Ole Hartlings kone ville dø, men ombestemte sig: ”Når du ser sådan på mig, vil jeg ikke gøre det”

Aktiv dødshjælp kan aldrig være et selvstændigt valg, mener Ole Hartling, der netop har modtaget en pris for sin mangeårige formidling om sorgens og dødens etiske dilemmaer

Etik handler om, hvordan vi opfører os over for hinanden og lever med hinanden, siger Ole Hartling.
Etik handler om, hvordan vi opfører os over for hinanden og lever med hinanden, siger Ole Hartling. Foto: Iben Gad.

På væggene i Ole Hartlings soveværelse hænger fotos af hans første to hustruer: Lene og parrets fire børn samt børnebørn beklæder en langside, og Katrine har fået en kortside i selskab med ikoner, der afspejler hendes helgennavn, Katarina. De er begge døde. Der er ingen fotos af Marianne, Ole Hartlings tredje hustru, ”for hende har jeg jo hver dag”, siger han.

Da han i 1968 blev gift med Lene, sagde hans ven Mogens: ”Du har været heldig i din kones valg af mand.”

Pointen optræder i den tale, som Ole Hartling holdt, da han i går modtog Liv&Død Prisen, der uddeles af Landsforeningen Liv&Død, for sin mangeårige formidling om død, sorg og etiske dilemmaer inden for sundhedsvæsenet.

Ole Hartling blev uddannet læge i 1972 og var ledende overlæge ved nuklearmedicinsk afdeling på Vejle Sygehus fra 1987. Fra 1994 til 2000 var han medlem af Lægeforeningens Etisk Udvalg, og han var formand for Det Etiske Råd i 2003-2007.

Kristeligt Dagblad har benyttet prisoverrækkelsen til at tale med ham om, hvordan han mener, at de etiske positioner har ændret sig i de årtier, han har været med.

Vennen Mogens satte med sin underfundige bemærkning fingeren på et væsentligt punkt, da han pegede på, at Ole Hartlings vellykkede ægteskab med Lene ikke var en konsekvens af et fornuftigt valg, han selv havde taget.

”Der er en autonomibegejstring, der præger tiden i dag, hvor man tidligere lagde mere vægt på fællesskabet som rammen om den enkeltes liv. Det moderne menneske tænker: Jeg er selvberoende. Jeg tager selv mine egne beslutninger, det er mig, der vælger. Men vi glemmer, at ingen større valg kan tages, uden at vi påvirkes af andre eller uden, at vores valg påvirker andre. Autonomi-begejstringen bliver en betonautonomi, hvor alt lægges over til den enkelte, så alle etiske spørgsmål bliver til individuelle spørgsmål,” siger han.

Da Katrine ville forbløde

Ole Hartling citerer en strofe fra digtet ”Godhed” af Benny Andersen:

”Jeg har altid prøvet at være god

det er meget krævende

...

men ved daglig øvelse

er jeg nu nået op på en time

hvis jeg ikke bliver forstyrret.”

Pointen er, at etik ikke er en sag, der kan afklares i enrum: Ironisk fortæller jeg’et i Benny Andersens digt, at han er bedst til at være god, når han ”ikke bliver forstyrret”.

Etik handler tværtimod om, ”hvordan vi opfører os over for hinanden og lever med hinanden”, siger Ole Hartling.

Det er en privatisering af etikken, der af natur aldrig er privat, når mennesket mener, at dets livsbane er styret af egne valg i modsætning til de mere ustyrlige mellemmenneskelige relationer:

”Et af tidens credoer er: ’Hvis det er rigtigt for mig, så er det rigtigt’,” siger Ole Hartling.

Lad os bringe filosofien ned på jorden:

I tiden inden Ole Hartlings anden kone, Katrine, døde af nyre- og hjertesvigt i 2012, var hun i dialyse hveranden dag. Hun hadede behandlingerne, der tog mange timer og gjorde hende dødtræt. Men mellem behandlingerne hobede væsken sig op i kroppen, så hun levede et liv spændt ud mellem to onder. Der var kun oaser af velbefindende tilbage.

”Jeg har besluttet, hvad jeg kan gøre,” sagde hun til sin mand en dag: ”Jeg åbner mit venekateter en aften. Så drypper blodet langsomt ud i løbet af natten, og jeg vil sove stille ind.”

Hun så på sin mand og sagde så, næsten i samme åndedrag:

”Nej. Når du ser sådan på mig, vil jeg ikke gøre det.”

Ole Hartling har i mange år markeret sig som en stærk modstander af aktiv dødshjælp. Historien om Katrine forklarer ifølge ham, hvad der er spil:

”Jeg har jo set på hende på den eneste måde, jeg kunne, i forfærdelse: ’Nej! Det må ikke ske!’. Hendes liv var elendigt, og hun døde en måneds tid senere. Men jeg tror, hun sagde sådan, fordi hun inderst inde stadig ønskede at være en del af familien og fællesskabet, og min reaktion fortalte hende, at hun stadig var ønsket.”

Han fortsætter:

”I debatten om dødshjælp mener de fleste, at ’man selv skal bestemme’. Min holdning er: Det er en illusion, at der findes et reelt autonomt valg. Det, der udtrykkes som et velovervejet ønske, når en person beder om dødshjælp, kan lige så vel være et spørgsmål: ’Må jeg være her lidt endnu, sølle, elendig og byrdefuld, som jeg er?”.

Etisk corona-håndtering

Lægestanden har traditionelt delt Ole Hartlings synspunkt og været imod dødshjælp. I befolkningen, derimod, har der i mange år været flertal for en legalisering. Kristeligt Dagblad beskrev for nyligt, hvordan en ny meningsmåling dog viser et fald i tilslutning. I 2021 ønsker 62 procent af danskerne at ophæve det nuværende forbud mod 72 procent i en tilsvarende måling fra 2017.

Glæder det dig, at tilslutningen er faldet?

”Jeg er ærgerlig over, at der stadig er et stort flertal,” svarer Ole Hartling.

Igen er det tanken om menneskets autonome valg, der skurrer. Ikke kun er den forkert. Den er også ubarmhjertig. Det gælder på området for aktiv dødshjælp. Og det gælder i det hele taget som idé-grundlag for menneskets liv.

”Jeg tror, vi bliver ulykkelige, for vi prøver at være vores egne skabere, og det er en meget stor opgave,” siger Ole Hartling.

I stedet skal den enkelte stå ved sig selv som den, han eller hun nu engang er, og erkende, at mennesker former hinandens liv.

”Afhængighed er et almenmenneskeligt vilkår. Selve det at være menneske er at være afhængig. At lide af alvorlig sygdom er at erfare en ekstrem afhængighed af andre, og det etiske ansvar bliver derfor større, jo svagere og mere hjælpeløs den anden er.”

Og dér ser Ole Hartling også en plet med grøde i tidens beton-autonomi. For under corona-epidemien i Danmark har der netop været fokus på menneskers gensidige afhængighed og især med henblik på at beskytte samfundets svageste.

”Jeg synes, det er livsbekræftende, at udgangspunktet konstant har været, at der er nogen iblandt os, vi skal passe særligt på,” siger han.