Organisationer: Udrejse-forbud kan ramme nødhjælp

Lovforslaget om at inddrage Syrien-krigeres pas risikerer at få konsekvenser for nødhjælpsarbejde, der udføres i krigszonerne, lyder det fra flere organisationer

Folketinget er klar til at skærpe kursen over for unge krigere, der rejser til krigszoner som for eksempel i Syrien. Det kan imidlertid få en utilsigtet virkning over for de mange hjælpeorganisationer, der forsøger at hjælpe civilbefolkningen i borgerkrigshærgede områder. På billedet ses flygtninge fra Syrien, der står i kø til at modtage nødhjælp.
Folketinget er klar til at skærpe kursen over for unge krigere, der rejser til krigszoner som for eksempel i Syrien. Det kan imidlertid få en utilsigtet virkning over for de mange hjælpeorganisationer, der forsøger at hjælpe civilbefolkningen i borgerkrigshærgede områder. På billedet ses flygtninge fra Syrien, der står i kø til at modtage nødhjælp. .

”Jeg har svært ved at se, på hvilket legitimt grundlag man skulle have behov for at rejse til Syrien og Irak i dag,” lød det i går formiddag fra justitsminister Mette Frederiksen (S) i folketingssalen.

Folketinget er klar til at skærpe kursen over for unge krigere, der rejser til krigszoner. Det kom frem i gårsdagens 1. behandling af et lovforslag fra regeringen, der gør det muligt at inddrage passet fra danskere, der for eksempel deltager i borgerkrigen i Syrien.

Forslaget kan imidlertid få en utilsigtet virkning over for de mange hjælpeorganisationer, der forsøger at hjælpe civilbefolkningen i borgerkrigshærgede områder.

I lovforslaget står, at personer kan blive undtaget for udrejseforbuddet, hvis de har et ”anerkendelsesværdigt formål” som eksempelvis at deltage i nødhjælpsarbejde, hvis det foregår gennem en anerkendt hjælpeorganisation. Der gives dog ikke nogen definition på, hvad en anerkendt organisation er, og på om hjælpeorganisationer må samarbejde med lokale, der kan have forbindelser til Islamisk Stat.

Dermed risikerer man, at forslaget også vil ramme mennesker, der ønsker at hjælpe enten familie og venner eller deltage i hjælpe-arbejde i det krigshærgede land, mener Institut for Menneskerettigheder.

”Det er alt for upræcist, hvad det egentlig vil sige at være en anerkendt organisation. Derfor kan forslaget få konsekvenser i forhold til eksempelvis muslimske hjælpeorganisationer i Syrien og Irak, hvis nogen i Danmark ønsker at rejse til landet for at hjælpe dem. Forslaget er selvfølgelig møntet på dem, der vil deltage i kamphandlinger, og det er udmærket. Problemet er bare, at det også vil komme til at ramme mennesker, der bare er i nærheden af de her kampzoner, hvilket kan gøre det svært at komme ned og hjælpe,” siger Peter Vedel Kessing, der er seniorforsker ved instituttet.

Folkekirkens Nødhjælp regner umiddelbart med at blive betragtet som en anerkendt organisation på trods af den manglende definition i lovforslaget. Situationen vil dog være væsentligt anderledes, hvis også organisationens samarbejdspartnere i Syrien skal kunne leve op til officielle anerkendelseskrav fra dansk side.

”Det her bliver formentlig primært et problem for mindre, muslimske nødhjælps-organisationer herhjemme, der ønsker at hjælpe yderligere i Syrien. Det, som kan blive et problem for os, er, hvis vi nu skal til at have godkendelse af de lokale organisationer, som vi er nødt til at samarbejde med. Det ville gøre det umuligt for os at arbejde i områderne dernede,” lyder det fra pressechef Per Bjerre.

Samme melding kommer fra Red Barnet, hvor også vicegeneralsekretær Jonas K. Lindholm peger på, at forslagets nuværende definition på at være en anerkendt organisation på flere måder er uklar.

”Taler man om Danmark? Eller er det i Syrien, at man skal være anerkendt? Eller taler man internationalt? Det skal defineres. Man bliver nødt til at holde sig for øje, at det her område er et hajfyldt farvand, for hovedparten af nødhjælp i blandt andet Syrien leveres i netværk af lokale civilsamfundsorganisationer. Det er svært at levere nødhjælp i de her lande, hvis ikke man samarbejder. Derfor er det vigtigt, at man ikke stiller krav, der kan indskrænke de muligheder,” siger han.