Prøv avisen

Oppositionen er forarget over ny kirkeminister

Radikale Venstres Manu Sareen, ny kirke- og ligestillingsminister, ankommer til Christiansborg på sin cykel mandag d.3.oktober 2011. Foto: Marie Hald Denmark

Hovedrysten, undren og forargelse hos oppositionens kirkepolitikere over den radikale Manu Sareen på kirkeministerstolen

Danmarks nye kirkeminister Manu Sareen (R) bliver modtaget med hårde ord fra oppositionens kirkelige politikere.

Jeg synes, det er en meget besynderlig udnævnelse. Hans uvidenhed om folkekirken er åbenbart uden huller, siger Christian Langballe, Dansk Folkepartis kirkepolitiske ordfører og henviser til en sag i august, hvor Manu Sareen var ved at melde sig ud af folkekirken på grund af kirken ikke ville vie homoseksuelle.

LÆS OGSÅ: Ny kirkeminister ville ud af folkekirken

Sagen er jo, at det er Folketinget, der lovgiver om folkekirken. Og derfor giver en udmelding på den baggrund ingen mening. Det er ikke et internt kirkeligt anliggende, siger Christian Langballe, der ud over sin politikerstilling også er sognepræst.

Den teolog-uddannede Pernille Vigsøe Bagge var af flere blevet spået til at blive den nye kirkeminister. Det havde ifølge Christian Langballe været en bedre løsning:

Hun ved i det mindste noget om kirken. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det endte med at blive Manu Sareen. Det er mig en gåde, siger Dansk Folkepartis nye kirkepolitiske ordfører.

LÆS OGSÅ: Kirkelig højrefløj: Den nye kirkeminister er en joke

Også Dansk Folkepartis afgående folketingsmedlem Søren Krarup er oprørt over Danmarks nye kirkeminister:

Det er dog en provokation uden lige imod hele folkekirken og dermed hele det danske folk, siger Søren Krarup til Politiken, da han bliver konfronteret med nyheden.

Bevar mig vel. En mand, der for det første er fuldstændig fremmed for folkekirken og for det andet tydeligt ønsker den nedlagt. Det svarer til at gøre en overbevist militærnægter til forsvarsminister. Det er dog fantastisk groft, siger Søren Krarup, der også er tidligere præst.

Den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) er heller ikke imponeret over Manu Sareens kendskab til folkekirken.

Det værste er ikke, at han vil melde sig ud. Det værste er, at han har sagt, at han er sur på folkekirken, fordi de ikke har indført kirkelig velsignelse for bøsser og lesbiske. Det viser, at han overhovedet ikke har fattet ansvarsfordelingen, siger Birthe Rønn Hornbech, som til Politiken samtidig betegner Manu Sareens udtalelser som "fuldstændig ude i skoven".