Østjyske Bjørn har tre børn i Vestafrika

Hvert år får tre piger i Vestafrika et julekort og en hilsen på deres fødselsdag fra 78-årige Bjørn Hølund i Danmark, som er deres sponsor

I foråret 2016 rejste Bjørn Hølund fra Østjylland til Togo for at besøge Gnouadjo og Amah, som han er sponsor for gennem PlanBørnefonden. Fra venstre ses her Bjørn Hølund med sit barnebarn Tobias Hølund, 16-årige Amah og Bjarne Hølunds datter Camilla Hølund i Amahs klasseværelse. – Privatfoto.
I foråret 2016 rejste Bjørn Hølund fra Østjylland til Togo for at besøge Gnouadjo og Amah, som han er sponsor for gennem PlanBørnefonden. Fra venstre ses her Bjørn Hølund med sit barnebarn Tobias Hølund, 16-årige Amah og Bjarne Hølunds datter Camilla Hølund i Amahs klasseværelse. – Privatfoto.

Når 78-årige Bjørn Hølund fra Sjelle i Østjylland inden længe sender årets julekort af sted, skal tre af dem ud på en særligt lang rejse, før de når frem til deres modtagere. To skal til Togo, og et enkelt skal til Benin.

I de vestafrikanske lande bor nemlig Gnouadjo, Amah og Christelle. Tre piger, som Bjørn Hølund er sponsor for gennem PlanBørnefonden.

Det betyder, at hans månedlige bidrag til organisationen går til at hjælpe lige præcis de tre piger med mad, tøj og skolegang. Men det betyder også, at der løbende sendes breve frem og tilbage mellem Sjelle og Vestafrika.

Udover julekortene sender Bjørn Hølund hvert år en hilsen til pigerne på deres fødselsdag, og mindst en gang om året får han et brev retur fra hver af dem. Det, at Bjørn Hølund kan se præcis, hvem der får gavn af hans støtte, var en afgørende årsag til, at han valgte at blive sponsor i PlanBørnefonden.

”I stedet for at give lidt her og der ved de store indsamlinger, kan jeg kan godt lide at vide, at min støtte er øremærket til bestemte børn i Vestafrika, hvor jeg ved, der er rigtig meget brug for hjælp,” siger Bjørn Hølund.

Udover brevene fra Gnouadjo, Amah og Christelle selv får Bjørn Hølund hvert år en statusrapport fra PlanBørnefonden, og siden år 2000, hvor Bjørn Hølund fik sit første sponsorbarn, har det været sådan, han har holdt sig opdateret på, hvordan det gik med pigerne. Men for et par år siden besluttede Bjørn Hølund, at han ville se det med egne øjne. I 2016 rejste han derfor til det nordlige Togo sammen med sin datter Camilla for at besøge Gnouadjo og Amah.

”Min kone døde i 2015, og det var kort tid derefter, at jeg fik tanken. Det var ellers aldrig noget, jeg før havde overvejet, men der gik ikke længe, før vi tog af sted, for jeg måtte jo hellere gøre det, mens jeg stadig kunne. Det blev mit livs vigtigste rejse,” fortæller Bjørn Hølund.

”Vi besøgte pigerne, mens de var i skole, og bagefter tog vi ud til deres familier i landsbyen, hvor godt halv-delen af indbyggerne også var mødt op for at hilse på. For mig var det især tankevækkende at se, hvor nøjsomt de levede, og hvor rene og pæne de var i tøjet, selvom de levede under primitive forhold i originale, lerklinkede hytter med stråtag,” fortæller Bjørn Hølund, der blandt andet havde medbragt blyanter, bluser og solcellelommelygter som gaver til Gnouadjo og Amah og deres familier. Til gengæld fik han både rodfrugter og en levende hane.

”For mig vidnede besøget om, hvor meget PlanBørnefonden har styr på tingene lokalt. Vi kunne jo se, at hele familier nyder godt af de penge, vi sender til dem, og at pigerne virkelig kommer i skole, hvilket er meget vigtigt for mig,” siger Bjørn Hølund.

Rejsen til Togo gav Bjørn Hølund blod på tanden. Tidligere i år var han af sted igen, og næste gang skal rejsen også gå til Benin for at besøge 10-årige Christelle.

”Det var en dejlig oplevelse at være afsted sammen med min datter, så næste gang skal jeg have mine to sønner med, for jeg synes også, de skal have den oplevelse,” siger Bjørn Hølund.