Prøv avisen

Overblik: Det ved vi om togulykken på Storebæltsbroen

Politi og redningskøretøjer var talstærkt til stede ved Storebælt, hvor en togulykke onsdag kostede otte mennesker livet i et lyntog, efter at dele fra et forbipasserede godstog rev sig løs. Foto: Ritzau Scanpix

En tragisk togulykke på Storebæltsbroen onsdag har kostet otte mennesker livet, oplyser Fyns Politi og DSB. Dybt ulykkeligt, lyder reaktionen fra statminister Lars Løkke Rasmussen (V)

Den voldsomme togulykke, der onsdag morgen fandt sted på Storebæltsbroen, har nu kostet otte mennesker livet. 16 er kvæstet. Der er tale om fem kvinder og tre mænd. Det kunne Fyns Politi oplyse torsdag formiddag på et pressemøde. Det indledende tal lød på seks omkomne.

Toget, der var på vej fra Fyn til Sjælland, blev omkring klokken 7.35 i onsdag morgen ramt af dele af et tag eller presenning fra et forbipasserende godstog, der transporterede øl. Ulykken skete på den del af Storebæltsbroen, som kaldes for lavbroen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udsendte onsdag formiddag en pressemeddelelse, hvor han udtrykte sorg over ulykken:

"Helt almindelige danskere på vej på arbejde eller hjem fra juleferie har fået slået deres liv i stykker. Det er dybt ulykkeligt. Mine tanker er hos ulykkens ofre og deres familier. Jeg vil gerne takke myndighederne for den store indsats, de yder i disse timer. Samtidig varmer det med sympati fra kolleger, der har fulgt ulykken på afstand," lød det fra statsministeren.

Også Kongehuset reagerede på den tragiske ulykke.

"Denne morgens forfærdelige togulykke på Storebæltsbroen berører mig dybt," lød det i en meddelelse fra Dronning Margrethe på Kongehusets hjemmeside.

Flere politikere var også berørte af situationen, og på de sociale medier gik mange tanker til de dræbte og deres pårørende.

Det Radikale Venstres partiformand Morten Østergaard kaldte det for "ulykken som aldrig måtte ske":

"Man savner ord. Alle tanker til de som har mistet, de tilskadekommende og de pårørende. Og alle de som nu kæmper med at afhjælpe katastrofen under svære betingelser," skrev han på Twitter.

Også Alternativets partiformand Uffe Elbaek rettede tankerne mod Storebælt.

"Varme tanker til de efterladte, pårørende og alle passagerer," skrev han.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) kaldte den voldsomme togulykke "fuldstændig uforståelig". Hans tanker kredsede også om de dræbte og pårørende og "til vores beredskab som kæmper en brav kamp i sådan en situation".

Godstoget, der var en del af ulykken, var fyldt med tom emballage fra Carlsberg, og virksomheden reagerede omkring middagstid onsdag også på tragedien:

"Vi er dybt, dybt berørte og har slet ikke ord," sagde Carlsbergs informationschef, Kasper Elbjørn, til Fredericia Dagblad.

Det var godstransportøren DB Cargo - et datterselskab under Deutsche Bahn - der var på vej fra Høje Taastrup til Fredericia med et godstog med returemballage.

Hos politiet har man oprettet et særligt telefonnummer, hvor pårørende kan henvende sig for at høre nyt:

"Pårørende til togpassagerer fra ulykken på Storebæltsbroen kan ringe på telefon 9697 0000 for at få nærmere oplysninger om deres pårørende. Man skal ikke ringe til Odense Universitetshospital," skrev Fyns Politi onsdag på Twitter.

Ikke-tilskadekomne passagerer fra lyntoget blev umiddelbart efter ulykken fragtet til Idrætscenter Nyborg, hvor der blev tilbudt krisehjælp. Foto: Ritzau Scanpix
Ifølge Ritzau tyder meget på, at det var en tom trailer, der blæste af et godstog, som var skyld i ulykken. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix