Drengene fra Godhavn fik deres undskyldning i 2019, revselsesretten blev officielt ophævet i 1997, og Åndssvageforsorgen blev nedlagt i 1980. Så der findes vel ikke længere organiseret ondskab i Danmark. Eller gør der?
For nylig kom det frem, at en 20-årig multihandicappet kvinde fra bostedet Bifrost i Vejle havde mistet livet efter at have siddet i et skoldhedt badekar uden opsyn. Ligeledes har TV 2’s skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, der skulle dokumentere omsorgssvigt over for demente, skabt stor debat.
Doktor i pædagogik og redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift Birgit Kirkebæk er ikke i tvivl. Eksemplerne på strukturelle ydmygelser af særligt sårbare borgere vil blive ved med at dukke op.
”Sagerne går ikke væk. De viser sig igen og igen. Det forråede menneskesyn findes bestemt også nu til dags. Det er typisk socialt udsatte borgere som demente eller psykisk syge, som er svære at håndtere, og som nærmest bliver set som fjenden af personalet. Det er en kultur, der opstår, og som gradvist udvikler sig i en forrående retning. Ofte på steder, hvor ledelsen er mangelfuld, og hvor toneangivende medarbejdere laver nye interne regler for, at når han eller hun opfører sig sådan, er det altså o.k. at låse dem inde,” siger Birgit Kirkebæk.
Selvom man kunne tro det modsatte, ligger evnen til at gøre andre ondt latent i os alle. Særligt hvis vi bliver presset af omgivelserne.
”Jeg tror ikke, vi skal tro, at vi selv er så stærke, at vi ikke kan blive forført eller presset til at handle imod vores egen etik. Man kan både være bange for at miste magt, anseelse eller sit job. Man skal være meget stærk for at bryde strukturerne, hvis de andre siger: ’Hr. Petersen har bedst af helt faste rammer’ eller ’her på stedet gør vi sådan her’,” siger Birgit Kirkebæk.
Hvordan har du det med magtanvendelse? Det spørgsmål bliver ifølge antropolog ved Syddansk Universitet Stine Grønbæk Jensen ofte stillet, når der bliver ansat personale på bosteder. Underforstået: Du skal gerne være klar til at benytte det. Hun står bag ph.d.-afhandlingen ”At åbne skuffen”, som handler om tidligere børnehjemsbørns erindringer og erindringsarbejde, og er nu ved at lægge sidste hånd på en bog om netop magtanvendelse på bosteder for mennesker med udviklingshæmning og autisme. Hun siger:
”Der opstår nemt en negativ spiral, hvor beboernes reaktioner på indgreb i deres selvbestemmelse fortolkes af personalet som udtryk for deres funktionsnedsættelse, hvilket legitimerer endnu mere magtanvendelse, som så igen gør beboerne endnu mere frustrerede. Tanken med selvbestemmelsesreglerne er, at de skal begrænse brugen af magt. Men alene det, at der findes en lov, der muliggør magtanvendelse over for netop denne gruppe borgere, gør, at der ikke altid tænkes tilstrækkeligt i andre løsninger. Så bliver et par minutters eller et par timers fastholdelse en del af løsningen for at hindre, at nogen kommer til skade, eller at noget bliver ødelagt,” siger hun og fortsætter:
”Konsekvenserne er dog langt mere vidtrækkende, for efterhånden sker der ofte det, at beboeren begynder at identificere sig med én, der er voldsom, og som slår fra sig eller smadrer vinduer. Og det kan føre til endnu mere voldsom adfærd, som så løses med endnu mere magtanvendelse.”
Camilla Sløk, der er teolog og lektor i ledelse på CBS, nævner krigsforbrydelserne, der blev oprullet ved Eichmann-processen, og som den jødiske tænker Hannah Arendt analyserede, som nogle af de bedste eksempler på strukturel og systematiseret ondskab. Arendts pointe var netop, at ondskaben kan komme frem i organisationer, selvom ingen synes, at de er ansvarlige. Camilla Sløk siger:
”Arendt nævner holocaust som eksempel på den banale ondskab: fordi alle var en del af et stort maskineri, var der ingen, der følte sig ansvarlige for uhyrlighederne. En sagde: ’Jeg transporterede bare jøderne fra A til B. Det var ikke mig, der slog dem ihjel.’ Alle fralagde sig ansvaret. Den samme ansvarsfralæggelse finder sted i dag i mange af de systemer, der skal tage sig af de mest udsatte borgere. Ofte er det kulturen på de enkelte institutioner eller afdelinger, der er pilrådden, og ikke nødvendigvis den enkelte ansatte. Men det er derfor, vi har ledere til at stoppe, når en medarbejderkultur bliver crazy og ondskabsfuld.”
Direktøren for Danske Patienter, Morten Freil, anerkender problemet og nævner ulighed i sundhed som en forklaring på, at nogle borgere ender med at få en kold og hårdhændet behandling.
”Det er en kendt sag, at de, der har de bedste ressourcer rent menneskeligt, også er dem, der får den bedste behandling af læger og sagsbehandlere og i sundhedsvæsenet generelt. Man kan bedst lide at tale med dem, der ligner en selv, og socialt udsatte eller demente, der ikke er vant til eller ikke kan varetage og forhandle egne interesser, ender ofte med at blive set ned på strukturelt.”
65-årige Peer Balken er en af de Godhavn-drenge, der i 2019 modtog en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen. Han nåede at være anbragt 26 forskellige steder i løbet af sin barndom, og fællesnævneren for langt de fleste anstalter og hjem var en cocktail af fysisk og psykisk vold.
”Min vrede er rettet mod de enkeltpersoner, der havde ansvaret for os børn, men som misbrugte deres magt i en grad, så en stor gruppe af børn senere i livet ikke har kunnet finde et ståsted og ikke har kunnet sige fra, fordi de havde fået indprentet, at deres mening ikke talte, og at de ikke talte som mennesker,” siger Peer Balken.