Da forfatteren Ahmad Mahmouds ældste broder skulle giftes, gav han sin brud en medgift på omkring 50.000 kroner, og desuden betalte han møbler til parrets fælles lejlighed.
Den 28-årige forfatter, der i bogen ”Sort Land” har beskrevet sin opvækst i en palæstinensisk flygtningefamilie i boligkvarteret Askerød syd for København, har seks ældre søskende, der alle har givet eller modtaget medgift i forbindelse med ægteskabet.
”Det er omkring 15 år siden, at min ældste bror blev gift. Mine yngre søskende har også fulgt traditionen. Den eksisterer stadig, selvom medgiften for flere unge end tidligere er blevet et symbolsk beløb,” fortæller Ahmad Mahmoud.
Den 23-årige jurastuderende Tarek Hussein, der er opvokset i en palæstinensisk flygtningefamilie i Vejle, oplever, at brudgomme på hans egen alder forventes at stille med mindst 200.000 kroner til bryllupsfest, brudens tøj, møbler og medgift. Han mener, det er et alvorligt problem for de unge og deres familier, at de skal rejse så mange penge. I nogle tilfælde betyder det, at den unge og familien må gældsætte sig.
I andre tilfælde må den unge udskyde eller helt opgive brylluppet, selvom han måske har fundet den pige, han vil giftes med.
”Jeg er vokset op i et miljø, hvor unge allerede som teenagere begyndte at diskutere, hvordan de skulle skaffe penge til medgift. Mange af familierne havde ikke penge, så jeg kender drenge, der allerede tidligt begyndte at spare op til et bryllup. Problemet er ikke kun medgiften, men den samlede pakke. Det er katastrofalt for de unge, at de forventes at spare så mange penge sammen. I nogle tilfælde betyder det, at de må udskyde eller droppe tanken om ægteskab. Samtidig forventes det, at muslimer ikke har sex før ægteskabet. Og hvad så? Skal unge muslimer leve i cølibat, til de er 30 år,” spørger Tarek Hussein.
Han forklarer, at de opskruede forventninger til medgift og bryllup især trives blandt muslimer med arabisk baggrund.
”Mine forældre kom til Danmark som palæstinensiske flygtninge. De voksede op i fattige flygtningelejre i Libanon. Da de var unge, var medgiften en gave af symbolsk karakter. Men mange palæstinensere har oplevet en større velstand i Danmark, og det kan være en af forklaringerne på de høje forventninger til medgift og de overdådige bryllupstraditioner,” siger Tarek Hussein og fortsætter:
”Man har en logik, der hedder jo større medgift, jo større ansvar tager manden i ægteskabet, og jo mindre er sandsynligheden for skilsmisse. En tredje faktor er, at der går konkurrence i fænomenet. Hvis en kvinde i en by får en medgift på 30.000 kroner, så duer det ikke, at en anden kvinde i samme by kun modtager 20.000 kroner.”
Imam og formand for Dansk Islamisk Center Waseem Hussain mener også, at opskruede krav til medgift er et problem i nogle miljøer, mens skikken i andre familier praktiseres helt uproblematisk.
”Der er flere forklaringer på fænomenet. Medgiften giver kvinden en social sikring, men medgiften viser også, at manden tager brylluppet seriøst. Efter min opfattelse er det største problem, at manden i nogle tilfælde ikke vil betale den del af medgiften, parterne har aftalt, at han skal udrede i forbindelse med skilsmisse,” siger Waseem Hussain.
Der findes ikke nogen egentlige undersøgelser af udbredelsen af medgift i Danmark. Men seniorforsker Rubya Mehdi fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet har undersøgt fænomenet blandt pakistanske indvandrere i Danmark. Hun vurderer, at brugen af medgift er udbredt blandt muslimer i Danmark, men at traditionen praktiseres vidt forskelligt alt efter hvilken etnisk og social gruppe, der er tale om.
I nogle familier er medgift en gave på linje med den danske tradition for morgengave til bruden. Hos andre er der tale om større pengebeløb.
”Mahr (det arabiske ord for medgift, red.) er udbredt blandt muslimer. Det er en måde at sikre kvinden på rent økonomisk, og ved en skilsmisse har kvinden ret til at få sin medgift, ” forklarer Rubya Mehdi.
Den dansk-pakistanske forsker understreger, at islam som udgangspunkt lægger op til en beskeden medgift. Men blandt velhavende familier i Mellemøsten er der en voksende tendens til overdådige bryllupper og krav om høj medgift. Og de traditioner breder sig til mange muslimske middelklassefamilier.
”Hvis man kigger på hadith (beretningerne om, hvad Muhammed har gjort og sagt, red.), så skal man ikke give en stor medgift. Man kan sammenligne medgift med en morgengave, og en medgift behøver ikke være penge. Ægtemanden kan også give sin brud undervisning eller en rejse, ” siger Rubya Mehdi.
Blandt de pakistanere, Rubya Mehdi har fulgt i Danmark, varierede medgiften fra et beløb på 500 kroner til 50.000 kroner.
”I nogle familier er det et problem, at medgiften skrues op til et niveau, som de unge og deres familier har svært ved at betale. Høje krav til medgift bliver et socialt pres og en byrde for de unge mennesker. Det er ikke et fænomen, der kan lovgives imod. Men det er vigtigt, at problemet diskuteres i de muslimske miljøer. Hvis skikken skal bevares, må niveauet være rimeligt i stedet for at blive en byrde,” siger Rubya Mehdi.
Jurastuderende Tarek Hussein mener også, det er på høje tid, at danske muslimer tager en debat om problemet.
”Medgiften bør slet ikke være et højt beløb. Man bør også ændre markant på den opfattelse, at manden skal betale hele brylluppet. Tingene har forandret sig i forhold til vores forældres generation. Det er ikke længere kun manden i ægteskabet, der arbejder. Jeg savner, at imamer tager diskussionen i moskéerne. Og så må rollemodeller stå frem og vise, at medgift sagtens kan være en lille symbolsk gave. Problemet kan kun løses ved en debat internt i de etniske miljøer,” siger Tarek Hussein.