Fortalt af Tim Skuldbøl
Der er noget særligt over Palmyra. Det har jeg syntes, lige siden jeg begyndte at arbejde som arkæolog i Syrien for snart 15 år siden. Det er, som om kulturarven får et særligt liv derinde. Man oplever kulturen meget konkret, og det hele bliver håndgribeligt, når man går rundt mellem de søjlerækker og templer, byen er så kendt for.
Det er det, der altid har fascineret mig ved arkæologien. Det er en kreativ proces, hvor du får gjort historien konkret. Du graver de fysiske brikker frem, der kan danne billedet af menneskets og kulturers udvikling. Hvis du virkelig skal forstå historien, skal du have den mellem dine hænder eller gå rundt i den. Og pludselig kan den kaste et helt nyt lys over det samfund, du selv er en del af.
Da Islamisk Stat begyndte ødelæggelserne i Palmyra, var det noget af denne visualisering af historien, der gik tabt. Det går ud over vores historieforståelse og vores mulighed for at formidle historien, når vi mister den fysiske berøring med fortiden.
Sidst jeg var i Palmyra, var i 2011, da konflikten i Syrien lige var brudt ud. Volden tog så hurtigt til, at vi ikke længere kunne køre rundt i Syrien og til sidst nærmest måtte flygte ud af landet. Jeg var måske en af de sidste udenlandske arkæologer, der så Palmyra, som det var.
Allerede dengang kunne jeg godt se, at kulturarven nemt kunne komme i fare, og at vi ville ende med at stå magtesløse tilbage. Det var en af de lektier, vi blandt andet lærte fra Golfkrigen i Irak, hvor enorme mængder kulturarv gik tabt. Der er store penge at tjene på at udgrave og sælge antikviteter ulovligt. Og stederne kan nemt gå til grunde midt i krigen.
Alligevel kom det bag på mig, at nogle begyndte at ødelægge Palmyra af ideologiske årsager, sådan som Islamisk Stat gør.
Lige fra starten har jeg fulgt med i konflikten i Syrien og Irak og især med, hvordan de kulturelle steder blev smadret. Medierne herhjemme begyndte også hurtigt at interessere sig for problemerne. Det skete stadig oftere, at jeg blev ringet op for at forklare, hvad det var for nogle steder, der blev ødelagt i både Irak og Syrien, for eksempel da Islamisk Stat sprængte Jonas' grav i stykker.
Da de angreb Palmyra, var det derfor ikke et nyt fænomen, men snarere et stort skridt op ad skalaen. Det satte for alvor kulturødelæggelserne på dagsordenen i konflikten. Unesco begyndte at tale om krigsforbrydelser, og pludselig stod det klart for alle, hvad det var for en historisk arv, vi var ved at miste i Syrien.
Den store opmærksomhed på oldtidslevn har fået mig til at tænke over, hvad mit arbejde egentlig betyder. Hvorfor er det, at jeg graver disse ting frem, og hvorfor er det, at nogle har et så brændende ønske om at ødelægge dem?
Jeg kan mærke, at det har rokket ved min selvforståelse som arkæolog og understreget for mig, hvorfor arbejdet er vigtigt. Og jeg har stadig svært ved at begribe, hvordan nogen af hensyn til politik eller religion kan have interesse i at ødelægge disse steder.
Samtidig har den omfattende medieopmærksomhed sat problemet i perspektiv for mig. For selvom det er en katastrofe, at vi mister vigtige monumenter i Palmyra, er byen så kendt og promoveret, at den nok skal blive bygget op igen en dag. Heldigvis er Palmyra i hvert fald på overfladen meget velbeskrevet og udforsket.
Derimod findes der titusindvis af steder i Irak og Syrien, som stadig mangler at blive udgravet. De bliver også ødelagt i krigen. Ødelæggelserne i Palmyra har fået mig til at tænke over alle de muligheder, der går tabt andre steder. Det er ikke kun i Mellemøsten, men i alle de lande, der ikke har en systematisk kulturarvspolitik.
Det er svimlende mængder viden om oldtidssamfund, der hver dag ubemærket forsvinder. Set i det perspektiv er katastrofen i Palmyra heller ikke større.