Nytårstale varsler en mere ideologisk statsminister

Med sin understregning af den enkeltes ansvar vil statsministeren opdrage på vælgerne, ikke kun købe dem med velfærd, vurderer politisk kommentator

"Min vision om et ægte velfærdssamfund er et samfund med både frihed og tryghed. Men friheden må ikke blive et hundeslagsmål, hvor det er de frækkeste og de højest råbende, der rager mest til sig.

Og trygheden må ikke blive en sovepude, der slører den enkeltes eget ansvar. Frihed er uløseligt forbundet med ansvar. Lad os udvikle et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed til at realisere sine drømme. Og ansvar - både for sig selv og for fællesskabet.

Godt nytår!".

Med disse afsluttende ord har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med sin nytårstale justeret sin politiske kurs, med retning mod mere ideologi og mindre overbudspolitik i kampen om stemmerne.

Det er vurderingen hos Rasmus Jønsson, politisk kommentator og ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitetscenter.

– Både Socialdemokraterne og regeringen har savnet en større fortælling, der rakte ud over bare at skubbe stadig flere velfærdsordninger i hovedet på vælgerne. Det er udtryk for en mere ideologisk kurs, hvor Fogh lægger op til, at der skal opdrages på vælgerne, siger Rasmus Jønsson.

Han ser det som en taktisk klog udmelding fra Anders Fogh Rasmussen.

– Regeringen har været klemt i en diskussion, der meget længe har handlet om, hvorvidt der blev sparet eller ikke sparet på bestemte områder. Med understregningen af forholdet mellem frihed og ansvar vender Fogh diskussionen og gør den mere filosofisk frem for mest at handle om økonomi. Nu lægger man en ekstra dimension oven på og prøver på den måde at skabe en ny ramme for, hvordan der skal diskuteres, siger Rasmus Jønsson.

Umiddelbart ser Socialdemokraterne dog ikke nye toner i Foghs tale.

– Ingen er uenig med statsministeren i, at danskerne har et personligt ansvar for familie, uddannelse og opførsel. Retorisk lyder nytårstalen udmærket. Den giver mere en status end et fingerpeg om, hvor samfundet skal bevæge sig hen, mener Helle Thorning-Schmidt ifølge Ritzau.

– Jeg er enig med Pia Kjærsgaard i, at statsministeren synes at være tømt for idéer og gejst, siger den socialdemokratiske partileder og henviser til, hvordan Dansk Folkepartis formand for få dage siden efterlyste en mere aktiv regering, der ikke lod oppositionen sætte dagsordenen.

Med meldingen om et større personligt ansvar for fællesskabet kommer statsministeren dog regeringspartneren De Konservative i møde. Her har man længe efterspurgt en mere ideologisk kurs, og partiets politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, glæder sig over Foghs udmelding om det personlige ansvar, som hun betegner som fundamentet under velfærdssamfundet.

– Ansvaret for sig selv, for sin familie og for fællesskabet er det kit, som binder friheden og trygheden sammen i samfundet. Det personlige ansvar vil altid være i fokus i udviklingen af det borgerlige velfærdssamfund, siger hun til Ritzau.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk

Læs statsministerens tale på

kristeligt-dagblad.dk