Prøv avisen

Organisationer må afvise fattige feriebørn

Mange af de fattigste børn, må undvære sommerferien, da der ikke er plads til alle i kolonierne

Flere og flere børn må undvære ferieoplevelser. Deres forældre har ikke råd til at sende dem af sted, og kolonierne er fyldt op

Stadig flere forældre har ikke råd til at sende deres børn på ferie.

Sådan lyder beskeden fra de organisationer, der hvert år arrangerer ferieudflugter og sommerkolonier for socialt udsatte og mindrebemidlede børn. I år har organisationerne modtaget så mange ansøgninger, at de har været nødt til at afvise flere.

– Det har været et generelt billede, at antallet af ansøgere er steget støt de seneste par år, men denne sommer har vi modtaget så mange, at vi har været nødt til at sige nej til flere, som ellers er fuldt berettigede og ikke mindst har et stort behov for at komme ud af byen og væk fra en problemfyldt hverdag, siger fungerende landsformand i Ungdommens Røde Kors, Andreas Æbelø.

Sådan lyder også meldingen fra Kirkens Korshær, Mødrehjælpen og Frelsens Hær, der ligeledes har måttet sige nej til flere børn i år.

– I løbet af de sidste år har vi måtte øge antallet af lejre, og i år har vi været nødt til at oprette ventelister og afvise folk. Hvis vi havde midlerne og de frivillige, ville vi kunne afholde langt flere lejre, så stort er behovet blevet, men det har vi desværre ikke ressourcerne til, siger socialsekretær i Frelsens Hær Hanne Lise Tvedt.

Hun peger på, at der ikke findes en entydig forklaring på, at flere forældre søger hjælp til at sende deres børn på ferie, men at antallet er støt stigende.

– Og det er ubehageligt at sige nej, for det er ofte børn, der lever under kaotiske og urolige familieforhold. Nogle har forældre med misbrug, mens andre er pressede af en dårlig økonomi. Det er børn, der har et stort behov for et afbræk fra hverdagen og en mulighed for i hvert fald for en stund at få lov til bare at være børn uden ansvar for at få det hele derhjemme til at hænge sammen, siger Hanne Lise Tvedt.

Den udlægning er børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår John Aasted Halse helt enig i.

– Det betyder uendeligt meget for de børn at komme af sted, siger han og peger på, at børnenes behov for at komme ud i skoleferien er langt større i dag end for bare to generationer siden.

– Dengang var det mindre problematisk ikke at have planer for sommeren, men nu betyder den større velstand og det øgede forbrug, at børn, der ikke får nogle ferieoplevelser, hurtigt risikerer at komme uden for fællesskabet og føle sig mindre værd, siger John Aasted Halse.

Han peger på, at det er et stort nederlag for de børn, der ikke har noget at fortælle, når de skal sidde med i den obligatoriske rundkreds efter sommerferien og lytte til deres klassekammeraters ferieoplevelser.

– Børnene har ikke brug for historier om udflugter til fjerne og eksotiske rejsemål. Men de har brug for at kunne deltage i diskussionen, også selvom de kun kan deltage med en uges ophold i en feriekoloni eller en tur til Bon Bon land, siger John Aasted Halse.

De forældre, der søger om hjælp til at sende deres børn på ferie, er typisk enlige forsøgere og kontanthjælpsmodtagere. Flere af dem henvises til organisationerne af deres kommuner.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Leder