Organisation mod unges ensomhed: De unge bruger ikke vennerne til svære ting

Af frygt for ikke at fremstå perfekte bruger mange unge ikke deres venner til at tale om de ting, de kæmper med. Nyt projekt vil aktivt opspore alvorligt ensomme unge

Over 22 procent af de unge mellem 16 og 24 år føler sig alvorligt ensomme. Første skridt til at få det bedre er at sige det højt. Arkivfoto.
Over 22 procent af de unge mellem 16 og 24 år føler sig alvorligt ensomme. Første skridt til at få det bedre er at sige det højt. Arkivfoto. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.

Et nyt projekt hos Mary Fonden skal i kommunerne Ballerup, Vejle og Esbjerg forsøge at hjælpe unge ud af alvorlig ensomhed. Med i projektet er også organisationen Ventilen, som har netop unges ensomhed som fokusområde.

Rillo Rud, direktør i Ventilen, hvor stort et problem er ensomhed blandt unge?

Afgjort et stort problem. De mest præcise tal har vi fra januar 2021, hvor der godt nok var corona-restriktioner og håbløshed og gråvejr. De tal viste, at det var over 22 procent af de unge mellem 16 og 24 år, som følte sig alvorligt ensomme. Ensomhed er en følelse, vi alle får engang i mellem, men langvarig og alvorlig ensomhed er bestemt ikke godt. Intet tyder på, at de tal har ændret sig markant, selvom der ikke længere er corona-restriktioner. Mindre undersøgelser peger på, at tallene stadig er høje.

Hvorfor er så mange unge alvorligt ensomme?

Vi har i hvert fald nogle kvalificerede gæt. Det handler blandt andet om, at de unge lever nogle meget travle liv, hvor de ikke altid har følelsen af selv at kunne prioritere. Der er mange skift og forandringer i deres liv. For at øge det faglige niveau og den enkeltes muligheder har man indrettet uddannelsessystemet, så de skifter hold, moduler og fag hele tiden. Hver gang er det også et skift i relationer. Så de bruger enorme mængder energi på at forsøge at skabe de relationer. Når det ikke lykkes, er der grobund for ensomhed. Derudover er der en perfekthedskultur, hvor selv unge med gode venner, tror, at de venner kun kan lide dem, hvis de er ”perfekte”. Derfor lader de være med at dele de svære ting med deres venner, fordi de er bange for, at miste dem. Det skaber en ensomhedsfølelse.

Hvad går det projekt, som I er med i hos Mary Fonden, ud på?

Projektet hedder "Lift" og går ud på, at unge på ungdomsuddannelser i de tre kommuner, eller som er i kontakt med de kommunale instanser, får mulighed for at udfylde et spørgeskema om ensomhed. På baggrund af det kan man finde de unge, som oplever alvorlig ensomhed. Det er en mere systematisk tilgang til at opspore dem. De, der oplever alvorlig ensomhed, får tilbudt en samtale og hjælp fra en vejleder. Det kan være, at de bliver tilbudt en psykologsamtale, bliver fulgt hen til Ventilens mødested eller får hjælp til at begynde på et fodboldhold, hvor man gør noget ekstra for fællesskabsfølelsen. Eller en kombination af tingene. 

Sociale medier bliver ofte nævnt som en årsag til unges mistrivsel og ensomhed. Har det noget på sig?

Vores indstilling er, at sociale medier gør lige så meget godt, som de gør skidt. Unge, der i forvejen føler sig ensomme eller har det svært, får ofte forstærket den følelse, når de kigger på sociale medier og ser de andres ”perfekte” liv. Vi bliver alle i dårligt humør af passivt at kigge på, hvad andre laver. Men man kan også få venner på internettet, finde fællesskaber og rummelighed og steder, hvor det er lettere at turde bede om hjælp. Sociale medier er en tosidet mønt, og den ene er ikke større end den anden.

Hvad er dit bedste råd til unge, der føler sig ensomme?

De skal sige det højt til nogen. Man bliver nødt til at få ordet over sine læber, før man kan tage det næste skridt og finde ud af, hvad man kan gøre ved det.

Oplevede du selv ensomhed som ung?

Ja, men heldigvis ikke den alvorlige og langvarige slags. Jeg kender stadig følelsen fra mit voksenliv. Eksempelvis når jeg træder ind ad døren til et konferencecenter og de første 30 sekunder desperat stirrer efter nogen, jeg kender. Behovet for at finde en har jeg hver gang. Det er en rendyrket ensomhedsfølelse i en utryg situation, hvor jeg har et socialt behov for at finde en, jeg føler mig tryg ved.