Tilsyn skal styrke værdighed i ældrepleje

Fremover kan plejehjem og hjemmepleje få et påbud af nyt tilsyn, hvis ikke de ældres forhold er værdige. Samtidig oprettes et rejsehold af såkaldte værdighedskonsulenter. FOA og Ældre Sagen roser initiativerne

Tilsyn med ældrepleje er nødvendigt, for siden 2008 er der blevet skåret seks millioner hjemmehjælpstimer i kommunerne, og der er store problemer med rekruttering af arbejdskraft, siger seniorkonsulent Pernille Tufte fra Ældre Sagen. Arkivfoto taget i anden anledning.
Tilsyn med ældrepleje er nødvendigt, for siden 2008 er der blevet skåret seks millioner hjemmehjælpstimer i kommunerne, og der er store problemer med rekruttering af arbejdskraft, siger seniorkonsulent Pernille Tufte fra Ældre Sagen. Arkivfoto taget i anden anledning. Foto: Asger Ladefoged.

Har de ældre indflydelse på plejehjemmets måltider? Bliver der talt respektfuldt, eller er tonen i hjemmeplejen ofte præget af travlhed og stress? Kommer personalet de ældres ønske om selvbestemmelse i møde?

Hvis ikke kan ældreplejen i fremtiden risikere at få et påbud fra et nyt social- og plejefagligt tilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed, der fra den 1. juli og de næste tre år skal føre tilsyn med den personlige hjælp, pleje og omsorg for at vurdere, om der ydes værdig ældrepleje. Der er afsat 60 millioner kroner til det nye tilsyn som led i satspuljeaftalen for 2018-2021.

”Det nye tilsyn vil have stor fokus på borgernes trivsel, mulighed for selvbestemmelse og værdighed. I værste tilfælde kan et plejehjem eller hjemmeplejen få et påbud. Der bliver tale om et meget dialogbaseret tilsyn, hvor vi høj grad skal ud at lytte og rådgive,” siger lederen af det nye tilsyn, kontorchef Thomas Lund Sørensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Tilsynet har netop sendt en række målepunkter i høring, der skal indgå i vurderingen af, om ældreplejen er værdig. Det drejer sig blandt andet om selvbestemmelse og livskvalitet, trivsel og relationer, aktiviteter og rehabilitering.

Sideløbende med tilsynet er der afsat 60 millioner kroner til et nyt Videnscenter for Værdig Ældrepleje under Sundhedsstyrelsen, der skal understøtte kommunernes indsats blandt andet med et rejsehold af såkaldte værdighedskonsulenter.

”Vi bygger på de gode erfaringer fra det særlige demensrejsehold. Værdighedskonsulenterne kan for eksempel rykke ud, hvis et plejehjem har fået et påbud fra tilsynet, såfremt de selv ønsker det. Vi kan tilbyde hurtig rådgivning og konsultation eller længerevarende læringsforløb over tre til fem måneder, hvor vi tager udgangspunkt i de udfordringer, der opleves på den enkelte arbejdsplads og skaber et rum for at arbejde målrettet med, hvordan tingene kan gøres på en bedre måde. Værdighed handler grundlæggende om, at den enkelte ældre får lov til at være den, man er og kan bevare de drømme, man har for et godt liv, uanset alder,” siger specialkonsulent Kari Rose Holm fra Sundhedsstyrelsen.

Både Ældre Sagen og de social- og sundhedsansattes fagforening, FOA, er som udgangspunkt positive over for de to nye initiativer.

Sektorformand Torben Klitmøller Hollmann fra FOA understreger samtidig, at det er vigtigt, at politikerne ikke bruger påbud fra tilsynet til at klandre de ansatte og ledelsen på den enkelte institution.

”Vi løser ikke problemerne ved kun at løfte pegefingeren. FOA’s egne analyser viser, at der i 2017 var en minusvækst på de kommunale budgetter i ældreplejen på 400 millioner kroner. Derfor er det også nødvendigt, at politikerne overvejer de rammer, personalet arbejder under, når der sker fejl,” siger Torben Klitmøller Houmann.

Seniorkonsulent Pernille Tufte fra Ældre Sagen understreger, at tilsynet og Videnscenter for Værdig Ældrepleje ikke kan stå alene.

”Vi har set, at der siden 2008 er blevet skåret seks millioner hjemmehjælpstimer i kommunerne, og at der er store problemer med rekruttering af arbejdskraft. Men vi tror, at tilsynet og værdighedskonsulenterne kan være et skridt i den rigtige retning i forhold til at forbedre pleje og omsorg for de svageste ældre,” siger Pernille Tufte.

Selvstændig psykolog Dorthe Birkmose, der holder foredrag om årsagerne til krænkelser af ældre og forråelse blandt de ansatte i ældreplejen, finder det positivt, hvis tilsynet og Videnscenter for Værdig Ældrepleje kan være med til at sikre en faglig opkvalificering af personalet.

”Hvis videnscentret og tilsynet skal være med til at løse problemerne, handler det også om, at der skal være mulighed for at ændre rammerne i ældreplejen. Det er vigtigt ikke at gøre fejl og krænkelser til et individuelt problem. Det hænger i høj grad sammen med de ansattes arbejdsvilkår og det pres, de er underlagt,” siger Dorthe Birkmose.