavns Kommune omkring syv millioner kroner til Normstormerne i perioden 2020-2023. Men udbetalingerne er altså i øjeblikket indstillet.

Normstormerne vendte søndag ikke tilbage på Kristeligt Dagblads henvendelser.

Rettet klokken 08.27 den 5. september 2022: I en tidligere version af denne artikel fik vi sat et forkert navn på det interviewede Enhedsliste-medlem af Børne- og Ungdomsudvalget. Der stod fejlagtigt, at han hed Knud Holt Nielsen. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.