”Kan du ikke give os lidt penge, så vi kan købe noget mad på McDonald’s,” spørger den 45-årige Maria.
Maria er en rund, mørklødet kvinde fra Rumænien med et furet ansigt og iklædt lang spraglet nederdel. Hun sidder på et fortov i et hotelkvarter i centrum af Bruxelles sammen med sin mand, den 50-årige Juan, og parrets yngste datter på otte år.
Den lille familie sover på papkasser og har medbragt et par tæpper og en slidt rød kuffert. På fortovet står et lille papkrus, som forbipasserende kan lægge penge i.
I den samme stille gade har to-tre andre familier med børn slået sig ned og bruger fortorvet som en slags hotelværelse. Et sted fordriver børnene tiden med at køre rundt på fortorvet på en trehjulet cykel.
”Vi har intet arbejde i Rumænien, og derfor tigger vi her,” forklarer Juan.
Han fortæller, at han kommer fra det fattige område Buzau og tidligere har haft arbejde i landbruget i Rumænien. Juan siger, at familien har boet i Bruxelles en måned, og at deres datter er taget midlertidigt ud af skolen.
Bruxelles har ligesom København, London og Stockholm og flere andre europæiske storbyer oplevet en markant stigning i antallet af hjemløse tiggere de seneste år. En stor del af tiggerne er fattige romaer fra Rumænien. Mens børnetiggeri er et udbredt fænomen i flere europæiske storbyer, så ved de tilrejsende østeuropæere ifølge Kristeligt Dagblads kilder godt, at tiggende børn på gaden ikke accepteres i Skandinavien.
Københavns Kommunes Hjemløseenhed vurderer, at der er 1000 udlændinge i gademiljøet i København, og at omkring 300-400 hjemløse sover på gaderne i København. Blandt dem en overvægt af østeuropæere.
”Tiggeri er en lille del af problemet. Vores indtryk er, at mange ernærer sig som flaskesamlere, og der er også nogle, der ernærer sig ved kriminalitet. København er ikke så hårdt ramt som nogle af de andre europæiske byer. Det fortæller, at vi er nødt til at samarbejde om løsninger. Vi har ikke lavet en hjemløsestrategi, der skal få danske hjemløse væk fra gaden, for at gaderne så skal overtages af udenlandske hjemløse. Vi er bekymret for, at hvis ikke vi løser problemet, så vil der blive flere udenlandske hjemløse,” siger Københavns Kommunes socialborgmester Jesper Christensen (S).
Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen foreslog i juni, at Danmark begynder at arbejde for en ændring af EU’s opholdsdirektiv, så tilrejsende EU-borgere skal have en fast adresse.
”Vi er godt klar over, at det kan tage tid at ændre EU’s opholdsdirektiv, men vi er nødt til at finde løsninger både på kort og på lang sigt,” siger Jesper Christensen.
Han fortæller, at Københavns Kommune i samarbejde med syv frivillige organisationer har oprettet et transitprogram, der hver måned assisterer omkring 10 særligt udsatte hjemløse udlændinge, så de kan vende tilbage til familie og netværk i Østeuropa, Skandinavien eller Nordafrika.
Desuden har kommunen længe ønsket at oprette et såkaldt transitrum, hvor de hjemløse udlændinge kan overnatte, få lægehjælp og mad. Derudover er tanken, at transitrummet kan motivere de udenlandske hjemløse til at vende hjem. Men lovgivningen spænder ben for den idé. Væresteder, som får kommunal støtte, må nemlig ikke tage imod hjemløse, der ikke har et cpr-nummer.
Iulius Rostas, der leder afdelingen for romastudier på Central European University i Budapest, har netop udgivet en rapport på baggrund af interviews med 140 romaer i København foretaget af udenlandske forskere med hjælp fra hjemløsenheden i Københavns Kommune.
Rapporten viser, at alle de interviewede romaer kom til Danmark, fordi de ønskede at finde et arbejde. Men også at de støder panden mod en mur, fordi der ikke er plads til dem på det regulerede danske arbejdsmarked.
”Vi spurgte dem, hvorfor de valgte Danmark. De svarede, at de havde hørt fra venner og bekendte, at indkomsten er virkelig høj i Danmark. De kom, fordi de gerne ville finde arbejde i Danmark. Men virkeligheden i København svarer ikke til fortællingerne. De kan ikke finde arbejde, og i stedet må de samle flasker, tigge og i nogle tilfælde stjæle. De må sove under åben himmel uden adgang til rent vand og toiletfaciliteter, og de ender ofte med at konstatere, at de har det dårligere i Danmark end i andre europæiske lande, hvor de kan over overnatte i lejre og få job som daglejere,” forklarer Iulius Rostas.
Iulius Rostas anbefaler derfor, at storbyer i Europa går i dialog med de tilrejsende romaer, og at lande som Danmark, Sverige og Norge på længere sigt gør mere for at integrere tilrejsende romaer i samfundet og tilbyde dem arbejde.
Han henviser til, hvordan Spanien oplevede vækst, efter at den socialistiske Zapatero-regering i 2004 tilbød mange illegale udlændinge opholdspapirer og dermed mulighed for at arbejde lovligt.
”De europæiske byer må finde fælles løsninger. Men det nytter ikke noget, at en by går forrest med at tilbyde jobs,” siger Iulius Rostas og henviser til byen Gent i Belgien. Her forsøgte byens borgmester for nogle år siden at tilbyde tilrejsende slovakiske romaer arbejde og uddannelse med det resultat, at der kom flere romaer til, end bystyret kunne magte.
Iulius Rostas mener heller ikke, at den danske regerings skærpelse af straffen for ”utryghedsskabende tiggeri”, så tiggeri nu straffes med to ugers ubetinget fængsel, er vejen frem.
”Man har gjort det samme flere steder i Europa. Det har ikke virket. Hvis politikerne tror, at tiggeri kan forhindres, har de taget fejl. Hvad med de musikere, der spiller på gaden? Det er jo også en form for tiggeri,” mener Iulius Rostas.
Ifølge Jesper Christensen er problemet, at mange østeuropæiske hjemløse i København ikke har forudsætningerne til at bestride et arbejde i Danmark.
”Vi ønsker, at udlændinge kan være her på værdig vis. Men der kommer mange, som ikke har kompetencerne til at få et job på det danske arbejdsmarked. Derfor er det vigtigt, at vi får fortalt den gruppe, at det er rigtigt svært at etablere sig i et land som Danmark, hvor vi ikke accepterer et undergrundsarbejdsmarked.”
Iulius Rostas er enig i, at mange af de hjemløse romaer ikke har forudsætningerne for at finde job i Skandinavien. Men han mener samtidig, at danske kommuner og den rumænske ambassade har en forpligtelse til at sørge for, at en gruppe meget sårbare EU-borgere lever under rimelige forhold:
”Under mit ophold i Danmark chokerede det mig, at ingen fra den rumænske ambassade talte med disse mennesker. Vi mødte en gravid kvinde, der ikke havde adgang til lægehjælp, og vi mødte mennesker, der ikke havde adgang til vand og sanitet og ikke havde tag over hovedet. ”