Debatten om at afskaffe store bededag som helligdag og fridag nåede nye dramatiske højder, da Folketinget tirsdag åbnede efter juleferien. En samlet fagbevægelse opfordrede igen regeringen til at droppe idéen – og hvis dét ikke sker, skal oppositionen kræve en folkeafstemning, lød det.
Oppositionen, der består af samtlige ni partier uden for regeringen, har dog sine egne planer. I en fælles pressemeddelelse afviste partilederne blankt regeringens hidtidige ultimatum, at et parti skal stemme for at afskaffe store bededag for at komme med til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig senere på foråret. Regeringen har gjort det til adgangsbilletten – alternativt skal oppositionspartierne finde en anden måde at skaffe de godt 4,5 milliarder kroner årligt, som det koster at nå Natos mål om et styrket forsvar i 2030 i stedet for 2033.
Statsminister Mette Frederiksen (S) indledte den nye sæson for Folketinget efter valget med at holde sin åbningsredegørelse, og den kommer til en generel debat i folketingssalen torsdag. Talen indeholdt ikke politiske nyheder, men Mette Frederiksen appellerede flere gange til, at Folketinget "vil finde ind i et bredt og forpligtende samarbejde, der skal bringe Danmark videre".
Den appel havde partilederne uden for regeringen svært ved at tage alvorligt. Både Mette Frederiksen, forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) blev efter åbningen gået på klingen af journalister om, hvor ultimativt kravet om at acceptere store bededag skulle forstås i forhold til at komme med til forsvarsforhandlingerne.
Med varierende styrke gentog ministrene, at hvis de øvrige partier kan finde politisk flertal for en anden finansiering, skal de da være velkomne til det. Underforstået, at det kan de næppe. Som for at understrege umuligheden fik Jakob Ellemann-Jensen nævnt, at han havde hørt forslag fra oppositionen om at hæve skatterne, fjerne efterlønnen eller sænke udviklingsbistanden. Ingen af dem vil have en minimal chance for at samle et bredt politisk flertal.
I realiteten har oppositionspartierne imidlertid alligevel i længere tid sonderet mulighederne for at finde en anden finansiering af et nyt forsvarsforlig. Det fremgik blandt andet af en række interviews med lederne af de ni partier til TV 2 News. Målet er at finde så uideologiske finansieringskilder som overhovedet muligt, men det er svært at forestille sig den fællesnævner mellem alle oppositionspartier fra Enhedslisten til Nye Borgerlige – medmindre der er tale om meget fantasifulde, for ikke at sige luftige, idéer.
Enhedslisten har ikke nogen særlig interesse i overhovedet at skaffe penge til et forlig om forsvaret, som partiet alligevel ikke bliver en del af. De partier, som er mest interesserede i at komme med, er De Radikale, De Konservative og SF, som også var med i den store, brede forsvarsaftale fra sidste forår. Der enedes de med den daværende regering og Venstre om at øge forsvarsudgifterne til 2 procent af bruttonationalproduktet i 2033.
Netop de tre partier kunne nok finde et mere realistisk finansieringsforslag, som regeringen kunne tilslutte sig, hvis den ville. Det kunne igen åbne muligheden for en bredere forhandling om forsvaret og i sidste ende den bredere aftale om forsvaret, som regeringen må have en interesse i.
Så langt er man imidlertid slet ikke endnu. Foreløbig handler oppositionens samling primært om at udstille hulheden i regeringens argumentation. Oppositionen vil tage initiativet fra regeringen og trænge den i defensiven allerede ved åbningsdebatten i Folketinget torsdag. Der kan partier til højre og venstre for regeringen så bombardere den med kritik for at optræde magtfuldkomment og uden reel vilje til at lytte til andre end sig selv.
Den penible pointe er, at selv hvis oppositionen fandt penge til forsvaret andre steder end ved at sløjfe store bededag, udgør de partier stadig et mindretal i Folketinget. Uanset hvad de foreslår, kan regeringen sige, at det er der stadig ikke flertal for.
Det skærer igen enhver flertalsregerings store dilemma ud i pap, nemlig at den ikke har brug for andre partier eller nye kompromiser for at få sin politik igennem. Statsministeren kan ønske sig nok så inderligt, at Folketinget finder sammen i brede aftaler, men flertalsregeringen hindrer i sig selv, at det sker, netop fordi den allerede har indgået sine egne kompromiser mellem de tre regeringspartier for at få flertal.
Dette er en politisk analyse.