Omskæringsforbud samler broget alliance

Socialister, liberale og værdikonservative forenes overraskende i kampen mod omskæring af drengebørn. Dansk Folkeparti har senest skiftet side, og det bliver afgørende, om Venstre og Socialdemokratiet fastholder et nej til et forbud

Alene tanken har været politisk utænkelig i næsten hele efterkrigstiden. Et forbud mod at omskære drengebørn ville være et direkte angreb på den jødiske tradition og historie, hvad næppe noget parti havde vovet at foreslå indtil for få år siden.

Men nu ruller lavinen. Ikke mindst en årelang kampagne fra organisationen Intact Denmark bærer frugt.

I går besluttede Dansk Folkeparti på sit gruppemøde at ændre kurs, så partiet nu ligesom Nye Borgerlige og Liberal Alliance går ind for, at drenge ikke må omskæres, før de bliver mænd, det vil sige, når de fylder 18 år.

I forvejen støtter partierne til venstre for regeringen det samme, og de flugter i høj grad med folkestemningen.

Flere meningsmålinger har vist, at mellem 80 og 90 procent af danskerne ønsker et forbud mod drengeomskæring.

Det har gjort det let for fløjpartierne, mens det gør sagen endnu mere speget for Socialdemokratiet og Venstre, der som regeringsbærende partier har flere hensyn at tage end folkestemningen.

Men hvordan går det til, at stærkt liberale partier som Liberal Alliance og Simon Emil Ammitzbøll-Billes parti Fremad i denne sag tilsyneladende kan forenes med stærkt værdikonservative partier som Nye Borgerlige og nu også Dansk Folkeparti, som igen kan forenes med den yderste venstrefløj?

Spørgsmålet om omskæring har tilsyneladende givet grobund for en uhellig alliance, som de store, pragmatiske partier på midten får svært ved at modstå.

I et venstreorienteret perspektiv giver argumenter om at ville forsvare flere tusinde år gamle historiske og religiøse traditioner ikke megen mening over for en opfattelse af, at små børn lemlæstes svært fysisk.

I et liberalt perspektiv handler det om at forsvare individets selvbestemmelse for enhver pris, og selvom forældre tager mange andre valg på spædbørns vegne, kan de liberale lige præcis på dette punkt godt følge de venstreorienterede i, at det er et overgreb, der bør forbydes.

Endelig er der de værdikonservative, for hvem et forbud umiddelbart kunne ligne et problem, netop fordi man både griber ind i en tusindårig religiøs historie og i familiernes ret til at bestemme over egne børn.

Dansk Folkeparti har da også indtil nu holdt fast i, at omskæring ikke skulle forbydes. Men i går ændrede partiet holdning, åbenlyst fordi konkurrencen fra Nye Borgerlige var blevet for hård.

Det er dog påfaldende, at Dansk Folkepartis nyvalgte næstformand og forreste værdikæmper Morten Messerschmidt sammen med to andre fremtrædende profiler, Søren Espersen og Marie Krarup, holder fast i den hidtidige linje og endda har fået trumfet igennem, at de må stemme imod folketingsgruppen. Det er i sandhed nye tider i Dansk Folkeparti.

Det afgørende argument, som ikke bliver sagt så højt, er, at omskæring i alt overvejende grad i dag er en muslimsk tradition. Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at skønsmæssigt 2000 drenge omskæres hvert år, og af dem er blot 10 jødiske drengebørn.

Groft sagt er man nu i mange værdipolitisk konservative kredse parate til i overført betydning at ofre jøderne i kampen mod muslimerne – selvom omskæring ikke har nær den samme religiøse betydning for muslimer, som den har for jøder.

Det er en giftig debat, som har ført til trusler i uhørt grad, og helt usædvanligt er det i dag umuligt at få en udtalelse om sagen fra Venstre eller Socialdemokratiet.

Partierne presses fra højre og venstre og af det kæmpestore flertal blandt vælgerne, som ønsker at forbyde drengeomskæring.

Vælger de at stå fast og fastholde partidisciplinen, bliver Danmark ikke det første land i verden, som indfører et forbud.

Åbner de derimod for at stille folketingsmedlemmerne frit, som Dansk Folkeparti i realiteten har gjort, selvom det benægtes, kan det meget vel føre til et flertal for et forbud.

Venstre har en vis tradition for at stille sine medlemmer frit i svære etiske spørgsmål, særligt i opposition. Det forekommer langt sjældnere i Socialdemokratiet, men er dog hændt.

Ved folkeafstemningen om EF i 1972 var Socialdemokratiet for eksempel så delt, at man tillod folketingsmedlemmer at stemme imod dansk EF-medlemskab, selvom partiet var for.