Optællingen af personlige stemmer er talt færdig – hvem kommer ind, og hvem ryger ud? Her får du en samlet liste

Fintællingen af personlige stemmer er i gang. Se hvordan de vigtigste profiler har klaret sig

Optællingen af personlige stemmer er talt færdig – hvem kommer ind, og hvem ryger ud? Her får du en samlet liste
Foto: Philip Davali/Martin Sylvest/Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Jeppe Kofoed (S) står ikke til at komme ind

De personlige stemmer i Sjællands storkreds er talt op, og det er ikke Jeppe Kofoed, der har fået dem. Den fungerede udenrigsminister har ikke opnået valg. 

Mandatet er i stedet gået Rasmus Horn Langhoff (S), der var 625 personlige stemmer foran.

Allernederst i artiklen kan du se en samlet liste over folketingskandidaterne, og hvor mange stemmer de har fået.

Marchus Knuth (K), Isabella Arendt (K) og Britt Bager (K) bliver ikke valgt ind

Marcus Knuth, der har siddet i Folketinget siden 2015, er ikke blevet genvalgt for De Konservative. Kristendemokraternes forhenværende formand, Isabella Arendt, som tidligere i år skiftede til Konservative, og Britt Bager, som i 2021 sprang fra Venstre til Konservative, er heller ikke blevet valgt ind.

Sofie Carsten Nielsen (R) er valgt til Folketinget, men trækker sig som leder

Sofie Carsten Nielsen trækker sig som politisk leder for De Radikale. Hun har truffet sin beslutning baseret på manglende vælgeropbakning, selvom hun er blevet valgt ind i Københavns Omegns Storkreds. 

Sofie Carsten Nielsen fik lige akkurat flere stemmer end partifællen Stinus Lindgreen (R), som altså ikke bliver genvalgt.

René Christensen (DF) kommer ikke ind

Dansk Folkepartis næstformand, René Christensen, må se sig slået af partigrundlægger Pia Kjærsgaard, som snupper partiets eneste mandat i Sjællands Storkreds.

René Christensen har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget siden siden 2008.

Rasmus Nordqvist (SF) ikke genvalgt

Rasmus Nordqvist (SF) er ikke blevet genvalgt. Han blev oprindeligt valgt ind for Alternativet i 2015, men tog senere springet til SF i 2020.

Rasmus Prehn (S) er genvalgt

Det kan godt være, at han har svunget ministerkortet lidt for flittigt, men nordjyderne stoler stadig på Rasmus Prehn (S). Han får det syvende og sidste mandat i Nordjylland med 1.899 personlige stemmer. Det er en tilbagegang fra 2019, hvor han fik 5.692 personlige stemmer.

Fie Hækkerup (S) stryger ind

Fie Hækkerup, datter af tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S), er med 5789 personlige stemmer valgt ind i Nordsjællands Storkreds for Socialdemokratiet.

Eva Kjer Hansen (V) står til at ryge ud

Stemmerne er blevet optalt i Sydjyllands Storkreds, og det ser ikke godt ud for den tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen. Venstres store tilbagegang betyder, at partiet i Sydjylland går fra seks til tre mandater. Derfor står hun til at ryge ud af Folketinget.

De tre valgte V-kandidater bliver Anni Matthiesen, Christoffer Aagaard Melson og Hans Christian Schmidt, skriver DR.

Mette Frederiksen får flest stemmer i Nordjylland

Stemmerne i Nordjyllands Storkreds er talt op, og 60.837 nordjyder har personligt stemt på statsministeren. Dermed slår hun klart Inger Støjberg, der har fået 47.211 personlige stemmer i kredsen. 

Opgøret mellem de to er blevet kaldt en af valgkampens helt store dueller, da Støjberg tidligere har vist sig som en af de helt store stemmeslugere.

Det svimlende høje antal stemmer er er da også det højest personlige antal stemmer siden 2005, hvor Anders Fogh Rasmussen fik 61.792 personlige stemmer.

Vanopslagh (LA) slår Ellemann (V) og Wammen (S) i Aarhus

De fire Aarhus-kredse er talt op, og Alex Vanopslagh (LA) er en sikker vinder. Han har nemlig fået langt de fleste personlige stemmer i smilets by.

19.277 århusianere har stemt på Liberal Alliances formand, mens Nicolai Wammen (S) fik 11.256 personlige stemmer, og Jakob Ellemann-Jensen (V) opnåede 10.544 personlige stemmer.

De bliver heller ikke genvalgt

Rasmus Helveg Petersen (R, Fyns Storkreds) og Kathrine Olldag (R, Vestjyllands Storkreds) har heller ikke opnået genvalg til Folketinget.