Prøv avisen

Opstandelsen på vej ud af billedkunsten

Kan man male Jesu opstandelse med ærligheden i behold, hvis man ikke tror på, at Jesus opstod fra de døde? Det er i hvert fald svært, og derfor afholder flere danske billedkunstnere sig fra at forsøge. Foto: .

Moderne kunstnere finder det utroværdigt at skildre noget, de ikke selv tror på

Kan man male Jesu opstandelse med ærligheden i behold, hvis man ikke tror på, at Jesus opstod fra de døde? Det er i hvert fald svært, og derfor afholder flere danske billedkunstnere sig fra at forsøge. Det mener kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen fra Aarhus Universitet, som forklarer det med, at stadig færre kunstnere lige som resten af befolkningen betragter sig selv som troende.

Der er nogle få tilbage, Arne Haugen Sørensen og Per Kirkeby eksempelvis, som tør eller har lyst til at prøve kræfter med netop det motiv. De fleste kunstnere har det sådan, at hvis de ikke har ærligheden med, er der heller ikke autenticitet, siger han.

Også hans kollega, professor Jacob Wamberg, oplever, at færre kunstnere beskæftiger sig med religion og især med opstandelsen:

LÆS OGSÅ: Påskemotivet, der kom til at forme billedkunsten

Det er selvfølgelig et problem, hvis man mener, at der bør være mere og bedre kristen kunst. Men man kan også sige, at det er den naturlige afledning af, at det naturvidenskabelige verdensbillede har sejret. Og at det derfor ikke gør så meget, fordi der alligevel er færre, der får så meget ud af et meget konkret genopstandelsesmotiv.

Den anerkendte billedhugger Hein Heinsen er dog ikke helt enig. Han har selv haft opstandelsesmotivet og den tomme grav som et centralt tema gennem hele sin mere end 60 år lange karriere. Uden selv at være troende.

Det er en ualmindelig traditionel tankegang, at man skal være troende for at lave religiøs kunst. Det er rigtigt, at de færreste kunstnere vil fanges i noget dogmatisk, herunder kristendommen, men jeg tager slet ikke stilling til det kristne i opstandelsen, når jeg behandler emnet. Jeg tager udgangspunkt i, at det er den største fortælling om livet, der findes, siger Hein Heinsen.

Uanset hvad, så har vi den religiøse kunst, vi fortjener, mener Hans Jørgen Frederiksen. Og kan man spore vanskeligheder for troen i kunsten, er det fordi, tiden er præget af trosvanskeligheder.

Derfor kan den religiøse kunst sagtens være fuld af håb alligevel. Den kan bare ikke lyve og lade som om, at situationen for kristendommen i Danmark er anderledes, end den er, siger han.