Prøv avisen

Otte ting skilte forældre skal undgå

Det kan være svært at være skilsmisseforældre. Følg familievejleder Lola Jensens guide og undgå de svære situationer. - Foto: stock.xchng

GUIDE Konflikter mellem skilte forældre må ikke gå ud over børnene. Familievejleder Lola Jensen præsenterer otte ting som skilte forældre bør undgå

Som skilsmisseforældre er der mange udfordringer. Hvor skal barnet bo? Hvem skal holde barnets fødselsdag? Og hvordan skal julen fejres?
Få gode råd til, hvordan I som forældre agerer i forhold til fødselsdage, jul og praktiske aftaler:

1. Undgå loyalitetskonflikter
Lad være med at sætte barnet i en loyalitetskonflikt ved at bruge det som advokat eller ved at sende beskeder gennem det. Bed heller ikke barnet om at holde på hemmeligheder.

2. Bryd ikke aftaler
Har du sagt, at du ringer tirsdag, så ringer du tirsdag. Det er bedst med faste ringeaftaler.

3. Undgå for mange nejer
Vær så fleksibel som overhovedet muligt i forhold til hinanden for børnenes skyld. Vær tolerante og brug ikke samkvemsaftalerne som et våben mod hinanden.

4. Drop de økonomiske skærmydsler
I stedet for at tænke hun skal ikke have en klejne mere, så tænk på, at hun er mor til dine børn, der skal have de bedst mulige forhold. Det er i sidste ende børnene, det rammer, hvis hun har så lidt, at der ikke er råd til en ny skoletaske.

BLIV MEDLEM AF "DEN STORE FAR, MOR & BØRN" FACEBOOK

5. Fælles gaver
Selvom det oftest er faren, der tjener mest så lad være med at spille den rige onkel fra Amerika. Tal jer frem til en god, fælles jule- eller fødselsdagsgave, så det ikke stikker for tydeligt i øjnene, hvem der tjener mest.

6. Jul
Det er ikke en god idé at holde en før-juleaften, så børnene skal igennem flere juleaften-arrangementer.
Lad ikke julen blive smertensbarn, men find en anden ramme for din egen jul, det år hvor børnene er ved din eksmand eller kone. Husk du får chancen året efter med dine børn.

7. Fælles fødselsdag?
Kan I magte det, er det en rigtig god idé. Vælg gerne et neutralt sted at fejre fødselsdagen. Er det med stive miner og dårlig kommunikation, så undgå det.
Har I nye partnere skal de også med. Alt andet er underligt og giver barnet et forkert billede. I kan ligeså godt øve jer, der kommer også en dag med konfirmation.

8. Naturlig hverdag
Lad være med at spille livlig far, der altid tager børnene med på tur eller overstadig mor, der køber fint ind til børnene. Få en så naturlig hverdag som muligt med børnene.

Kilde: Den store Far, mor & børn håndbog i godt familieliv af Lola Jensen

Andre læser lige nu