Prøv avisen
Politisk set

Også en rød regering er afhængig af erhvervslivet

Forståelsespapiret bag den nye S-regering viser, at man er bevidst om erhvervslivets betydning for økonomien, skriver professor Peter Nedergaard

Hvis man læser regeringsaftalen mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten med virksomhedsøjne, er det stort set status quo i forhold til i dag.

Der skrues frem og tilbage på nogle knapper, men summen af ændringerne går stort set i nul. Det hænger naturligvis sammen med, at ikke mindst Socialdemokratiet og Radikale Venstre godt ved, at erhvervslivet er motoren, hvis regeringen og regeringens støttepartier skal have gennemført deres politiske mål i øvrigt. Svækker man motoren, svækker man også de politiske muligheder i øvrigt.

Målsætningen for erhvervslivet nævnes i en central sentens i aftalen, hvor det slås fast, at en ”ansvarlig økonomisk politik, der sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet” er grundlaget for regeringen. Samtidig lægges der vægt på, at den ”grønne omstilling” ud over klima- og miljøpolitiske gevinster også skal give en ”unik mulighed for dansk erhvervsliv”.

Den erhvervssektor, som er mest i søgelyset i aftalen, er landbruget. Regeringen forpligter sig helt overordnet i aftalen til at ”give landmænd incitament til at omstille til mere bæredygtig produktion og på den måde understøtte den grønne omstilling i erhvervet.” Mere konkret er målet, at der skal ske ”en udtagning af landbrugsjord til natur” og en fordobling af eksporten af økologiske produkter.

På energiområdet skal der ske ”energieffektiviseringer” og udformes en plan for at fremme bæredygtigt byggeri. Der skal også være mere ”grøn forskning” (ikke specificeret nærmere) og ske en udbygning af havvindpotentialet. I det hele taget skal energiområdet – sammen med transportsektoren og landbruget – være nøgleområder i reduktionen af den det dansk udslip af klimagasser (kuldioxid og metan) med 70 procent i 2030 i forhold til situationen i 1990.

Arbejdsmarkedet står også centralt i de dele af aftalen, som er relevant for virksomhederne. Her har dilemmaet for partierne været, at de både ville give bedre muligheder for tilbagetrækning og samtidig ønskede at ansætte flere på velfærdsområderne. Løsningen er blevet, at mulighederne for ekstraordinær tilbagetrækning bliver få og små – ud over den mindre udvidelse af førtidspensionsordningen, som allerede blev vedtaget under den forrige regering.

Socialdemokratiet har således måttet sluge den kamel, at en partiets vigtigste valgkampløfter i form af muligheden for tidligere folkepension ikke er med i aftalen.

Samtidig slår aftalen fast, at der både skal satses på uddannelse og opkvalificering af den danske arbejdskraft. Helt overordnet gælder det angående arbejdsudbuddet, at ”initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende”. Det er en central passus, som givetvis bliver genstand for megen diskussion.

I den forbindelse konkretiseres det også, at der skal være mulighed for at hente mere ”kvalificeret udenlandsk arbejdskraft” til landet. Blandt andet skal der oprettes jobcentre i Sydeuropa.

Herudover skal der sættes kraftigere ind for at få flygtninge og indvandrere bedre integreret på arbejdsmarkedet. Det skal blandt andet ske ved, at de mødes med en ”en klar forventning om at bidrage”. Med hensyn til flygtninge kommer der også efter radikalt krav til at gælde, at hvis de har været i beskæftigelse i to år, skal de som hovedregel ikke hjemsendes, selvom der er fredeligt i hjemlandet. Det er en fravigelse fra det såkaldte paradigmeskifte, som Socialdemokratiet ellers har tilsluttet sig.

Finansieringen af de nye initiativer vil regeringen sig gennemført via ”omprioriteringer inden for det offentlige og målrettede skattestigninger, for eksempel at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger.”

Derimod er er de ikke sandsynligt, at skatten på arbejde øges, da det vil bremse udbuddet af den arbejdskraft, som regeringen er forpligtet til at holde oppe.

Alt i alt er regeringsaftalen udtryk for, at også en rød regering er helt klar over, hvordan værdierne skabes i det danske samfund. For virksomhederne er det i bogstavelig forstand ”business as usual” med nogle tilpasninger, som nogle vil føle som en lille ulempe og andre som en lille fordel.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.