Det er mildt sagt eftertragtet at få steder på Unescos liste over unik natur eller kulturarv den såkaldte verdensarvsliste, der i år har eksisteret i 40 år.
I Danmark er der foreløbig tre verdensarvssteder Kronborg, Roskilde Domkirke og Jelling-monumenterne, og i Grønland ét Ilulissat Isfjord. Og ingen er i tvivl om, at det både styrker turismen og bevaringsværdigheden af de enkelte steder at komme på den eftertragtede liste.
LÆS OGSÅ: Hjemmeside giver råd om pleje af kulturarv
Men på verdensplan er der til gengæld mange eksempler på, at oprindelige folk er blevet klemt af lokale regeringers kamp for at få seværdigheder udpeget som verdensarv.
Ideologien bag verdensarvskonventionen i 1972 var at sætte fokus på det, der havde natur- eller kulturmæssig værdi for menneskeheden, men uden at tænke på de folk, der bor omkring de områder, siger Lola Garcia-Alex, der er direktør for den ikke-statslige organisation IWGIA (International Work Group for Indigenous Affairs), der arbejder med beskyttelse af indfødte og oprindelige folks vilkår.
I disse dage deltager hun i en international kulturarvskonference i København, der netop sætter fokus på oprindelige folks problemer i forbindelse med verdensarvsstederne.
LÆS OGSÅ: Fordømmelser redder ingen global kulturarv
Konferencen er arrangeret af IWGIA i samarbejde med det grønlandske selvstyre og Kulturstyrelsen i Danmark. Og hun håber, at mødet vil føre til en holdningsændring i tænkningen omkring arbejdet med verdensarvslisten.
Man har simpelthen ikke betragtet de oprindelige folk som politiske aktører, der skulle tages med på råd, når verdensarvsstederne blev udvalgt, siger Lola Garcia-Alex.
Hun fortæller, at der desværre er mange eksempler på, at oprindelige folk, der er afhængige af naturen omkring verdensarvsstederne, er blevet fordrevet af lokale regeringer.
I Tanzania har det lokale politi endda brændt masailandsbyer ned, fordi de skadede turismen omkring Ngoronngura-krateret, der er med på verdensarvslisten, fortæller hun og tilføjer, at indfødte folk på Hawaii og samerne i Nordskandinavien også er blandt de indfødte, der er blevet overset i de ellers langsommelige processer, der fører til udpegning af verdensarvssteder.
Mechtild Rössler, der er afdelingsleder i Unescos verdensarvscenter i Paris, er selv med på konferencen i København. Og hun erkender, at de oprindelige folk ikke var med i tankerne i 1972, da verdensarvskonventionen blev til. Hun placerer dog ansvaret for de indfødte, der er blevet klemt af verdensarvsambitioner, hos de lokale regeringer.
Regeringerne må sørge for, at alle de relevante parter bliver hørt, inden man udvælger et sted til verdensarv. For det haster ikke, og det kan tage årtier, før et sted bliver udpeget, siger Mechtild Rössler, der dog håber, at konferencen i København vil føre til nogle konkrete forbedringsforslag til arbejdet med verdensarv.
Og hun glæder sig over, at de danske myndigheder får mulighed for at fremlægge konklusionerne fra københavnskonferencen under den officielle fejring af 40-året for verdensarvskonventionen i Japan til november.
Dette møde er en god mulighed for, at de oprindelige folks stemme bliver hørt, så det ser jeg positivt på. For der har været sager, hvor oprindelige folk ikke er blevet konsulteret af de lokale myndigheder, erkender hun.