Ond luft i Venstre-toppen efter formandsstrid: ”Arvefølgen er ikke en naturlov”

Nogle få, men markante udtalelser i statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nye bog har genåbnet det formandsopgør, som ellers blev lukket i en kælder i Odense i 2014, skriver professor Peter Nedergaard

Lars Løkke Rasmussen (V) skriver i sin nye bog, at ”arvefølgen er ikke en naturlov i Venstre.” Det indebærer, at han ikke nødvendigvis ser, at Kristian Jensen skal overtage posten som formand og sandsynligvis oppositionsleder, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard
Lars Løkke Rasmussen (V) skriver i sin nye bog, at ”arvefølgen er ikke en naturlov i Venstre.” Det indebærer, at han ikke nødvendigvis ser, at Kristian Jensen skal overtage posten som formand og sandsynligvis oppositionsleder, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Den ulmende lederstrid i Venstre er blusset op igen. Det skyldes nogle få sætninger i den nye samtalebog med statsminister Lars Løkke Rasmussen, ”Befrielsens øjeblik”.

Heri udtaler han: ”Arvefølgen er ikke en naturlov i Venstre.” Det indebærer, at han ikke nødvendigvis ser, at Kristian Jensen skal overtage posten som formand og sandsynligvis oppositionsleder.

Et andet sted i samtalebogen siger Løkke Rasmussen, at årsagen til, at han stadig – og egentlig mod sin vilje – sidder som statsminister, er, at ”jeg ser det som en nødvendighed at blive, fordi jeg havde dette billede af at få sat skibet i søen, se det sejle og så gå fra borde. Men hvis der ikke er en sikker hånd på roret, går skibet ned.”

Denne udtalelse kan næsten kun tolkes i retning af, at Kristian Jensen ikke har så sikker en hånd, at han kunne overlades styring af skibet, hvor sidstnævnte både er Venstre og Danmark. Det er en barsk udmelding om den næstkommanderendes evner.

Løkkes konstatering om arvefølgen i Venstre er ellers helt korrekt. Der er mange næstformænd i Venstre, som aldrig er blevet formand, selv om det nok især skyldes deres eget fravalg heraf.

Går vi 50 år tilbage, har Venstre haft syv næstformænd: Frederik Heick (1965-71), Henning Christophersen (1972-77), Knud Enggaard (1978-82), Hanne Severinsen (1982-85), Anders Fogh Rasmussen (1985-1998), Lars Løkke Rasmussen (1998-2009) og Kristian Jensen (2009-). Heraf er kun fire blevet formand.

Problemet med Løkke Rasmussens konstatering er imidlertid, at den strider klart mod den aftale, som han indgik med Kristian Jensen i juni 2014 i kælderen på Odense Congress Center. Her var der indkaldt til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde, som de fleste regnede med ville føre til et ekstraordinært landsmøde og formandsvalg, hvor Løkke Rasmussen ville blive udskiftet.

I kælderen hin junidag skulle Løkke Rasmussen i vidners nærvær have givet tilsagn om, at Kristian Jensen også var hans kandidat til formandsposten, når han selv gik af. I situationen skulle Løkke Rasmussen have truet med at bringe den da meget populære Søren Gade i spil som konkurrent til Kristian Jensen. Det ville i givet fald have udløst et formandsopgør i Venstre af Auken-Nyrupske dimensioner.

Omvendt kan Løkke Rasmussen hævde, at han muligvis bryder en aftale, men at oprøret mod ham i 2014 med Kristian Jensen som frontfigur i sig selv allerede havde brudt en stiltiende norm i Venstre om, at man altid i partiet bakker et hundrede procent op om den til enhver tid siddende formand, uanset hvad. Det er det, som også er blevet kaldt høvdingeprincippet i Venstre, og som har betydet, at partiet – i modsætning til Socialdemokratiet – historisk har været fri for fraktionsdannelser. I den forstand står der blot 1-1 mellem de to, kunne Løkke Rasmussen hævde og desuden fremføre, at det ikke var ham, der begyndte.

Ikke desto mindre kan Kristian Jensen vanskeligt betragte Løkke Rasmussens bemærkninger som andet end en kold politisk afklædning for åbent tæppe. Det er en barsk udstilling midt under en tilspidset valgkamp. Situationen i toppen af Venstre lige for tiden giver mere og mere reminiscenser til en scene i Kongens Fald af Johannes V. Jensen:

”Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed — en Kælling skreg med Sild — hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.”

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.