Der er altid politikere og andre i eksempelvis erhvervslivet, som drømmer om den store koalition hen over den politiske midte. Hvor de små og store politiske partier rundt om den politiske midte fik magten, således at der kunne regeres med fornuft og uden irrationel hensyntagen til yderpartier med mærkelige, urealistiske og skadelige synspunkter.
Tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen er blot den seneste i rækken, som har udtrykt dette ønske. Det skete både forud for folketingsvalget i 2019 og i den seneste bog fra hans hånd. I begge tilfælde har han begrundet det med ønsket om at holde partier som Nye Borgerlige, Enhedslisten og Stram Kurs, hvis de skulle komme i Folketinget, helt ude fra afgørende politisk indflydelse.
I udlandet finder vi ikke mindst disse regeringer i tysk politik, hvor en stor koalition mellem de kristendemokratiske partier, CDU og CSU, på den ene side og socialdemokratiske SPD på den anden side har regeret Tyskland siden 2013, ligesom den også gjorde i en periode i nullerne og i slutningen af 1960’erne.
I Tyskland skyldes de store koalitioner en stærk parlamentarisk norm siden Anden Verdenskrig om, at en tysk regering altid skal have et flertal bag sig i Forbundsdagen. Store koalitioner er imidlertid normalt kun etableret i Tyskland som en sidste udvej for at leve op til denne norm. Der ligger ikke en bevidst strategi bag dem. Samtidig er disse koalitioner sjældent særligt succesfulde, og juniorpartneren – SPD – er blevet decimeret i de senere år i kraft af livet i disse store koalitioner.
Også i Danmark findes idéen om de store koalitioner. I modsætning til Tyskland er de imidlertid sjældent blevet virkeliggjort, bortset fra under Anden Verdenskrig, hvor der var en samlingsregering mellem Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og De Radikale indtil august 1943.
Herudover forsøgte Anker Jørgensen under inspiration af SPD’s samarbejde med det tyske liberale FDP sig med en såkaldt arbejder-bonde regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre i slutningen af 1970’erne.
Det kan ligne et paradoks, at der findes personer i og uden for det politiske liv, der så stærkt ønsker sig en stor koalition hen over midten, samtidig med, at en sådan regering stort set aldrig har set dagens lys. Skyldes det en dyb mangel på god vilje og store visioner, at disse store koalitioner ikke materialiserer sig på dansk grund? Eller er der en mere grundlæggende forklaring på deres fravær?
En af grundlæggerne af dansk statskundskab afdøde professor Erik Rasmussen skriver i sin bog om ”Velfærdsstaten på vej” fra 1960’erne i en analyse af dansk parlamentarisme siden 1905, da De Radikale brød ud af Venstre: ”det er på en vis måde vildledende at karakterisere danske politiske forhold som et firepartisystem. Der var nok fire partier, men de samlede sig i to blokke, så at resultatet ikke var uden lighed med det klassiske, engelske topartisystem og stærkt forskelligt fra det mangepartisystem, der rådede i Frankrig og Tyskland og flere andre lande på kontinentet. Bedst kan det danske system karakteriseres som et tobloksystem”.
Meget tyder på, at det stadig forholder sig således. Derfor giver det også god mening at tale om rød og blå blok. De Radikale kan engang imellem skifte over til blå blok, men det er undtagelsen, som bekræfter reglen om partiets blokplacering, og Socialdemokratiet er tyngdepunktet i rød blok, mens Venstre og De Konservative er tyngdepunktet i blå blok.
At ville forsøge at sammenføje de to blokkes tyngdepunkter svarer til at ville holde sammen på ensladede magneter. Det lader sig kun gøre yderst kortvarigt. Herefter frastødes de fra hverandre.
Lars Løkke Rasmussens ønske om den store koalition af fornuftige politiske partier hen over den politiske midte er og bliver et fatamorgana i dansk politik. Det strider ganske enkelt mod de politiske naturlove her til lands.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.