Prøv avisen

Opdragelse gør børn mindre materialistiske

Ved at tænke taknemmelighed ind i hverdagen kan man opdrage børn og unge til at blive mindre materialistiske. Det peger et nyt studie på.

Opdragelse og hverdagsrutiner kan have betydning for, hvor materialistiske børn og unge bliver.

En amerikansk undersøgelse viser nemlig, at der er en sammenhæng mellem, hvor taknemmelig man føler sig i hverdagen, og hvor materialistisk man er.

Undersøgelsen er foretaget af forskere fra University of Illinois at Chicago og publiceret i psykologitidsskriftet Journal of Positive Psychology.

Her viste et eksperiment, at ved at føre taknemmelighedsdagbog i to uger var deltagerne - som var mellem 11 og 17 år - efterfølgende mere taknemmelige og mindre materialistiske.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen mener ikke, at man nødvendigvis skal skemalægge det på den måde, men hun er enig i, at man kan arbejde målrettet mod større taknemmelighed i hverdagen.

- Min grundholdning som børnepsykolog er, at hvis du vil lære børn den ægte vare, så skal du vise det i praksis. At hvis du vil have noget godt tilbage, skal du selv give noget godt, siger Margrethe Brun Hansen.

Hun mener, at man i hverdagen skal opøve taknemmelighed og signalere til børnene, hvordan man lærer at se det gode og blive taknemmelige.

- Det er en livsfilosofi, hvor man også som forælder skal kigge på sig selv og tænke over, om man kun har fokus på det negative, forklarer Margrethe Brun Hansen.

Hav fokus på, hvordan I taler til hinanden. Men lige så meget, hvordan I omtaler andre - det gælder alt lige fra personer til institutioner.

Man kan også godt tale med barnet om, at selv om man bliver glad for en ny legetøjsbil, så er det ikke en følelse af lykke, men en glæde, der ofte går hurtigt over igen.

Tal om, at lykke og taknemmelighed sjældent er knyttet til fysiske ting, men til de vigtige mennesker i vores liv som familie og venner. Det kan være at spise sammen med hele familien - det er ikke, hvilket fint stel man spiser af.

Sådan lyder rådene fra børnepsykologen.

- Der kan man starte med som forælder selv at fokusere på de positive ting: Tænk, at vi har en institution, der har åbent helt til klokken 17. Tænk, at vi altid har mad på bordet.

Hun skelner mellem synlig omsorg - lækker mad og tøj - og den usynlige omsorg - den lille gode gerning, en hånd på skulderen eller ros for bare at være til.

- Belønninger kommer ofte for det, man kan yde. Hvad fik du af karakter eller point, hvem løb hurtigst? Sikke en fin bluse. Man skal passe på med at fokusere på det synlige, siger hun og fortsætter:

- Det er vigtigt at rose sit barn, ikke fordi det har gjort noget bestemt, men bare for at være dig. Det elsker børn.

/ritzau fokus/