En af de måske mest fortærskede klicheer, der findes, er mantraet om, at man skal leve i nuet.
Det er dog forbundet med udfordringer, for hjernen vil faktisk hellere leve i fremtiden.
Det har et helt nyt forskningsprojekt, udført af blandt andet en forsker fra Aarhus Universitet, været med til at fastslå ved at lade en række forsøgspersoner lytte til kormelodier af den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750). Studiet er netop udkommet i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science.
”Hidtil har man troet, at hjernen konstaterer, at en musikalsk frase er slut, når den næste frase begynder. Man troede altså, at hjernen kigger bagud i tiden, når den skal orientere sig i musikken,” siger Niels Chr. Hansen, der er adjunkt ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag studiet.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke. I stedet kigger hjernen fremad. Og selvom det er musikalske fraser, forskerne har brugt i deres undersøgelse, gør det samme sig formentlig gældende ved sproglige fraser, oplyser forskeren.
Det er da også – især i en avis – lettere at eksemplificere med ord end med lyd. Niels Chr. Hansen forklarer:
”Hvis jeg siger, at ’jeg har købt en gave til’ og stopper min sætning dér, så orienterer hjernen sig mod fremtiden ved at skabe stærke forventninger til, at jeg har tænkt mig at specificere, hvem jeg har købt gaven til.”
Altså kigger hjernen fremad mod det, der meget gerne skulle komme om lidt, hvis sætningen da ellers skal give mening for modtageren. På den måde fastslår hjernen, at den foregående frase endnu ikke er slut.
”Hvis jeg derimod siger, at ’jeg har købt en gave til dig’, føles sætningen afsluttet, og hjernen indstiller sig på, at nu kan hvad som helst ske. Jeg kan begynde at tale om, hvad det er for en gave, om vejret eller om noget helt tredje. De fremadrettede forventninger om, hvad det næste ord er, er således usikre. Den usikkerhed fortæller dig, at den foregående frase er slut. På den måde bruger hjernen sine forventninger om fremtiden til både at konstatere, om en frase er slut, og om den ikke er,” siger Niels Chr. Hansen.
Han forklarer, at forskningen fortæller noget spændende om den menneskelige hjerne: Den er simpelthen mere interesseret i at leve i fremtiden end at leve i nuet eller fortiden. Den eneste grund til, at vi har en hukommelse, er, at den gør os bedre i stand til at forudsige fremtiden.
Nu er koraler af en tysk komponist fra 1700-tallet jo et temmelig snævert og afgrænset område. Uanset hvor smukke, de måtte være. Til det er der to ting at sige: For det første er der ifølge Niels Chr. Hansen ikke noget, der tyder på, at det forholder sig anderledes med anden slags musik fra vores kultur. Heller ikke den nyeste popmusik som for eksempel den amerikanske rapper Kanye Wests nye og uhyrt omtalte album, ”Donda”.
For det andet begrænser mekanismerne sig som nævnt næppe til blot musik.
”Når man har en samtale med en person, er det vigtigt at vide, hvornår vedkommende er færdig med at tale. Hvis man afbryder sin samtalepartner, bryder kommunikationen sammen. Det samme gør sig gældende, hvis man ikke reagerer hurtigt nok og holder for lang en pause, når den anden har talt. Studiet kan hjælpe os med bedre at forstå, hvordan mennesker kommunikerer,” siger han.
Niels Chr. Hansen er for tiden i gang med at undersøge, om de samme forventningsmekanismer er på spil inden for det visuelle område. Det har forskerne designet en speciel udgave af det klassiske computerspil Pac-Man fra 1980’erne til at undersøge. Derudover er han i gang med at undersøge, om principperne gør sig gældende på tværs af kulturer. Rejser man til Papua Ny Guinea eller ind i Amazonas regnskov, kan man støde på musik, der lyder og fraseres væsentligt anderledes end vestlig musik.
”Vi kan dog se, at nogle af de samme mekanismer ser ud til at gøre sig gældende. Det kan forhåbentlig fortælle os noget universelt om, hvordan menneskehjernen virker og tilegner sig verden omkring os,” siger han.