Artiklen er opdateret d. 12/2-2020 kl. 11:04 med et skriftligt citat fra Betaniahjemmets forstander.
Slet og ret ”tortur”.
Sådan beskrev 71-årige Ole Møller sidste efterår forløbet op til sin hustru, Alices, død, hvor hun ikke fik den rette smertelindring – den såkaldte palliative behandling. I en kronik bragt i Kristeligt Dagblad uddybede han sine oplevelser:
”Hvis jeg har lært noget af de frygtelige uger op til Alices død, så er det, at man aldrig, aldrig skal overlade ens kærestes sidste tid til et plejehjem, hvor manglende overordnet styring og kommunikation, manglende kompetence på det palliative område, manglende vilje og evne til at påtage sig et ansvar i afgørende situationer og uprofessionel adfærd hos ganske få nøglemedarbejdere er hverdag.”
Kort før sin død havde Ole Møllers hustru fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Beskeden fra lægerne var dengang, at hun kun havde få uger tilbage at leve i. Smertelindringen af 90-årige Alice var imidlertid besværliggjort af, at hun også led af en demenssygdom, der krævede særlig behandling. Den betød samtidig, at hun ikke kunne komme på hospice, men i stedet måtte blive på plejehjemmet Betania på Frederiksberg.
Forløbet fik Ole Møller til at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed – et halvt år senere har de givet Betania et påbud.
I påbuddet skriver styrelsen, at de på baggrund af Ole Møllers henvendelse foretog et anmeldt kontrolbesøg på plejehjemmet.
Her gennemgik de tre beboeres behandling, medicinering og journalisering. Samlet konkluderer styrelsen, at kun 4 ud af 14 målepunkter inden for ”journalføring, patienters retstilling, medicinhåndtering og øvrige fund” er opfyldt.
Blandt én af de tre beboere kan styrelsen eksempelvis konstatere fejl i medicineringen. I to ud af tre tilfælde konstaterer de, at beboernes sygdomme ikke er beskrevet tilstrækkeligt:
”Eksempelvis var der hos en patient med en mangeårig problematik med kroniske smerter ingen beskrivelse af smerternes karakter og lokalisation, hvilket vanskeliggjorde personalets observationer og vurdering af effekten af den smertestillende behandling,” står der i påbuddet.
For alle tre beboere gælder det, at der ikke var en samlet oversigt over patienternes sygdomme og funktionsnedsættelser, ligesom styrelsen i alle tre stikprøver konstaterer, at journaliseringen ikke var overskuelig og systematisk, og at personalet derfor har vanskeligt ved at ”orientere sig heri og få et samlet overblik over patienternes helbredsmæssige situation”.
Samlet konkluderer styrelsen, at ”fejlene og manglerne i relation til medicinhåndtering, plejen, journalføring og instrukser samlet set udgør problemer af større betydning for patientsikkerheden”.
Påbud eller ej – Ole Møller får aldrig sin hustru tilbage. Alligevel er han glad for, at styrelsen anerkender, at behandlingen af beboerne på plejehjemmet ikke er, som den bør være.
”Jeg har været ked af det og vred i en lang periode. Jeg har haft en smerte indvendig, hvor jeg så Alices blik, mens hun vred sig i smerte, og jeg har tænkt, at det ikke kan være rigtigt, at sådan noget kan foregå herhjemme. Derfor var jeg nødt til at klage. Jeg kunne ganske enkelt ikke udholde tanken om, at andre ville opleve en lignende død.”
Da Kristeligt Dagblad bragte Ole Møllers kronik, fik den flere eksperter og interesseorganisationer til at efterlyse fælles kommunale retningslinjer for den palliative indsats.
Til avisen sagde Mette Raunkiær, seniorforsker ved Danmarks Nationale Videncenter for Rehabilitering og Palliation på Syddansk Universitet, at der findes store forskelle mellem kommuner og de enkelte plejehjem i forhold til måden af gribe palliation an på.
”Det er skrøbelige ældre, der kommer på plejehjem, og det er et problem, hvis ældre og deres pårørende ikke får den indsats, der er behov for. Det er vigtigt med lige adgang til palliativ indsats, uanset hvor man bor i Danmark.”
For Ole Møller har påbuddet givet hustruen sin værdighed tilbage. Han siger:
”Jeg besøger gerne Alices gravsted et par gange om ugen. Og der har jeg fortalt hende om sagen. Jeg har sagt, at jeg håber, at der ville komme noget ud af min indberetning, så ingen i fremtiden skal opleve det, hun gjorde. Det er der så kommet nu. Så i sin himmel håber jeg, at hun smiler og er lidt stolt af mig. Samtidig ved jeg, at hun ville have gjort det samme for mig.”
Betaniahjemmets forstander, Benedikte Korsager, har ikke ønsket at stille op til interview. I en mail skirver hun dog, at påbuddet har ført til ændringer på plejehjemmet:
"Vi har implementeret en ny ledelsesstruktur, hvor der er endnu mere synlig ledelse i det plejefaglige område, og vi har implementeret nye arbejdsgange og strukturer, der sikrer, at de fejl, som tilsynet fandt i vores dokumentation, er elimineret. Vi gennemfører ugentlig egenkontrol, hvor vi på nuværende tidspunkt generelt ikke finder fejl," skriver hun.