Organisationer jubler over gigantdonation til socialt udsatte

Med de ekstraordinære 750 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan private organisationer gøre en langvarig forskel i arbejdet med socialt udsatte

”Vi arbejder ofte med begrænsede midler, der kan kratte lidt i overfladen på de udfordringer, udsatte familier oplever. Ofte går et projekt brat i stå, når en donation udløber," siger generalsekretæren i Dansk Folkehjælp, der nu er begejstret over de ekstraordinære 750 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der virkelig kan gøre en langsigtet forskel. Arkivfoto.
”Vi arbejder ofte med begrænsede midler, der kan kratte lidt i overfladen på de udfordringer, udsatte familier oplever. Ofte går et projekt brat i stå, når en donation udløber," siger generalsekretæren i Dansk Folkehjælp, der nu er begejstret over de ekstraordinære 750 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der virkelig kan gøre en langsigtet forskel. Arkivfoto. . Foto: Christian Lindgren.

Der er ikke tale om en almindelig håndsrækning til økonomisk trængte og socialt udsatte danskere. Med en donation på 750 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond vil private organisationer, der laver socialt arbejde, kunne gøre en mærkbar forskel.

Sådan lyder det fra en række aktører som reaktion på onsdagens nyhed om fondens donation, der skal hjælpe unge og voksne ind på arbejdsmarkedet, bryde den negative sociale arv og skabe bedre fysiske rammer for de socialt udsatte i eksempelvis institutioner og socialt boligbyggeri.

”Det er en opsigtsvækkende donation, der vil kunne gøre en stor forskel” siger Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

Organisationen har tidligere modtaget encifrede millionbeløb fra private donorer som A.P. Møller Fonden og Trygfonden til blandt andet arbejde med udsatte børn og unge. Den slags ”mindre” donationer gør en forskel, men rækker desværre ofte ikke langt nok, påpeger Klaus Nørlem.

”Vi arbejder ofte med begrænsede midler, der kan kratte lidt i overfladen på de udfordringer, udsatte familier oplever. Ofte går et projekt brat i stå, når en donation udløber. Med en stor donation som denne er der mulighed for virkelig at få rusket op i de problemstillinger, vi arbejder med,” siger Klaus Nørlem og nævner, at donationen blot er endnu et bevis på, at de private donorer for længst har overhalet de offentlige indsatser.

Den A.P. Møllerske Støttefond har tidligere uddelt mellem 50 og 100 millioner kroner årligt, men ønsker med den store donation nu at skabe reel forebyggelse over de kommende år. Og det er realistisk, mener de private aktører, Kristeligt Dagblad har talt med.

Socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, siger, at donationen kan give kommunerne den nødvendige kapitalindsprøjtning til at yde en mere helhedsorienteret indsats på socialområdet.

”Hvis de her penge bliver tildelt på den rette måde, kan det være en substantiel forandring, som er blivende på det sociale arbejde og dermed samfundet en del år frem. For hver gang vi får flyttet en udsat ind på arbejdsmarkedet eller får bragt en familie på rette køl, så giver det kæmpe bonus i kommunekassen, fordi man mindsker fremtidige udgifter,” siger Majbrit Berlau.

Hun påpeger dog vigtigheden af, at politikerne på Christiansborg samtidig mindsker de organisatoriske og lovmæssige barrierer på området, der i dag forhindrer en helhedsorienteret indsats.

Også formanden for SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed, Knud Kristensen, er begejstret over den store donation.

”Hele den sociale sektor er under pres, så det er en dejlig julegave at få i utide. Vi har ingen illusioner om, at det løser alle problemer, men alt hvad der kommer vores vej, er vi glade for, så det er en god nyhed. Det giver mulighed for at gøre nogle forsøg på det sociale område, som kan pege fremad,” lyder det fra Knud Kristensen.