Prøv avisen
Statuer på vippen

Obelisken, der skulle nagle bøndernes frihed fast

Frihedsstøtten på Vesterbrogade ved Københavns Hovedbanegård er en 20 meter høj obelisk rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Frihedsstøtten, der snart er 230 år, er rejst over landbrugsreformer, der dog ikke var en særlig dansk opfindelse. Den skulle tjene som en pegefinger mod de godsejerkredse, der drømte om at fastholde undertrykkelsen af bønderne

Frihedsstøtten er et af de vigtigste symboler på frihed, som findes i det offentlige rum i Danmark. Selv den aktuelle statue-debats mest svorne tilhængere af at fjerne statuer og monumenter vil vanskeligt kunne argumentere for, at Frihedsstøtten burde pilles ned. Den blev opført efter en indsamling i kølvandet på stavnsbåndets ophævelse i 1788 (og en række andre af datidens landbrugsreformer).

Initiativet blev taget af medlemmer af det københavnske borgerskab, og på Frihedsstøtten takker man kongen (Christian VII) for at have ophævet stavnsbåndet med inskriptionen: ”Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre”. Stavnsbåndet (bestemmelsen om, at bønderne ikke måtte flytte) var blevet indført i 1733 i et forsøg fra statens side på at dæmme op for den daværende krise i landbruget.

Da stavnsbåndet blev ophævet i 1788, var denne krise for længst overstået.

Frihedsstøtten er et symbol på kampen mod undertrykkelse af befolkningen. Men faktisk blev den til på et tidspunkt, hvor friheden atter var ved at blive truet. I begyndelsen af 1790’erne var der nemlig i færd med at brede sig en opfattelse blandt landets mere konservative godsejere af, at reformiveren havde taget overhånd med de seneste års reformer, blandt andet netop stavnsbåndets ophævelse. Man skulle passe på ikke at give bønderne for meget frihed, mente de.

Som en modreaktion foranstaltede en kreds af københavnske borgere, som ønskede, at staten skulle videreføre reformkursen, at der i det offentlige rum blev placeret et markant symbol på den øgede frihed, som hidtil var blevet givet befolkningen.

Planen var, at dette skulle forhindre statsmagtens repræsentanter i at give efter for godsejernes pres og rulle reformerne tilbage. Frihedsstøtten blev fremstillet af en række af datidens fremtrædende kunstnere. Det var således Nicolai Abildgaard, som lavede udkastet til hele monumentet og desuden selv lavede obelisken og soklen. Reliefferne og statuerne, som udgør en del af det samlede monument, er udført af Nicolai Dajon, Andreas Weidenhaupt og Johannes Wiedewelt.

Grundstenen til Frihedsstøtten blev i 1792 nedlagt af kronprins Frederik (senere Frederik VI), som reelt regerede landet på grund af sin far, Christian VII’s, psykiske sygdom. Det var således også reelt ham og hans folk, og ikke kongen selv, som stod bag stavnsbåndets ophævelse.

Datidens landbrugsreformer var imidlertid ikke et specielt dansk fænomen opfundet af den danske kronprins og de folk, han omgav sig med.

Over alt i Europa fandt der landbrugsreformer sted i disse år. Og overalt var formålet at ruste landbruget til de moderne tider - og den øgede konkurrence med de øvrige lande – ved at gøre det mere effektivt og rentabelt. Det passede samtidig som fod i hose med oplysningstidens idealer om en mere human politik over for bønderne. Frihedsstøtten blev således til i en tid, hvor Europa generelt var begyndt at gennemgå en fundamental ændring i retning af et mere menneskeligt samfund med mindre undertrykkelse af og vold imod befolkningen.

Der skulle dog gå endnu cirka 100-150 år, inden de europæiske magthaveres mere humane politik også skulle begynde at gælde befolkningerne i de øvrige verdensdele, hvor de gjorde deres indflydelse gældende. For eksempel blev De Dansk-vestindiske Øer så sent som i 1917 solgt til USA efter en folkeafstemning, ved hvilken øernes egne indbyggere end ikke havde stemmeret.