En meget følelsesladet debat om, hvad det vil sige at være grønlænder, raser lige nu i Grønland. Den er sat i gang af en kommentar her i avisen i torsdags skrevet af den danske forsker i nationalisme og national identitet, lektor Michael Böss fra Aarhus Universitet.
Han beskylder den nyvalgte landsstyreformand, Aleqa Hammond, for at splitte den grønlandske befolkning yderligere med udtalelser som: Vi er ikke danskere, vi ser ikke ud som danskere, vi tænker ikke som danskere. For det er vel ikke en politisk vision, grønlænderne kan være tjent med i det 21. århundrede, fastslår han.
LÆS OGSÅ: Snæversyn: Aleqa Hammonds Grønland handler om følelser, etnicitet og race
Jeg blev oprigtigt rystet, da jeg læste det, for det er jo direkte rascisme. Hvor er der så plads til dem, der ikke har rent grønlandsk blod i årene? Hvad med børn, børnebørn og tipoldebørn af dansk-grønlandske ægteskaber eller danskere, der for mange år siden har slået sig ned i Grønland og opfatter sig som grønlændere skal de eksempelvis have lov til at stemme og i øvrigt have samme rettigheder som etniske grønlændere? Det er en ubehagelig debat, hun dermed sætter ild under, endda som landets leder, siger Michael Böss, der ser Hammonds ord som en del af en stigende nationalistisk tendens i Grønland. Noget, valget lige før påske blot understregede, da det supernationalistiske parti Inuit blev en del af den nye regering.
Hans kommentar blev i fredags bragt i den grønlandske avis Sermitsiaq og har siden genereret flere hundrede kommentarer. Lige fra dem, der kalder den et typisk udtryk for den koloniale tankegang, danskerne stadig har. Til dem, der hilser ordene velkomne og efterspørger mere grønlandsk rummelighed og en åbning mod verden. For debatten om, hvad det vil sige at være grønlandsk, er enormt splittet og følelsesladet. Måske fordi den har så dybe rødder, forklarer Sermitsiaqs journalist på sagen, Hanne Broberg Sørensen.
Det her er en ældgammel debat, som popper op indimellem, og som er meget definerende for, hvor man hører til i det grønlandske samfund. Særligt når det er en dansker, der kommer udefra og peger fingre selvom fingrene peger på noget rigtigt så viser det ellers meget konfliktsky grønlandske folk virkelig tænder. Hele den koloniale forhistorie bliver rippet op, hele diskussionen om, hvis skyld alle problemerne i Grønland egentlig er, rippes op, og så misforstår mange med vilje, hvad der bliver sagt og skrevet, siger hun.
Michael Böss er alligevel overrasket over debattens omfang og voldsomhed. Og han opfordrer til, at danskerne ikke bare tager den alvorligt, men også lærer af den.
For den handler i høj grad også om Danmark. Dels er vi del af det samme rigsfællesskab. Dels fortæller debatten noget generelt om problemerne ved, at man definerer en nation ud fra etniske kriterier:
Vi har jo de senere år haft en tilsvarende debat ført frem af især Dansk Folkeparti, som har haft en meget skadelig og opsplittende effekt. Og vi har et ansvar for, at det ikke udvikler sig på samme måde i Grønland.