Opgør med forståelsen af sorg

Der er brug for at ændre forståelsen af sorg som noget, man skal komme igennem. Ny forskning viser, at frem for at gennemgå bestemte faser skifter efterladte mellem to spor: livets og sorgens

En ny forståelse af sorg som to spor, der skifter mellem livets og sorgens, skal give plads til flere reaktioner på tab, mener forsker. Foto: Iris

Lena Lindaus solbriller ligger stadig fremme i en skål på skænken. Og der står altid friske roser ved bryllupsbilledet fra 1994. For selvom 67-årige Carsten Bruun mistede sin jævnaldrende kone på grund af kræft for knap to år siden, er hun stadig meget nærværende for ham. Indimellem griber han sig også i at tale til hende, selvom han er helt alene i huset i Havnsø.

Hun er her overalt. Og hun er borte overalt, som han siger.

Men i modsætning til hvad man tidligere har troet, er Carsten Bruuns reaktion hverken usædvanlig eller forkert. I den nyeste forskning taler man ikke længere om sorg som noget, den efterladte skal komme over.

Der er brug for et opgør med den tidligere sorgforståelse, hvor man mente, at alle skulle gennem nogle helt bestemte faser og om på den anden side af sorgen. I dag ved man, at sorgen er en gennemgribende forandring, man skal lære at leve med. Frem for at adskille sig fra den, man har mistet, skal man tilpasse sig sorgen, siger Jorit Tellervo.

LÆS OGSÅ: Må jeg godt sørge noget mere?

Hun er sygeplejerske og projektleder på Når ægtefællen dør, et nyt toårigt formidlingsprojekt, der skal sikre bedre sorgstøtte til ældre efterladte og formidle den nyeste viden om efterladtes sorg. Her taler man om tosporsmodellen med henvisning til, at den sørgende skifter mellem to spor livets og sorgens.

Modellen er udviklet på basis af forskning i personer, der havde mistet deres livsledsager. Men i princippet kan teorierne overføres til alle former for sorg over tab, siger Maja OConnor, sorgforsker og adjunkt ved Aarhus Universitet.

Hun mener, den nye sorgforståelse er mere dynamisk og giver plads til flere typer af reaktioner på tab:

I tosporsmodellen er der en vekselvirkning mellem de opgaver, der vedrører tabet, og det liv, der er tilbage. Ind-imellem skal man måske forholde sig til noget med økonomien, sit arbejde eller salget af huset, mens man andre gange kan være midt i sorgen. Førstnævnte kalder man et frikvarter, og det er nødvendigt, for at vi kan holde sorgen ud, siger Maja OConnor, der sammenligner det med at stå i en strandkant ved flod og ebbe, hvor man skiftevis overvældes af en bølge og indimellem har fast grund under fødderne.

Tidligere mente man også, at det sundeste var at udleve sin sorg og derefter sige farvel til afdøde, mens de nye sorgteorier giver plads til, at man gerne må bevare en nærhed med afdøde.

Maja OConnor forklarer, at det ikke er sundt hårdnakket at holde fast i, at bedstemors vase ikke må flyttes, eller at hendes tøj ikke må smides ud.

Men at mindes ved musik, et gravsted eller en personlig ejendel er for nogen en naturlig måde stille roligt at vænne sig til, at man har mistet. Mange oplever også, at de bliver ved med at tale med og vende vigtige beslutninger med afdøde. Den måde at bevare et bånd på ser man ikke længere som noget usundt, siger Maja OConnor.