Her er opskriften på fremtiden: Chok, angst, had, glemsel, nyt chok

Tirsdagens terrorangreb i Bruxelles markerer, at terrorisme er en konstant i det europæiske risikosamfund, som vi ikke kommer ud over i mange år fremover. Så hvordan kommer terroren til at præge vores mentalitet og kultur? Kristeligt Dagblad har talt med en dansk filosof, en dansk kulturhistoriker og en israelsk journalist

Mennesker over hele kloden rammes af terror og føler angst og vrede. Det vil blive til en mere permanent ængstelse over tid. Her ses en fransk borger.
Mennesker over hele kloden rammes af terror og føler angst og vrede. Det vil blive til en mere permanent ængstelse over tid. Her ses en fransk borger. .

Det vestlige menneske sulter ikke længere. Han ængstes. Sådan lød diagnosen fra sociologen Ulrich Beck, da han i 1986 navngav vores tid som ”risikosamfundet”.

Det er ikke længere en tese, der først skal bevises gennem udførlige sociologiske analyser af alt fra atomkraft til industrielt fremstillede madvarer. Siden den 11. september 2001, da World Trade Center i USA sank i grus, er det en umiddelbar sandhed, som vi taktfast er blevet påmindet igen og igen.

Det engelske tidsskrift The Economist kom sidste år via databaser over terrorangreb verden over og forskellige presseefterretninger frem til, at der siden 2001 er gennemført 25 terrorangreb med flere end to døde i Europa. Altså ét til to om året, hvoraf mange er udført af islamister – men ikke alle, som Anders Breiviks massakre på Utøya i 2011.

Den statistik er nu videreført med tirsdagens angreb i Bruxelles. Når det kommer til terror, er det desværre let nok at opkaste sig til spåkone og profet.

Og da danskerne for lidt mere end et år siden stod op om morgenen den 15. februar, og Finn Nørgaard og Dan Uzan ikke længere var at tælle blandt de levende, stod det også klart, at terror heller ikke længere er noget, der i Danmark altid bliver stoppet i opløbet. Som i New York, Madrid, London, Paris og Bruxelles er terror noget, der faktisk sker – og vil ske med jævne mellemrum i fremtiden.

Det er i hvert fald konklusionen i Europols Terrorism Situation and Trend Report 2015. I 2014 blev der eksempelvis foretaget næstflest arrestationer i terrorrelaterede sager, siden man begyndte at indsamle tal og andre data på terrorisme i 2006, nemlig 774. Mens antallet af angreb – såvel gennemførte, annullerede som bremsede – lå på 199. Terrorismen er med andre ord blevet en af de risici – og måske en særlig potent en af slagsen – som karakteriserer os som risikosamfund.

Og netop derfor bliver den angst, som Beck definerede som vores grundlæggende politiske følelse, ikke mindre fremtrædende i årene fremover. For alene det, at den kan ske, betyder, at terrorismen på en måde allerede sker.

Det forklarer filosof Rasmus Ugilt, ph.d. og ekstern lektor på Aarhus Universitet, der i 2012 udgav bogen ”The Metaphysics of Terror”.

”Selve muligheden for et terrorangreb gør den allerede virkelig på den måde, at vi reagerer lige så meget, hvis ikke mere, på selve risikoen for et angreb som på angrebet i sig selv. Og det er lige der, terroren for alvor virker – for dermed kan alle aspekter af hverdagen blive gjort usikker. Det adskiller terror fra de øvrige samfundsmæssige og politiske problemer, vi står over for, som klart kan identificeres, og som der kan sættes ind over for,” analyserer Ugilt, der henviser til de analyser af angst, som tænkerne Søren Kierkegaard, Martin Heidegger og Sigmund Freud udviklede.

”Vi får aldrig udraderet det, der virker ved bare at være muligt – det kan vi ikke løse én gang for alle politisk. Derfor tror jeg, at vores samfund i årene fremover vil være præget af det mønster, vi allerede kender – chokket ved et angreb, derefter angsten, vreden, hadet og den langsomme glemsel af det, indtil det starter forfra med et nyt angreb. Det ændrer sig ikke, før vi får en mere dødaccepterende bevidsthed,” slutter han.

Spørger man den israelske journalist ved The Jerusalem Post David Rosenberg, kan man netop finde en sådan livet-fortsætter-attitude i det israelske samfund. Rosenberg, der ud over sine engelsksprogede bøger om økonomi og erhverv også får sine opinionsindlæg optrykt i New York Times og Wall Street Journal, opfordrede efter det seneste angreb i Paris sidste år i avisen Haaretz europæerne til at lade sig inspirere af, hvordan israelerne har håndteret en hverdag med terror.

For der er faktisk positive aspekter af at leve under en konstant terrortrussel, fortæller han, da Kristeligt Dagblad ringer ham op. Angsten i risikosamfundet suppleres nemlig af en fandenivoldsk mentalitet.

”Selvfølgelig har truslen om terror haft en negativ indvirkning på det israelske samfund, men der er også positive sider af det. Det har nemlig gjort, at israelerne har et bedre forhold til risici end mange andre befolkninger. Ikke bare i forhold til terror eller krigsførelse, men helt generelt er der her en lev-i-dag-for-i-morgen-skal-vi-dø-attitude. Det har blandt andet vist sig ved, at Israel er blevet en stor iværksætter-nation,” fortæller Rosenberg, der henviser til, at Israel er et af de lande i verden med flest nystartede virksomheder.

Og Israel er også det land uden for USA, bortset fra Kina, der har flest registrerede firmaer på den amerikanske børs, Nasdaq.

”Man tør simpelthen risikere mere, fordi man i forvejen er udsat bare ved at leve her.”

Også når det kommer til debatten om grænserne for bytteforholdet mellem frihed og sikkerhed, som har stået stærkt i Europa og Danmark de seneste år, mener Rosenberg, at der er inspiration at hente fra Israel. Også selvom han medgiver, at israelerne har været villige til at acceptere også betydelige indgreb i deres personlige frihed i form af kontrol og overvågning. Noget han henfører til den jødiske diaspora-erfaring. Men, siger han, vigtige demokratiske normer og principper er ikke sat ud af kraft.

”Selvfølgelig er Israel langtfra et perfekt demokrati, altså det stopper jo mere eller mindre, når man kommer til Vestbredden, og når man ser på, hvordan Israel behandler palæstinenserne, hvor den personlige frihed har det forfærdeligt. Men i Israel selv har man holdt fast i demokratiske normer – til eksempel har regeringen ikke misbrugt sikkerhedssituationen til at censurere medierne eller internettet. Det er også noget, europæerne kan tage ved lære af.”

Kristeligt Dagblad har også talt med kulturhistoriker og lektor emeritus på RUC Henrik Jensen. Han har i flere af sine bøger, senest med ”Krigen 1914-1918”, analyseret, hvordan Første Verdenskrig lagde svellerne, langs hvilke det 20. århundredes sjæle og kultur på godt og ondt udviklede sig.

Han tror ikke, at terroren på samme måde vil bringe kunstneriske og filosofiske nybrud med sig.

”Der er en stor forskel til Første Verdenskrig, hvor hele den samfundsmæssige autoritet kollapsede, og der var en stærk følelse af, at man skulle skabe et helt nyt samfund. Så galt er det ikke her, for det passer ind i de forestillinger vi har om os selv som et risikosamfund,” siger Henrik Jensen.

Han er åben over for Rosenbergs tese om mere risikovillighed, men han ser også et mere mistillidsfuldt samfund for sig.

”Katastrofer har tendensen til enten at splitte eller samle folk. Hvor epidemier for eksempel er gået ud over fællesskabet i den forstand, at man opfattede naboen som en mulig smittefare, har naturkatastrofer og krige samlet folk mod en fælles fjende. Her har terroren mere den splittende tendens, fordi den er uforudsigelig, og det er svært at udpege terroristen på forhånd. Derfor skaber den et mistænksomt offentligt liv, som vi måske allerede har lidt en fornemmelse af.”