Statsminister Mette Frederiksen (S) kom pinsedag i Jyllands-Posten med en overraskende melding om, at hun gerne vil "afsøge, om man kan lave en regering hen over midten".
Ikke alene satte hun dermed dagsordenen for den politiske debat resten af dagen, der også var grundlovsdag med dertil hørende grundlovstaler fra politikere landet rundt. Hun fjernede også noget af rampelyset fra Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, der blev stiftet samme dag med selvsamme politiske dagsorden.
De øvrige borgerlige partiledere var tvunget til at forholde sig til hendes udspil, som de forventeligt skød i sænk fra en ende af. Det var et "desperat" udspil, der vist mest havde til hensigt at bane vej for De Radikale og SF i et kommende regeringssamarbejde efter næste valg, lød det fra Venstres og De Konservatives partiledere. Formålet med udspillet var at tøjre støttepartierne tæt til Socialdemokratiet, så de ikke går for hårdt til statsministeren, når Minkkommissionen inden for nogle få uger kommer med en angiveligt stærk kritik af regeringens lukning af minkerhvervet uden lovgrundlag i efteråret 2020. Rent spin fra statsministerens side, måtte man forstå.
Retorikken vidner i sig selv om, at det kommende folketingsvalg nu har ryddet den politiske kalender. Det kommer formentlig, inden Folketinget mødes igen til oktober. En statsminister, der begynder at tale offentligt om nye regeringskonstellationer og -muligheder, har ikke tænkt sig at regere videre i et års tid, selvom det teoretisk skulle være muligt.
Umiddelbart minder Mette Frederiksens træk om det, Venstres daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tog i begyndelsen af valgkampen i 2019, da han overraskende for de fleste forkyndte sit "befrielsens øjeblik". Dengang han inviterede Socialdemokratiet til et bredt regeringssamarbejde hen over midten. En invitation, som Mette Frederiksen straks gav en kurv.
Forskellene mellem de to udspil springer dog mere i øjnene end lighederne. Lars Løkke Rasmussen stod i 2019 politisk med ryggen mod muren, og en borgerlig blok, der så ud til at ville miste sit flertal. Og som i øvrigt var dybt splittet i værdipolitik og økonomisk politik.
Mette Frederiksen har modsat netop vundet en vigtig folkeafstemning, har bragt Danmark bedre gennem coronapandemien end mange andre lande og har styr på sit parlamentariske bagland. Mens de borgerlige partier står splittede, som sjældent før.
Løkke brændte alle broer til sine venner i den blå blok, men sikrede sit eget daværende parti et godt valg. Det var et defensivt træk.
Mette Frederiksens træk er offensivt. Ganske vist har De Radikale afvist, at Socialdemokratiet kan fortsætte som et et-partiregering efter næste valg - en pointe, som den radikale politiske leder Sofie Carsten Nielsen gentog i sin grundlovstale. Da der næppe bliver et rent rødt flertal uden De Radikale, vil statsministeren under alle omstændigheder være nødt til at omdanne sin regering. Derfor ligger det også lige for, at hun vil forsøge at danne en ny SRSF-regering, hvis valget gør det muligt, det vil sige, at de tre partier fortsat har flertal sammen med Enhedslisten.
Intet af det indebærer imidlertid, at hun skulle være presset til at invitere flere borgerlige partier med i sin regering.
Selve ideen vil i øvrigt tirre Enhedslisten. Med tanke på, hvor skævt SRSF-samarbejdet kørte under statsminister Helle Thorning-Schmidts ledelse efter valget i 2011, kunne man forestille sig, at Mette Frederiksen ville have været lidt mere forsigtig med nu at foreslå et samarbejde, som alt andet lige vil gøre politikken mere borgerlig.
Når hun vover det, giver det imidlertid både taktisk og indholdsmæssigt god mening. Taktisk sætter hun de borgerlige partier under pres ved at udstille, at de ikke vil det brede samarbejde, som Socialdemokratiet vil. Hun satser også på at tiltrække nogle af de vælgere, der stemte på Venstre ved sidste valg på grund af Lars Løkke Rasmussens sideskrifte.
Hvis Moderaterne klarer spærregrænsen, står de borgerlige endnu mere splittede end nu - til glæde for Socialdemokratiet. Lars Løkke Rasmussen har tydeligt sagt, at han ikke vil pege på en borgerlig statsminister, der alene har borgerlige partier bag sig. Reelt har han dermed indtaget samme position som De Radikale - et parti, som Moderaterne i øvrigt efter sin stiftelse grundlovsdag ser ud til at have rigtig mange politiske fællesnævnere med.
I forhold til det politiske indhold er der ingen tvivl om, at Mette Frederiksen har tænkt længere end til valgdagen. Den internationale krise oven på coronakrisen og krigen i Ukraine kan blive både dyb og langvarig, og den kan i høj grad også komme til at udfordre fremtiden for den danske velfærd. De mange velfærdsløfter, der blev givet op til sidste valg, kan blive mere end svære at indfri, når der skal postes milliarder i forsvaret, og holdes igen på de offentlige udgifter for at undgå, at inflationen kommer helt ud af kontrol.
Det kan blive vanskeligt nok for Socialdemokratiet at gennemføre økonomisk holdbare reformer, som ikke rammer velfærden. Men særligt for Enhedslisten kan kommende reformer blive helt uspiselige. I den situation ville Mette Frederiksen og regeringen have en oplagt fordel i at have et eller flere borgerlige partier med om bord til at dele ansvaret for "den nødvendige politik" med.
Da Socialdemokratiet og Venstre sidst gik sammen i regering i 1978, var landet i en dyb, økonomisk krise, og formålet med det brede samarbejde dengang var netop at redde landet fra ruin og afgrund. Det lykkedes ikke særlig godt, og det er stadig meget svært at se en ny SV-regering komme til live nu.
Med de mørke skyer i horisonten kan det bare meget hurtigt blive svært at være statsminister i det hele taget. Uanset partifarve vil vedkommende nok meget gerne have et bredt flertal bag en række nødvendige, men nok ikke særligt populære beslutninger. Før valget har ideen om et bredt regeringssamarbejde under ingen omstændigheder nogen gang på jord, men måske ser det anderledes ud på den anden side.