Prøv avisen

Nye tal punkterer myte: Børneopdragelse er atter i høj kurs

Analyseinstituttet Kantar Gallup har for børne- og socialminister Mai Mercado (K) set på børns og forældres syn på opdragelse, og det er nærmest umuligt at finde en mor eller far, som ikke mener, at de har et medansvar for deres børns opførsel. Og mobiltelefonen er ikke med, når familierne samles ved middagsbordet. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Ny undersøgelse gør op med myter om børneforældre. Fagfolk er overraskede over konklusionerne og tvivler på, om forældrene reelt lever op til de gode hensigter

”Forældre skal turde sætte en klar retning for deres børn”.

”Tag jer nu sammen, åndsfraværende onlineforældre”.

”Mangel på opdragelse gør vores børn syge”.

Tre overskrifter, som man har kunnet læse i landsdækkende dagblade, hvor forældre har været under beskydning for at svigte deres ansvar. I dag præsenteres en undersøgelse, som tegner et ganske andet billede af dagens børneforældre.

Analyseinstituttet Kantar Gallup har for børne- og socialminister Mai Mercado (K) set på børns og forældres syn på opdragelse, og det er nærmest umuligt at finde en mor eller far, som ikke mener, at de har et medansvar for deres børns opførsel. Og mobiltelefonen er ikke med, når familierne samles ved middagsbordet. Det svarer i hvert fald både børn og voksne i undersøgelsen.

Psykolog og forfatter Finn Korsaa er en af de markante revsere af børnefamilier kendt fra blandt andet denne avis. Da Kristeligt Dagblad spørger Korsaa, hvor mange forældre, han tror, der i undersøgelsen siger, at de påtager sig et medsvar for børnenes adfærd i skolen, svarer han, at det er der givetvis meget få, der gør. Konfronteret med, at det gør 96 procent, siger han:

”Undersøgelsens svar er et utrolig godt udgangspunkt, og jeg ser det som et udtryk for, at forældre har erkendt, at de er nødt til at være ansvarlige for deres børn.”

Forfatter og viceskoleleder Thomas Skovbo er en anden markant stemme i debatten om livet i børnefamilien og forfatter til bogen ”Giv dine børn noget at vokse af”.

”Selvfølgelig svarer forældre, at de har et medansvar, og de gør det ud fra de bedste intentioner, men hvis man vil vide, hvordan børn opdrages reelt, så kan man med fordel også lytte til de lærere og pædagoger, som har med børnene at gøre.”

Det overrasker ham ikke, at forældre er enige om, at de har et medansvar, for han oplever forældre som engagerede i en grad, der kan nærme sig det problematiske.

”Børn oplever at blive talt meget til, og at forældrene er meget inde over deres liv, så det kan være svært for børnene at komme til. Når livet gør lidt ondt, og der opstår en krise i et frikvarter, har forældrene ikke tillid til, at børnene kan løse konflikten. I stedet efterspørger de en ekstra gårdvagt, så man kan forebygge den lille modstand.”

Da børne- og socialminister Mai Mercado i vinter præsenterede sit opdragelsesinitiativ, præsenterede hun også panelet ”Opdragelsesdebatten”.

Professor Per Schultz Jørgensen er et af medlemmerne i opdragelsesdebattens panel og har derfor indgående kendskab til den nye undersøgelse. Det faktum, at en minister lancerer en debat om opdragelse, viser ifølge Per Schultz Jørgensen, at pendulet er svinget. Begrebet opdragelse er ikke længere sendt i skammekrogen.

”I slutningen af 1970’erne forsvandt opdragelse nærmest som begreb. Debatten er en håndsrækning til den spørgen, der er hos forældre, som er bevidste om, at de skal give deres børn noget med sig i livet. Vi har de seneste årtier talt meget om socialisering, som er det, der sker i vuggestue, børnehave og skole, men bunden af lagkagen er opdragelsen, som primært finder sted i familien og handler om moral, ansvar og forpligtigtelse, og opdragelse har der længe ikke været talt om.”

Han betegner Kantar Gallup-undersøgelsen som ”glædelig læsning”, men når det gælder forældres brede anerkendelse af medansvaret for børnenes adfærd uden for hjemmet, er han samtidig lidt skeptisk.

”Det er jo den konkrete adfærd, som tæller. Der er ingen tvivl om, at forældre over en bred kam gerne vil, men sandheden er også, at de samme forældre har travlt og ikke altid magter det, selvom de har en positiv indstilling til opdragelse og gerne vil yde noget.”