Prøv avisen

Omskæringer af drengebørn skal registreres

Omskæring er et ritual der går over tusinde år tilbage. Men det er omdiskuteret. Nu skal læger igen til at indberette alle omskæringer af drengebørn til Landspatientregistret. Foto: polfoto

Læger får nu skærpet deres pligt til at indberette omskæringer af drengebørn for at kortlægge praksis og eventuelle risici ved indgrebet. Fint, hvis det kan nedbringe antallet af ulovlige omskæringer, mener iagttagere

Fra nytår skal læger indberette alle omskæringer af drengebørn til Landspatientregistret, uanset om den finder sted på klinik eller derhjemme. I en ny bekendtgørelse fra Sundhedsministeriet er lægernes indberetningspligt nemlig blevet skærpet, og desuden kan læger, der forsømmer at indberette, blive straffet med bøde.

Det Jødiske Samfund i Danmark har det fint med den præciserede anmeldelsespligt, skriver formand Dan Rosenberg Asmussen i en mail til Kristeligt Dagblad, og han hæfter sig blandt andet ved bødestraffen.

”Det er vi også positive overfor, hvis det kan medføre, at de tilfælde af ulovligt udførte drengeomskæringer, som vi har hørt om via medierne, kan undgås.”

Sidste år lukkede daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) et tilsvarende register over drengeomskæringer, der viste sig at være ulovligt, fordi det ikke havde Datatilsynets godkendelse, men den er kommet på plads nu.

Det vil blandt andet fremgå af indberetningerne, om omskæringen er rituel eller udføres af lægefaglige grunde – men oplysninger om personens religiøse tilhørsforhold vil ikke fremgå.

Rituelle omskæringer foregår i dag uden for de offentlige sygehuse, enten hjemme hos familien selv eller på private klinikker. Ifølge loven skal omskæringen foretages af en læge, eller der skal være en læge til stede. Det er udbredelsen af praksis, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil have sat tal på med de nye regler, der træder i kraft fra nytår.

”Vi skal have et bedre overblik, og derfor forpligter vi nu lægerne til også at indberette de omskæringer, som foretages uden for de private klinikker. Tidligere har de udelukkende skulle indberette omskæringer på klinikkerne,” oplyser hun i en mail til Ugeskrift for Læger.

Samme holdning har Mikael Aktor, lektor i religionshistorie, Syddansk Universitet, og næstformand i Intact Danmark, der arbejder mod omskæring af børn. Ligesom Det Jødiske Samfund hæfter han sig ved, at der tilsyneladende foregår mange illegale og uregistrerede omskæringer i Danmark, og at den skærpede pligt til at indberette måske kan dæmme op for problemet.

”Jeg mener, at det er godt og nødvendigt at få frem, hvor udbredt praksis er. En form for lovregulering kan gøre den illegale praksis nemmere at styre. Og med et register vil man i hvert fald kunne se, hvor mange registreringer,der er, i forhold til hvad man kunne forvente,” siger han med henvisning til, at Sundhedsstyrelsen tidligere har vurderet, at der finder 1000-2000 rituelle omskæringer sted i Danmark hvert år – men at det gamle register kun fik 313 indberetninger om rituelle omskæringer i hele 2014.

Det vidner om et stort mørketal, mener han: ”Der foregår mange omskæringer, vi ikke ved noget om.”

Også Klemens Kappel, lektor ved institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet, mener, at mere information om praksis kun vil bidrage til en mere kvalificeret debat om omskæring af drenge.

”Man gør det blandt andet for at se, om risikoen for komplikationer er større, end man umiddelbart tror. Det spørgsmål er der tit stor kontrovers omkring, og det kunne jo være, den blev bilagt med mere undersøgelse.”

Andre læser lige nu