Prøv avisen

Organisationer i vildrede efter stop for støtte

Socialstyrelsen har besluttet at tilbageholde udbetaling af støttemidler på grund af den svindelsag, hvor en 64-årig kvinde er sigtet for at have snydt styrelsen for i alt 111 millioner kroner. Foto: Nils Svalebøg/Ritzau Scanpix

Socialstyrelsen tilbageholder udbetaling af satspuljemidler på grund af svindelsag, og det har sat en række sociale organisationer under pres. Flere af dem undrer sig over, hvorfor de skal betale prisen for svindlen

Det kan få store konsekvenser for en række organisationer, at Socialstyrelsen tilbageholder udbetalingen af støttemidler efter sagen om en 64-årig kvinde, der er sigtet for at have snydt styrelsen for i alt 111 millioner kroner.

Sådan lyder det nu fra flere organisationer, der arbejder med udsatte mennesker. Blandt andet den kirkelige organisation KFUM’s Sociale Arbejde, der hver måned plejer at modtage over en million kroner. At tilskuddet nu tilbageholdes, vil påvirke indsatsen for udsatte, siger generalsekretær Morten Skov Mogensen.

”Vi taler om nogle af de allersvageste i samfundet, og vi kan jo ikke bremse indsatsen for den gruppe af mennesker. Så vi har brug for hurtigst muligt at få en melding på, hvornår midlerne kommer, og at de kommer. Det handler om en bred vifte af indsatser. Opsøgende arbejde og frivilligt socialt arbejde i tilknytning til sociale cafeer og væresteder er noget af det, der bliver berørt,” siger Morten Skov Mogensen.

Han understreger dog, at Socialstyrelsen har handlet fornuftigt ved at stoppe udbetalingen.

Fornuften i den beslutning er man til gengæld mere i tvivl om hos Børns Vilkår. Her mangler man at få udbetalt 1,38 millioner kroner, og de skulle blandt andet være gået til Børnetelefonen, siger direktør Rasmus Kjeldahl. Lige nu kan man på grund af en stor og solid økonomi godt holde sig oven vande, siger han.

”Men hvis det fortsætter, vil det blive mere og mere mærkbart, og så skal vi se, hvordan vi kan få penge til at betale lønninger og så videre. Der kan blive problemer med likviditeten, og det tror jeg også, der vil blive for mange andre organisationer,” siger Rasmus Kjeldahl og tilføjer, at organisationen efter hans viden ikke er blevet varslet om det pludselige udbetalingsstop:

”Der har ikke været noget forvarsel eller andet, så det er sket meget pludseligt. Det er jo nemmere at håndtere sådan nogle ting, hvis man får ordentlig besked. Jeg tror specielt det, der nu er behov for, er en klar og klippefast melding om, hvornår pengene bliver udbetalt, og hvornår betalingen starter igen,” siger Rasmus Kjeldahl.

Et af de mindre steder, som er ramt, er Ventilen, der arbejder for at komme ensomhed blandt unge til livs og driver en række mødesteder. Her får man månedligt 92.000 kroner i støtte. Man står derfor i en enormt usikker situation, siger Rillo Snerup Rud, sekretariatsleder hos Ventilen.

”Og ender det med at trække meget længe ud, er det selvfølgelig alvorligt økonomisk. Det er midler, vi får til driftsstøtte, og de er absolut nødvendige for, at vi kan betale de udgifter, vi har.”

Det helt store spørgsmål er, mener Rasmus Kjeldahl, hvorfor organisationerne skal betale prisen for den 64-årige kvindes svindel. Han er stærkt forundret over, at man ikke på anden vis kan stille midlerne til rådighed.

”Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor det skal blive de udsattes problem, at staten har forsømt at passe på 111 millioner kroner. Hvorfor skal den regning tørres af på de udsatte borgere? Det virker som en helt mærkelig tankegang. Staten er blevet franarret nogle penge, og det må man jo ligesom absorbere et andet sted, og så må man stille de 111 millioner kroner til rådighed i en særlig pulje, så pengene kan komme hen, hvor de er tiltænkt. Så må den store statskasse bære det tab,” siger Rasmus Kjeldahl.

Rillo Snerup Rud erklærer sig enig:

”Og jeg har en klar forventning om, at hvis ikke systemerne genåbnes inden for en rimelig tid, finder man de penge andetsteds,” siger hun.

Ask Svejstrup er sekretariatsleder for SAND De hjemløses Landsorganisation, som modtager cirka 400.000 kroner månedligt. Han tvivler på, om man fremover kan stole på systemet.

”De har så meget rod i systemet. Der bliver stillet en masse krav op for os, men der er åbenbart ikke særlig mange krav til dem. Det er en frustration, og så er der jo hele skatteborgervinklen på det. Kan vi nu stole på systemet?”, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra socialminister Mai Mercado (K).