Prøv avisen

Online-encyklopædi overlever

Egentlig havde Gyldendal meldt ud i 2017, at den store internetbaserede encyklopædi, Den Store Danske, skulle lukke. Forlaget kunne ikke længere finde penge til at holde den opdateret. Men med den nye finanslov, der faldt på plads i fredags, ser det ud til, at det store opslagsværk kan fortsætte. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti besluttet at afsætte 23 millioner kroner frem til 2022 til at ajourføre encyklopædien. Regeringen lægger op til, at pengene til opdateringen af Den Store Danske kan sammentænkes med andre lignende opslagsværker. Formuleringen i finansloven trækker tråde til et forslag i forrige måned, som kulturordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne præsenterede i en fælles kronik i Berlingske. Her argumenterede de for, at en række store opslagsværker bør styrkes og samles i en fælles platform. Ud over Den Store Danske nævnte de blandt andet Danske Kirker, Kraks Blå Bog og Weilbachs Kunstnerleksikon.