Når børn er pårørende til alvorligt syge eller døende patienter, er der brug for nogle retningslinjer for, hvordan personalet håndterer situationen. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
I dag må sygehuspersonalet selv famle sig frem. Nogle afdelinger har selv lavet retningslinjer og andre ikke.
Gennem observationer på tre hospitalsafdelinger og interview med 10 læger og 30 sygeplejersker har man undersøgt sundhedspersonalets særlige udfordringer, når de pårørende er børn, hvilket ofte påvirker personalet mere.
– Men jo mere, de kommer til kort, jo mere er de tilbøjelige til at tage arbejdet med hjem og til at undgå dialogen om det, der er svært. Det går ud over familien, siger Annemarie Dencker, projektleder i Projekt OmSorg i Kræftens Bekæmpelse.
For eksempel er det svært, når forældre ikke vil fortælle deres børn, at de er døende, men trøster dem ved at sige, at de nok skal overleve. Samtidig ved personalet, at de vil dø.
– Men det skaber et dilemma. På den ene side skal der vises respekt for forælderens håb og beslutning. På den anden side fornemmer barnet, hvor det er på vej hen og har brug for at få bekræftet alvoren, siger Annemarie Dencker.
– Der bør laves nogle retningslinjer centralt for omsorgen for børn som pårørende, og der bør være adgang til professionel supervision på den enkelte afdeling. Derudover bør alle de afdelinger, som møder de her problemer, have en psykolog tilkoblet, som familierne kan komme i kontakt med efter behov.
Hvert år oplever cirka 40.000 børn i alderen 0-18 år, at deres mor eller far bliver indlagt med en kritisk sygdom, der er så alvorlig, at forælderen er indlagt over flere dage eller flere gange.
/ritzau/