En vinterdag i 1961 tog meteorologen Edward Lorenz en genvej med enorme konsekvenser.
Han var i færd med at forudsige luftens strømninger i atmosfæren via en computermodel, han selv havde bygget. Igen og igen kørte simulationerne, men pludselig var vejrmønstret fuldstændig forandret. Først troede han, at computeren var gået i stykker, men opdagede så, at den eneste forskel fra tidligere var, at han ubevidst havde taget en genvej og indtastet tallet 0,506 i stedet for det fulde tal, 0,506127.
Den 44-årige amerikaner indså, at hans ambition om at skabe den perfekte vejrmodel var en fantasi. For det ville ikke bare kræve en perfekt model, men også perfekt viden om vind, temperatur, luftfugtighed og alle de mange andre faktorer, der kunne spille ind. Selv den allermindste forskel i udgangspunktet kunne åbenbart forandre slutresultatet markant.
LÆS OGSÅ: Videnskaben narrer os til at glemme det uskønne
Opdagelsen kan måske virke indlysende i dag, men var det langtfra i 1961, og Lorenz gik straks i gang med at udforme en videnskabelig artikel om det fænomen, han kaldte for kaosteorien. Artiklen blev offentliggjort i 1963 året, der kom til at markere fødslen af det, som siden er beskrevet som en af de mest dramatiske forandringer i menneskehedens syn på naturen siden Isaac Newtons teori om tyngdekraften fra 1687.
I 1963 skete der imidlertid ingenting. Ingen fanfarer, ingen hæderstitler, ingen opmærksomhed overhovedet. Kun undren og endda hån fra kollegerne, der mente, at der måtte være tale om simple computerfejl. For den almindelige overbevisning inden for naturvidenskaben var, at kendte man tingenes begyndelsestilstand, kunne man forudsige deres udvikling i det uendelige. En lineær tankegang, der kun ganske få gange i historien har været modsagt. Isaac Newton var inde på det allerede i 1600-tallet i sine forsøg på at finde stabilitet i himmellegemernes bevægelser. Den franske fysiker Henri Poincaré videreudviklede tankegangen til en metodik, men en egentlig teori om ikke-lineære systemer kom først med Lorenz, der i de første computere endelig havde fået et værktøj, som kunne bevise verdens utilregnelighed.
Det var derfor kun ganske få forskere, der kunne følge den nye kaosteori. Og de blev endda rådet til at droppe den igen, hvis de ikke ville ødelægge deres karriere.
Så forskningen levede et yderst stille liv det næste årti, indtil Lorenz i 1972 gav en forelæsning med overskriften: Forudsigelighed: Sætter en sommerfugls bask med vingerne i Brasilien gang i en Tornado i Texas? Betegnelsen sommerfugleeffekten var født, og langsomt begyndte flere forskere at kigge nærmere på begrebet kaos.
I 1977 blev den første konference om kaosteori holdt i Italien med fokus på den orden, der besynderligt nok eksisterer inden i kaos. Samme år udførte de første danske forskere kaosforskning stadig med hovedrysten til følge. Først fra midten af 1980 erne blev teorien almindelig kendt og vandt generel anseelse.
Og på sin vis var trægheden forståelig nok, forklarer professor i teologi på Københavns Universitet, Niels Henrik Gregersen. Han er medforfatter til bogen Kaos Og Kausalitet Om Kaos-Teorien Og Dens Betydning For Filosofi Og Teologi og kalder teorien for et radikalt opgør med den flere tusinde år gamle forestilling, at videnskab er lig med forudsigelse.
Man havde selvfølgelig længe vidst, at alt ikke kunne forudsiges i praksis, men kaosteorien beviste, at langt det meste er uforudsigeligt. Og at det kan have enorme konsekvenser for det, man forsøger at forudsige, såsom vejret. Det skabte selvfølgelig store diskussioner af rent matematisk karakter, men fik også omfattende betydning for vores livssyn og for måden at tænke især filosofi og religion på, siger han.
For da kaosteorien først var blevet anerkendt, skabte den en ny opmærksomhed på de mange øjeblikke i livet, hvor noget udvikler sig i den ene eller den anden retning.
Eksempelvis betydningen af at sætte hurtigt ind med hjælp efter en katastrofe, fordi man ikke kan regne konsekvenserne ud. Eller på børsmarkedet, hvor man i løbet af 1980erne begyndte at gøre op med de meget langsigtede investeringer. Inden da blev aktier i eksempelvis Danske Bank og Mærsk betragtet som stensikre køb, men kaosteorien var med til at sætte fokus på uforudsigeligheden i alle slags systemer og modeller, forklarer Niels Henrik Gregersen.
Mennesket har været vant til at tænke verden, som om alting gik efter en køreplan, og skete det ikke, var det en undtagelse. Med kaosteorien spredte der sig den erkendelse, at uforudsigelighed er et vilkår i tilværelsen. Man kan ikke vide sig sikker på noget, og der skal meget lidt til, før tingene kan udvikle sig i en helt anden retning. Teorien blev en bevidstgørelse af, at verden i sin natur er ustabil, og den var med til at gøre mennesket langt mere krisebevidst.
Overalt i vores tilværelse har den erkendelse ført til ændrede praksisser. Et af de mest tydelige steder er i klimaforskningen, der netop begyndte i 1980erne og er blevet båret frem af den nye forståelse, at ændrer man en enkelt komponent som eksempelvis udledningen af Co2, kan det få vidtrækkende konsekvenser i form af blandt andet smeltende is, højere vandstande og vildere vejr.
Men også inden for teologien påvirkede kaosteorien den gældende tænkning. For ifølge teorien er tilfældighed og risiko indbygget i naturens orden, så når der sker små og store katastrofer eller andre uforudsete og uhensigtsmæssige ting, skyldes det ikke bare menneskets handlinger. Tilfældighederne er bygget ind i selve skaberværket, siger Niels Henrik Gregersen:
Det er et opgør med troen på, at alt i detaljer er forudbestemt af Gud, og at når ustabilitet sker, er det udtryk for menneskets synder. Og det er et signal om, at vi skal tilbage til en mere ikke-sentimental tilgang til kristendommen, tilbage til Kingo, der skrev Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad.
