Nogle danskere og nordmænd med selvironi siger drillende, at norsk blot er en dårlig dialekt af dansk. Og der ligger en sandhed i, at hvis man blot synger lidt på ordene, forstår de fleste nordmænd vores kartoffel i munden-sprog.
At rejse rundt i det langstrakte land er dog en ganske anden oplevelse end at køre på de hjemlige flade, lige veje. Broen over Hardangervidda står som et sindrigt konstrueret resultat af mange års ingeniørarbejde. I bjergene snor smalle veje sig rundt om højderne, og storbyerne ligger som små klatter fordelt ud over hele landet. Geografien er en af grundene til, at Norge står uden for det europæiske fællesskab i EU, fortæller professor i historie ved Tromsø Universitet Hallvard Tjelmeland.
Distriktspolitikken har altid haft en meget stor betydning for nordmænd, og tanken om at indgå i et europæisk samarbejde gjorde mange bange. Der var en frygt for at miste kontrollen over fiskeriet og landbruget, og det er der til dels stadig, forklarer han.
Norge stemte nej til EU-medlemskab i 1972 og 1994, og det er stadig et emne, som splitter næsten alle partier, siger Hallvard Tjelmeland.
LÆS OGSÅ: Naturfond skal redde truede arter
Han mener ikke, at afvisningen af EU har haft stor indflydelse på samfundsudviklingen i Norge og peger på, at Norge er med i det indre marked, Schengen og EØS. Forskellen er, at hvor Danmark sidder med ved forhandlingsbordet, har Norge ingen mulighed for indflydelse.
EU-projektet er ikke gået, som man troede, og derfor mister Norge ikke meget ved at stå udenfor. I stedet har vi et stærkt nordisk samarbejde; et samarbejde, som mange nordmænd ville ønske var endnu stærkere. Danmark, Norge og Sverige er utroligt ens, siger Hallvard Tjelmeland.
Med fundet af olie i Norges undergrund i 1960erne fik landets udvikling mærkbart fart på. Hvor geografien og det lave indbyggertal gjorde, at infrastruktur, uddannelse og sundhed i Norge haltede bagefter Danmark i årene efter Anden Verdenskrig, fik Norge et kæmpe løft på grund af det flydende sorte guld. Postdoc i statskundskab ved Oslo Universitet Øivind Bratberg, som også er medforfatter til bogen The Nordic Model of Social Democracy (Den nordiske socialdemokratiske model), mener, at Norge og Danmark især i 1980erne og 2000erne udviklede sig forskelligt. Årsagen er det, han kalder de vanskelige valg.
I de seneste 30 år er stadig flere af modellens grundpiller som pension, uddannelse og skattesystemet kommet under pres, og hvor man i Danmark har taget den svære debat, har politikerne i Norge ikke været nødt til det på grund af olieindtægterne. Politikerne undgår de dilemmaer, som danske politikere har stået i, siger Øivind Bratberg.
Han tror ikke, at Stortingets politikere kan undslippe debatten om velfærdsstatens goder i al fremtid, og allerede under valget i september foreslog Fremskridtspartiet at bruge mere af oliefonden. Den statsejede oliefond indeholder godt 4000 milliarder kroner og er dermed verdens største pengetank.
Øivind Bratberg er ikke ubetinget glad for den voksende olieformue, som efter hans mening har gjort nordmændene dovne og visionsløse.
Vi har ingen store norske eksportvirksomheder, få innovative erhvervsledere og ingen kreative succeser som Danmarks mad-, design- og modeeventyr. Mit indtryk er, at nordmændene lider af et ganske synligt lillebrorkompleks i forhold til Danmark, fordi vi skammer os lidt over, at vi ikke behøver kæmpe for at have det godt. Samtidig har det gjort os dovne, mener Øivind Bratberg.
Dovenskab har Axel West Pedersen ikke mærket meget til, siden han flyttede til Norge fra Danmark for 25 år siden. Han er nu norsk statsborger og ph.d. ved Institut for Samfundsforskning i Oslo, hvor han forsker i holdningen til velfærdsstaten i Norden.
Han er delvist enig i, at oliepengene har påvirket nordmændenes mentalitet.
Der er ingen kriseforståelse blandt almindelige borgere, og vi er nærmest lidt naive omkring, at krisen kan ramme Norge. Politikerne har håndteret formuen ekstremt fornuftigt og fremtidsorienteret, og det har gjort folk tillidsfulde og trygge. En stor internationel undersøgelse viser, at mens danskerne er mindre tilbøjelige til at ville omfordele goderne i samfundet, er nordmændene utroligt gavmilde. Man kan sige, at rige har lettere ved at være generøse, men det kan også være et tegn på en generel mentalitet i det norske samfund, påpeger Axel West Pedersen.
Han understreger, at der samtidig er uro over problemer som en voksende boligboble og arbejdsløshed. Det politiske klima har ændret sig med valget af Fremskridtspartiet i regering, og der skrives om danske tilstande i medierne.
Det skal ikke forstås positivt, men overordnet oplever Axel West Pedersen en meget positiv holdning til nabolandet.
Hvor Sverige ofte ses som den store, lidt prætentiøse nabo mod øst, er grundholdningen til Danmark kolossalt positiv. Danmark ses som en allieret og bruges ofte som referenceland i norsk debat, siger han.
Jeg håber, du har forstået, hvad jeg har sagt, slutter Hallvard Tjelmeland samtalen af med.
Jo, helt uden problemer, der er jo i grunden ikke så store forskelle mellem os.